P6 Beat hylder i dag britpoppen med en seks timer lang udsendelse om fænomenet, P6 Beat Elsker Britpop. Den er jeg med på!
Så i anledning af dagens britpop-udsendelse kommer her nogle personlige betragtninger og musikalske favoritter fra perioden, der så småt begyndte med Blurs ’Popscene’ og Suedes ’The Drowners’ i 1992 (selvom The La’s ‘There She Goes’ er en perfekt britpopsang allerede i 1988), stod glasklart med Blurs ’Parklife’ i 1994, rammes perfekt ind af Jarvis Cocker og Pulp og toppede med hitliste-kampen mellem Blur og Oasis i 1995-96 – før britpop-fornægterne Suede musikalsk blev mere britpoppede end nogensinde med hit på hit-albummet ’Coming Up’.
Og så kan man vel sige, at strømningen døde ud efter 1997, da Oasis floppede, Blur meldte sig ud, og Radiohead viste andre veje for britisk pop og rock.
——–
Pludselig skulle alt være britisk. Det var Cool Britannia, og London var igen verdens navle som i det britiske imperiums storhedstid. Union Jack svajede stolt på den højeste flagstang, på guitarer og på tøj. Mode, film, litteratur. Damien Hirst, britpop og New Labour med den musikalske Tony Blair som den smilende top på kransekagen midt i den buldrende optimisme i 90’erne efter mange briters hårde tid under Margaret Thatcher.
Det var også ’lager, lager, lager’, lad culture og Premier League-fodbold. Det var EM i fodbold i 1996 med ’Football’s coming home’ – et motto, Tony Blair tog til sig i partipolitikken. ’Labour’s coming home,’ sagde han.
Værdierne fra arbejderkulturen blomstrede side om side med ironien i f.eks. Blurs tekster på ’Parklife’-albummet, der for alvor kickstartede strømningen i kølvandet på den amerikanske grunge-bevægelse og med en vis inspiration fra Madchester-bølgen. Ikke mindst tøjmæssigt, men også musikalsk. Prøv bare at spille Blurs ’There’s No Other Way’ fra debutalbummet i 1991 i forlængelse af Stone Roses’ ’Fool’s Gold’:
Højt humør, catchy melodier, klassisk bandopstilling. Meget af det dybt inspireret af arkebritiske 60’er-bands som The Kinks og The Beatles. Vi diskuterede, om f.eks. Radiohead, The Verve, Super Furry Animals, Ash eller fornægterne Elastica og Suede var britpop. Men det var ikke nogen genre. Det var en paraply, der blev hejst over en strøm af bands – uanset, om de ville ind under den eller ej. Jeg var ligeglad og købte bare det hele, mens vi samtidig hørte alt muligt andet britisk musik.
Britisk var nærmest en kvalitetsbetegnelse i sig selv, og de spændende 90’ere bød på nye verdener som f.eks. triphop og drum’n’bass, bigbeat og breakbeat, UK garage og speed garage. Derfra blev mine rockøjne også åbnet for techno og house, som jeg ikke havde hørt tidligere. Underworld, Leftfield, Chemical Brothers, The Prodigy var ’gigantiske’. Og Fatboy Slim, naturligvis.
Jeg spillede plader på natklubben Boogie’s i Odense i den sidste halvdel af 90’erne, og her røg det hele på i et stort eklektisk mix. Vi spillede hittene, men vi spillede også dybt i f.eks. britpop-bølgen. Vi spillede b-sider med Oasis, Blur og Suede, og vi spillede bands som Lush, Dodgy, Mansun, Gene, Puressence, Ocean Colour Scene og Menswear, og jeg husker stadig, hvordan jeg blev skældt ud af en stamkunde for at være blevet kommerciel, fordi jeg ikke ville spille en b-side med Bluetones.
Netop Bluetones, Dodgy, Ocean Colour Scene og Mansun er nogle af de bands, mange ynder at håne i dag, når de kigger tilbage på britpoppen, men jeg holder stadig af dem. Eller af noget af det. Lidt af det, i hvert fald. Enkelte numre hist og her.
Jeg købte det hele dengang, og var det på forsiden af NME, købte jeg det også, så samlingen tæller også debutalbummet med Northern Uproar fra 1996, samt bands som Hurricane #1, These Animal Men, Salad og Heavy Stereo. Det var britisk, ergo var det godt.
Og bedst af alt ved britpop-perioden – at læse interviews med Liam og Noel Gallagher.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
SnabRocks 