Måske døde rocken igen i 2022

Hvis man læser artikler som denne om en rockklub med 65-årige som den typiske gæst, ser dagens annoncering fra Roskilde Festival eller læser lister som denne og denne med artister på kanten af et gennembrud fra henholdsvis UK og DK, hvor ingen er rockbands, og alle bortset fra en er solister, så kan man snildt få bekræftet, at rocken er død, og rockbandet tæt på uddødt. Eller i hvert fald i gang med de sidste krampetrækninger.

Omvendt skrev Ralf Christensen i Information for halvandet år siden om rockens genkomst:

– Rocken er igen et ungdomsfænomen, og det skyldes en række uventede aktører. Rapperen Young Thug, superstjernen Billie Eilish og den italienske kvartet Måneskin sparker på hver deres måde musikken tilbage i mainstream – og gør op med musik spillet ved tryk på knapper, stod der i artiklen ’Er rockens genkomst hos rappere, popstjerner og cheerleadere af det gode? Mjah’.

Ja, og så står der alligevel i Kim Skottes anmeldelse af Iggy Pops nye album følgende i Politiken forleden:

– På et tidspunkt, hvor rocken officielt raller med det ene ben i graven, fyrer Punkens Gudfar den af som Bedstefar fra Helvede på ’Every Loser’.

Tja, hvad skal man egentlig tro? Og skal man overhovedet tro noget? ”Rockens død” er jo som regel blot et fortællemæssigt greb, der bliver brugt i rocksnak og musikkritik, og det er egentlig ikke min opfattelse, at der i 2022 har været nogen større pseudodebat om, at NU er rocken i hvert fald død.

Hvilket selvfølgelig kunne være den endelige bekræftelse af den teori, der har været debatteret i vel sagtens 40-45 år. Rocken er simpelthen så død, at man end ikke snakker om dens død længere!

Det kunne teoretisk set også være anledning til at overveje, hvad ’død’ egentlig betyder, for når jeg f.eks. læser glimrende Ralf Christensen i Information, så er rocken skiftevis død og genoplivet, alt efter hvilke rockplader, han udvælger at skrive om.

Rockbands og rockartister bliver sådan set også stadig spillet i radioen, får omtale i musikmagasiner og turnerer verden rundt. De tillader sig sågar stadig at udgive ny musik, om det så er gamle og etablerede bands eller unge og spritnye af slagsen, der af en eller anden årsag bliver ved med at dukke op fra rendestene og øvekældre eller idyllisk landlige omgivelser, hvor der er plads til at drømme (sig væk).

Men rocken har ikke nogen fremtrædende plads i musikdækningen herhjemme. Hype af rock er ikke smart, musikmedierne henvender sig primært til unge, og de hører beviseligt ikke så meget rock, som min egen generation – og intellektualiseringen af rock kan der vist snart ikke koges mere vodka på.

Og nogen kunne jo i deres debativer lade være med at sætte lighedstegn mellem rock og navne som My Chemical Romance, Muse, Imagine Dragons, The 1975, Maroon 5 og Greta van Fleet for at underbygge deres pointer eller på absurd vis argumentere med ”genrens indbyggede begrænsninger”.

DET er i hvert fald en betragtning med indbyggede begrænsninger. Rock er meget mere og andet end de nævnte, der får en masse opmærksomhed, og rock har ikke siden 50’erne været begrænset til nogle få byggeklodser. Hvis man betragter genren på den måde, er det som udgangspunkt meningsløst at debattere rockens død.

Rock er alt muligt.

I virkeligheden ER rocken måske bare.

Ligesom soul, country, rap, jazz og alle de andre klassiske genrebetegnelser. Måske leges der bare med rocken og dens udtryk på samme måde, som der bliver drejet, vredet og trukket i alle de andre gamle genrer. Og måske bliver den bare jævnligt erklæret død, fordi den ikke fylder på hitlisterne på samme måde som i 70’erne.

Næsten alt på hitlisterne og de store, populære playlister er jo pop i disse år. Det ligger stadig selvklart i ordet populær. Men pop i dag er også langt fra bare at være en god melodi med et stærkt omkvæd.

Det, der i dag er popmusik, er vredet i alle mulige retninger. Selvom akkorderne mange steder er de samme, er udtrykket og produktionen vidt forskellig. Hiphop, latinsk, singer/songwriter, digital soul. Nærmest stillestående skabeloner, den overgearede hyperpop, uptempo drum’n’bass-uddrag og selvfølgelig den allestedsnærværende autotune-effekt, der er udpint på et niveau á la rock med gangstativ, puddelhår og indbyggede begrænsninger.

I såvel pop som hyperpop, hiphop og jazz kan der findes mange elementer fra rock. Ikke bare på grund af strukturen, og fordi der måske bruges guitar, men fordi der bruges den slags riff, som ikke bruges i country eller soul (som jo ER den samme sang), men måske nærmere i grunge, hard rock og metal.

Til Syd For Solen optrådte eee gee i en Burzum-tshirt, og jeg kunne efterfølgende forstå, at hun er inspireret af black metal, hvilket umiddelbart kan være svært at høre i hendes ”nordicana”. Men alt er smeltet sammen i disse år, der stjæles på kryds og tværs, og genrebetegnelser er ofte en overfladisk indsnævring.

Og det er jo egentlig meget fedt.

Måske er rock nøjagtig lige så død – eller levende – som hiphop, country og soul. Måske er det fuldstændig ligegyldigt, fordi alting alligevel går så stærkt, at tendenser forsvinder, før flertallet når at opdage dem.

For mig er rocken stadig levende, og traditionen tro har jeg samlet en playliste med beviser på, at rocken er præcis lige så død, nyligt aflivet, genopstået eller levende, som du selv synes, den er.

200 sange med 200 forskellige kunstnere fra det gode musikår 2022: