En hyldest til 90’er-magasinerne

Vanvid og ironi, nøgenhed og liderlighed. Sjove og ikke synderligt politisk korrekte, uhøjtidelige og alligevel selvfede.

90’er-magasinerne var godt nok vilde og løsslupne i forhold til, hvad man ser i dag. Hvis man altså overhovedet kan finde et fysisk musik- eller kulturmagasin længere.

Bladdøden er udtalt, og når jeg kigger i mine gamle magasiner, kan jeg godt forbande også den form for død langt væk. Ikke kun, fordi vi mennesker er født som fysiske og ikke som digitale væsener og derfor også har brug for noget fysisk at læse i, men også fordi de magasiner fra især sidste halvdel af 90’erne og begyndelsen af 00’erne på mange parametre er virkelig, virkelig gode.

Fra de mere stilrene Wild, Zoo og Blender, der virker meget inspirerede af britiske musikmagasiner, til deciderede vanvidsmagasiner som Schäfer. Jeg glædede mig altid, til næste nummer af Wild, Zoo og Blender landede i postkassen eller bladkiosken, mens det desværre var mere sporadisk, at jeg fik fat på et nummer af Schäfer.

Pga. en Twitter-tråd har jeg for nylig studeret det første nummer af kulturmagasinet Blender, som udkom første gang 11. juni 1998, altså for snart 25 år siden, fandt vi i fællesskab ud af. Og jeg er sådan én, der har gemt de fleste af de magasiner, taget dem med mig ved hver eneste mere og mere besværlige flytning …

Men det er fortsat sjovt at bladre i de magasiner og læse artikler her og der, for de fortæller ikke bare noget om musikken, men også noget om tiden, journalistikken og mediet.

Musikstoffet fylder langt mest i det første nummer af Blender, og det leveres af dedikerede og vidende skribenter, som sprudler af fortællelyst og med et element af den vildskab og kreativitet, man på det tidspunkt også kunne finde i Schäfer og Virus – og nogle andre skøre københavnske magasiner, som jeg ikke kan huske navnene på længere …

Der var masser af annoncekroner at lege med, der var legesyge layoutere, og selvom der givetvis også blev handlet forsider osv. med pladeselskaberne og deres PR-billeder, var der også mange iderige og vilde fotografer tilknyttet til andet end forsidebilleder.

Magasiner, musik og mode – og den eksploderende ravekultur – var blandet godt og grundigt sammen i 90’erne, og det virker ikke, som om der var den store frygt for modens afslappede syn på nøgenhed i hverken annoncer eller redaktionelt indhold, mens nøgenhed og sex i f.eks. Gaffa ofte følger med et alvorligt budskab i dag.

Blender fulgte efter Wild og Zoo, og de magasiner var med deres glitrede papir noget helt, helt andet end avispapirbladene Gaffa og Jam Magazine, der indtil da var mine primære danske kilder til musikstof. Det fynske Jam uddøde, og Gaffa blev i 1999 relanceret med det magasinlayout, som de i grove træk fortsat har her 24 år senere. Og i øvrigt fejrer de imponerende 40 års jubilæum i år.

I april 1998 dukkede der også et andet musikmagasin op med fokus på især hiphop og elektronisk musik, som på det tidspunkt stadig ikke blev behandlet lige seriøst alle steder. Det hed F100 – eller Fido, som vi kaldte det.

Der er lange features om DJ Vadim, Claude Young, Hieroglyphics, St. Etienne, Air og Kraftwerk (fire sider interview med Wolfgang Flür!).

Der er en feature om reggae, en guide til samplinger og breakbeats og gonzoreportager fra Las Vegas og Toronto.

Der er også en drikkekonkurrence med DGP, et interview med måske fiktive Richard Zedalius fra Gramsespektrum og en lazergunduel med et nyt dansk hiphopband ved navn Malk De Koijn.

Der er også musikanbefalinger fra folk som DJ Noize, Kjeld Tolstrup, Tue Track, DJ Kong, DJ 360, Morten Puddu og DGP.

Det er meget københavnsk, i øvrigt, men sjovt at se Kjeld Tolstrup anbefale leftfield/bigbeat med Lionrock, David Holmes og The All Seeing I, som vi selv spillede meget på Boogies på den tid:

Man kan også se en helsidesannonce for det kommende Luksus-album (Mikael Simpson) helt fremme på den dyre side 3 – og i øvrigt se, at Luksus anbefaler Red House Painters, Talk Talk, Cocteau Twins, Spiritualized og ”alt på Mo’Wax”-selskabet. Det lyder meget Simpson-agtigt.

Johan Wohlert fra unge Mew anbefaler til gengæld netop Luksus, samt St. Etienne, Beach Boys, Boo Radleys og Hoover, mens Morten Puddu anbefaler bl.a. Mew. Der var vist også lidt for mange forbindelser på kryds og tværs til, at det kan kaldes redaktionelt uafhængigt …

Den slags anbefalinger er simple, men det er også interessant at se, hvad musikere kan lide, og hvad de dermed kommer af og fra – eller hvor de måske er på vej hen. Og det er nemt for læseren.

Der er masser af livsstils-annoncer, bl.a. en helside fra Arnette-solbriller. Som hed noget andet på et tidspunkt, måske var det bare Arnett, men ikke måtte hedde det længere på grund af en eller anden retssag. I hvert fald kaldte vi dem bare Arne Te. Og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan finde mine gamle ridsede længere!

Så er der til sidst en ”Vi løfter vort glas …”, der handler enormt meget om pik og kusse. Meget indhold er rapkæftet, temmelig drengerøvet og meget lidt politisk korrekt. Men det er også skægt, levende og kreativt.

Og når man kigger i Wild, Zoo og Blender, er det tydeligt, at det endnu ikke er blevet standard med hotelinterviewet og rundbords-interviewet med flere vidt forskellige medier fra vidt forskellige lande samlet om den stakkels musiker.

For eksempel ridser Ralf Christensen fornemt den elektroniske musiks historie op i Blender, og i det første nummer af Zoo er Jan Poulsen på besøg hjemme i køkkenet hos John Cale, mens Svend Rasmussen ud på natten deler en joint med Willie Nelson i et omklædningsrum under spillestedet Paradiso i Amsterdam. Sjovt nok kommer der typisk betydeligt bedre historier ud af den slags …

Der er også en masse albumanmeldelser. En masse! Og man får et overskueligt overblik over, hvad der sker på den tid – men vi er alligevel på et tidspunkt i den danske musikkritik, hvor pop, elektronisk og singler generelt ikke får den seriøse opmærksomhed, man godt kunne have ønsket sig. Og der er klart alt for få kvinder blandt skribenterne.

Men som modpol til dagens popfikserede musikjournalistik er det fantastisk at studere disse 90’er-magasiner. Hold op, hvor jeg savner dem!