Skuffelse.

Det var den umiddelbare reaktion efter offentliggørelsen af Roskilde Festivals foreløbige musikprogram.

Og her et par timer efter, er jeg stadig skuffet. Men kun delvis.

I mine øjne mangler programmet de store samlende navne. De navne, der kan trække 40-50.000 mennesker om til fest foran Orange Scene. Det har jeg altså svært ved at se ret mange af de nuværende hovednavne gøre. Ja, om nogen overhovedet.

Der mangler et par store popnavne. Lykke Li og M.I.A. blev præsenteret som store popnavne, javel, men der er altså meget langt op til at stå og skråle med på Pet Shop Boys, Duran Duran (selvom de skuffede) eller Madonna for den sags skyld. Og L.O.C. bliver ikke den samme igen …

Der mangler i øvrigt også et stort hiphop-navn eller to. Eminem spøgte på rygtebørsen, men det bliver ikke til noget. Big Boi er god, OFWGKTA er spændende, og Timbuktu er megafed (og svensk!), men det er ikke noget, der trækker andet end kids og hiphop-nørder til.

På rockfronten mangler LEGENDEN! Iron Maiden? Tja … Men nej. Fint nok, men heller ikke mere. Hvem har ikke set dem??

Der mangler ganske enkelt navne, der trækker den almindeligt interesserede festivalgæst over 25-30 år til Roskilde i år. Jeg har svært ved at se, hvad mine gamle venner fra Odense skulle tage afsted for. Andet end at sidde og drikke bajere, som de er gode til …

*****

På den elektroniske front er både Chase & Status og Deadmau5 gode festnavne, synes jeg. Sidstnævnte er garanti for en house-fest, som i Vega i fjor, men ikke et navn, der alene trækker club-folket til Roskilde. Og der er stort set intet andet. Yelle trækker i hvert fald ikke nogen til Roskilde, når de knap kan fylde Rust halvt …

Selvfølgelig kom Magnetic Man og James Blake på plakaten, og det hjælper en smule på den håbløse nedprioritering af dubsteppen, som festivalen i årevis har praktiseret, men begge dele er jo nærmest POPmusik. Forhåbentlig kan den tre timer lange seance med Magnetic Man blive mere spændende, end man frygter, når Katy B er special guest …

Country, soul og funk er som forventet nærmest væk, og hvad værre er – det er reggaen stort set også. Bortset fra Tarrus Riley – og Fastpoholmen på Pavillion Junior i dagene op til de fire dage. Hvordan kan det lade sig gøre??

Hvis der er noget, de senere år med f.eks. Distortion og Trailerpark har bevist, så er det, at kids i dag hører masser af bas-musik, men den er – igen – stort set fraværende.

*****

Når alt det er sagt, skal det naturligvis nok lykkes mig at sætte de obligatoriske 50-80 krydser i programmet, og der er stadig rigtig mange ting, jeg glæder mig til.

På ’world-scenen’ er det f.eks. Shangaan Electro, Congotronics, samt Femi og Seun Kuti. Og jeg skal helt sikkert også se, hvad Chris Cummingham finder på.

Tilbage står en hel masse rocknavne.

For programmet er meget rockpræget i år. Metalnavnene kender jeg ikke så meget til. Mastodon er superfede – men ikke et hovednavn! Og generelt er programmet også mere for musiknørder end for almindelige festivalgæster.

Kings Of Leon, Arctic Monkeys, The Strokes og PJ Harvey er sikre navne, og Bad Religion er tæt på legendariske på punkscenen. Men absolut ikke særlig spændende længere. Så hvordan de, Battles og Swans kan ryge op i kategorien under hovednavnene, forstår jeg ikke.

Der er spændende navne som Julianna Barwick, Charles Bradley, Destroyer, Foals, John Grant, Surfer Blood, The Tallest Man On Earth, Tame Impala, Kurt Vile, The Walkmen og Weekend. Og en masse, jeg glæder mig til at undersøge nærmere i de kommende måneder inden festivalen – Atmosphere, Screaming Females, The Ex (med et specielt program) og world-navnene.

Men der er også i min optik forholdsvis for mange eksperimenterende navne, der nok er fantastisk spændende at opleve, men mest er for feinschmeckere og musiknørder. Skrål med-elementet er i hvert fald nedprioriteret meget kraftigt i forhold til tidligere.

De unge skal nok holde deres sædvanlige fest uden hensyntagen til musikken, men jeg håber seriøst, Roskilde Festival har nogle overraskelser tilbage i posen.

Reklamer