Af en eller anden årsag har jeg ikke haft den store lyst til at høre ny musik, nye plader, nye vinyler i et langt stykke tid.

Men jeg holder jo ikke op med at købe vinyler, og derfor har stakkene af uhørte plader hobet sig op i en grad, så jeg nærmest ikke har kunnet være i min lejlighed (overdrivelse!). Men nu skal det være slut. Nu ER det slut!

Jeg har endelig fået lyst til at sætte vinylplader på igen – og hold dog kæft hvor er det skønt! Jeg kan næsten ikke vente med at sætte den ene plade på efter den anden.

Forrest i den ene stak står lige nu en compilering fra Third Man Records, som jeg har modtaget via selskabets pladeklub The Vault, hvor jeg betaler 70 dollars i kvartalet for at modtage en pakke med eksklusive udgivelser med selskabets kunstnere. Typisk en lp, en single og en t-shirt. Og det er lækre sager, især vinylpladerne.

Plader, der venter på at blive hørt – brugt-lp’er, 12’ere og nye lp’er.

****

Og tillad mig at lade selskabets ejer, Mr. Jack White, forklare, hvad det er, der er så lækkert ved vinylpladerne.

– Åh! Hvor skal jeg starte. Jeg kunne tale i timevis om det. Man kan starte med bare at lugte til den, sagde han, da jeg interviewede ham i forbindelse med udgivelsen af Dead Weathers debutalbum, ‘Horehound’, i 2009.

Jeg havde albummet – og en hel masse andre vinyler med The Kills, QOTSA, White Stripes, Greenhornes og Raconteurs – med ind til interviewet som ‘den tredje ting’.

Jack White stak bogstaveligt talt næsen helt ned til mit medbragte eksemplar af ‘Horehound’.

– Det er vidunderligt. Og kig på det her store foto på coveret. Det vil du aldrig få at se på iTunes. Man kan aldrig få den følelse på iTunes, hvor du kun har musikken fortalte han videre.

– Hvis jeg sætter denne plade på, er det for første en mekanisk pladespiller, hvor jeg kan se pladen dreje rundt, og det er i sig selv hypnotiserende.

– Så har man det her skønne kunstværk, man kan se, hvem der spiller hvad, hvor det er indspillet. Man kan læse teksterne osv. osv. Det er alt sammen noget, kunstneren vil have, man skal se. Alle disse billeder, artwork osv. er beskeder fra kunstneren. Det er sådan, kunstneren vil have, man skal se bandet, fortalte han og sammenlignede derefter med film:

****

– Når Martin Scorsese udsender en ny film, vil han heller ikke have folk til at sige ’åh, jeg kan ikke vente på at se den på min iPhone. Han vil have dig til at se den i biografen med lyset slukket. Men den nye generation er ikke blevet opdraget til det.

– Bliver de det nogensinde?, spurgte jeg.

– Ja, vinylen lever jo stadig. Denne vinylplade er lige blevet lavet i år, og det viser da, at der er en interesse. Og jeg ved det jo, for jeg ejer en pladebutik nu i Nashville. Folk står i kø rundt om hjørnet, hver gang der udkommer en ny plade. Det er muligt at få folk op af stolen for at købe plader, hvis man gør noget ud af det, sagde Jack White, hvorefter The Kills-sangerinden Alison Mosshart supplerede:

– Folk kører jo fra nabostaten for at købe de her plader. Det er spændende, og det kan unge også lære af, selvom de ikke er vokset op i et hus med vinylplader. Det er en fed måde at få musik på.

– Når man køber downloads eller hører musikken i iTunes, føles det ikke rigtig som om, man ejer musikken. Man er stadig nødt til at købe pladen, før man føler, at man ejer pladen. Det er nærmest som en slags preview, og man føler, at man ikke er helt klar til at høre musikken, sagde Jack White endvidere.

Det er nøjagtig den følelse, jeg selv har!

****

Jeg er selvfølgelig også begejstret for Jack White og især White Stripes-pladerne. Men jeg er også stor fan af hans måde at udgive plader i alle mulige former – limiterede udgaver, kulørte vinyler – fx. tricolor-pladerne, og plader man kun kan købe fysisk ét bestemt sted, én bestemt dag – typisk i UK eller US.

Mmm! Third Man/The Vault-udgivelse af White Stripes ‘Party of Special Things to Do’ i en speciel tricolor-version.

Det gør det selvfølgelig fuldstændig umuligt for en stakkels dansker som mig, snøft, at samle alle pladerne, men det har jeg forlængst opgivet, da mange af dem alligevel koster tusindvis af kroner på eBay, hvis man insisterer på at få fat på dem.

Det var i øvrigt tydeligt, at Jack White nød at snakke om plader og vinyler, og efter interviewet løb han nærmest ud af hotelværelset og kom tilbage kort efter og gav mig en af de sjældne 3″-plader, han udgav med White Stripes til den specielle Inchophone-pladespiller.

Det er i øvrigt en af mine største brølere som pladesamler, at jeg ikke købte Inchophone-pladespilleren før koncerten med White Stripes i lokomotivværkstedet i Sydhavnen for fem-seks år siden. Efter koncerten var den naturligvis væk, og den koster typisk 6-8000 kr. på eBay nu …

Måske var det en lige så stor fejltagelse, at jeg ikke bad Jack White om at signere mine medbragte plader, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at at bede om en autograf, når jeg er på job!

Og nu vil jeg straks sætte Third Man-compileringen med alle singleudgivelserne fra 2010 på grammofonen.

Se det forkortede interview, der kom i Ekstra Bladet her.

Reklamer