Et interview med en udenlandsk musiker eller et udenlandsk band foregår i dag som regel på et hotelværelse et eller andet sted i en af Europas metropoler. En sjælden gang i USA – eller i Danmark, hvis bandet er på turné. Som regel et interview af 15-20 minutters varighed.

Hvis ellers musikeren er interessant, har noget på hjerte og ikke falder i søvn i starten af interviewet, er de få minutter ofte nok til at kunne vride en eller anden vinkel ud af vedkommende med blot tre-fire brugbare citater. Også selvom interviewtiden bliver delt med et finsk dameblad og en polsk rockradiostation. Alligevel ønsker man sig som journalist altid noget andet. Noget mere.

En chance for at komme ind under huden på kunstneren og finde ud af, hvad vedkommende brænder for, og hvem vedkommende egentlig er. En chance for at opleve musikeren i et andet miljø end et hotelværelse, en tourbus eller et backstagerum. Hvis man er heldig sker det en gang imellem i fx. et indspilningsstudio eller et øvelokale, hvor musikeren i det mindste er på hjemmebane.

Underholdende læsning
Musikbladet Record Collector  – ja, det er mest for samlernørder som mig selv – kører for tiden en serie, hvor en tidligere journalist på det hedengangne musikblad Melody Maker, Chris Welch, beretter om sine interviews i primært 70’erne. Og det er fandme underholdende læsning.

Welch beskriver for eksempel, hvordan han engang lettere nervøst forsøgte at interviewe Genesis-frontmand Peter Gabriel i dennes lejlighed i Notting Hill. Gabriel var nemlig mere interesseret i at udføre eksperimenter på journalistens hjerne, men fik dog fortalt, at han planlagde at bruge en laser-projektor til at kunne svæve ’in space’ …

Welch beretter også om et interview i et buddhistisk tempel i Japan med progrockerne Emerson, Lake & Palmer, der var iført silkekimonoer. Og drak Budweisere. Ved koncerten senere på aftenen udbrød der optøjer, og Welch var overbevist om, at de havde fornærmet Buddha med øldrikkeriet.

Tarok-kort
I et interview på en pub på Fleet Street i London læste Graham Bond Tarok-kort – ja, jeg ved godt, det hedder tarot – for Welch og forudsagde den totale undergang for alle sine modstandere, inden han afslørede, at han var blevet en troldmand, der kunne styre mørkets kræfter. Hmm!

I det hele taget syntes progrockmusikerne i 70’erne vældig optagede af ikke-jordiske verdener, og Yes-sanger Jon Anderson er ingen undtagelse. I sin London-lejlighed fortæller han Welch, hvordan han kommunikerer med væsener fra en anden verden, og beretter om, hvordan nogle overlevende fra planeten Sunhillows undergang kan fremmane onde kræfter, og da begynder det at tordne og lyne udenfor. Welch skynder sig at forlade lejligheden …

En kollega har for nogle år siden haft et sælsomt interview med Carlos Santana, der meget fascineret beretter om lyset.

– The Light! It’s magic! You touch the switch, and the light is back! It’s like Miles playing. The Light, man! Han var virkelig weird, skrev Niels den anden dag til mig på Facebook.

Forlod interviewet
Men den slags musikere er der vist blevet færre af. Det er i hvert fald sjældent, man oplever musikere, der roder sig ud i noget mere obskurt end alternative politiske eller religiøse teorier. Eller musikere langt ude på sprut eller stoffer.

Der var vist noget med, at Erik engang oplevede Bobby Gillespie forlade et interview, og Henrik er engang rejst til Los Angeles for et kort rundbords-interview med Chris Cornell – der blot stak hovedet ind i hotelværelset – for derefter at ryste på hovedet og gå sin vej. ’Long trip for nothing’!

Selv har jeg fx. stået i London sammen med Kasper og ventet på Alison Goldfrapp, der imidlertid trak sig syg tilbage, efter at vi havde mødt hende i foyeren. Hmm!

Hjemme i Danmark igen blev ’en phoner’ – som et telefoninterview jo så poetisk kaldes i branchen – sat op. Så forberedte jeg mig en gang til på interviewet, men der var ingen Alison i røret, da jeg ringede op. Det var der heller ikke næste gang nogle dage senere, og da det så endelig lykkedes tredje gang, fik jeg blot indtrykket af en usædvanligt arrogant diva-personlighed, som jeg slet ikke havde lyst til at høre mere om. Selvom musikken er fremragende, og den musikalske partner Will Gregory var en både intelligent, genert og sympatisk person.

Den tørlagte bassist
Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea berettede engang i Paris om, hvordan han havde ’leget med sig selv’ aftenen forinden. men uden at få udløsning, for det var spild af sædceller, mente han. Godt så.

Den del udelod jeg af JP-interviewet, der i stedet handlede om musik (!), livet og døden, stofproblemer og bandets renommé. Baseret på 2×20 minutters hotelværelse-interview med Flea og John Frusciante.

Også Duff McKagan talte sig hurtigt ind på de store emner i en halv times interview på et hotel i Amsterdam, da han underholdende berettede om nærdøds-oplevelser, misbruget, skingrende sindssyge Axl Rose og det generelle overdrev i Guns N’ Roses.

Den tørlagte bassist havde aftenen forinden sammen med Slash og deres respektive fruer gæstet en Velvet Revolver-lyttesession på rockbaren Black & White, og da han så resterne af Jam, Steff og mig ved morgenbordet skulle han nysgerrigt lige høre, hvordan resten af aftenen og natten var forløbet. Men det lød ikke som om, han savnede den del af livet.

Og da snakken under interviewet et øjeblik blev for instrument-teknisk afbrød han sig selv og huskede sig på, at det var et interview til et dagblad og ikke ’Bass Player’ … Prof!

Bar røv på kontoret
Der var også dengang med Scissor Sisters, da Jake Shears smed bukserne på et kontor på Rust, turen i Mews band-van fra Northampton til London med ’Spinal Tap’ på videoen, turen på homobar i København med Rufus Wainwright, interviewet med Sune Wagner, der sov på en madras på gulvet i vennen Simons to-værelses Vesterbro-lejlighed – fyldt med tomme flasker, guitarer og vinylplader – inden turen gik videre på en Vesterbro-beverding og en fodboldlandskamp på skærmen.

Men jeg misunder stadig den anden Henrik for sit interview med Clash-frontmanden Joe Strummer engang i London.

Jeg blev selv spurgt, om jeg kunne tage afsted, men det kunne jeg desværre ikke. Desværre! Jeg elsker The Clash og har den dybeste respekt for nu afdøde Joe Strummer.

Og hvad kunne Henrik så berette fra interviewet – der naturligvis foregik på et hotelværelse – da han vendte hjem?

Jo, dagen var endt med, at han havde siddet i baren med Joe Strummer i timevis, hørt på røverhistorier og drukket sig fuld. Smukt!

Det er den slags oplevelser for journalisten, der i sidste ende kommer de bedste oplevelser ud af for læseren. Sjældent 20 minutter på et lufthavnshotel. Nå, tilbage til Record Collector …

Reklamer