Det kan godt være, at tiden med de store pladesalg for et rockband som R.E.M. er forbi, men det afholder heldigvis ikke bandet fra at gøre noget ud af tingene.

CollapseAlbummet ‘Collapse Into Now‘ er et glimrende, velkomponeret og velproduceret album, som i mine ører udstråler, at der er blevet arbejdet længe med tingene og brugt lang tid i studiet på at få det til at lyde rigtigt.

Det har med andre ord været en dyr plade at lave. Tror jeg. Som i gamle dage … Men ikke nok med det, så har bandet også kastet sig ud i et større kunstnerisk projekt med at lave videoer til samtlige 12 numre på pladen.

Og ikke ‘bare’ 12 performance-videoer, som der bliver lavet så uendeligt mange (kedelige) af for tiden, men 12 deciderede kortfilm. Stort set alle sammen smukke.

På R.E.M.’s officielle YouTube-kanal har gruppen netop lagt den niende i serien op, videoen til ‘Discoverer’. Den er produceret af Michael Stipe og søsteren Lynda, og den kan ses herunder.

Det er måske ikke den af videoerne, der er lettest at afkode (Michael Stipe!), men den er på sin egen digitale, menneskeløse måde ret flot. Og nummeret er stadig fedt!

Videoen er lavet ved, at Michael Stipe har optaget søsterens arkitektoniske grafikker og animationer fra en computerskærm, og så har han ‘fucket’ rundt med dem og speedet dem op, som han selv kalder det.

I disse år med krise i musikbranchen, besparelser og til gengæld stor iderigdom i DIY-kategorien er det befriende at se en af de store aktører (U2 gjorde det vha Anton Corbijn, og Lady Gaga gør det også, men på en helt anden måde) insistere på både at lave dyre, gennemarbejdede plader og bruge musikvideoen som kunstnerisk udtryk i så massivt omfang, som R.E.M. gør det med ‘Collapse Into Now’.

Det er selvfølgelig nemt for dem, fordi de ganske givet ikke ligefrem mangler noget på den økonomiske front. Men de kommer næppe til at tjene styrtende på denne plade – og de turnerer ikke med den, så heller ikke der kommer der indtægter ind. Så de gør det af lyst og kunstnerisk inspiration, som de stort set altid har gjort. Og stor respekt for det.

– (Økonomien) er det mindst interessante ved projektet. Det er mere interessant med de mennesker, jeg henvendte mig til ‘hat in hand’ og sagde: ‘Jeg kan høre din stemme på denne sang, og jeg vil elske at se, hvordan du fortolker den visuelt, har Stipe sagt til New York Times om projektet.

Mange andre af de store gamle bands har lagt sig ned og kan højst lige mande sig op til at lave en (sløj) plade hvert femte eller tiende år for at holde gryden i kog og ellers turnere for at holde bankbogen varm. (Rolling Stones, host host)

Om filmserien forklarer Michael Stipe:

– Det er et forsøg på at finde ud af, hvad albummet (som begreb) betyder i det 21. århundrede. Det er et forsøg på at føre en samling sange ind i det 21. århundrede … og udvide mulighederne for, hvad et album kan.

– Jeg siger ikke, at det er sådan et album SKAL være, men lad os udforske de muligheder, den eksisterende teknologi har givet os, siger han bl.a. i en optagelse fra SXSW, som kan ses her:

Der er også mere at hente i en optagelse her:  http://wn.com/Lynda_Stipe

Og så vil det afslutningsvis være åndssvagt ikke at se og høre ‘Überlin’, for det er eddermame et fedt nummer!

Sådan kan det gøres. Tak, R.E.M.!

Reklamer