Ugens SnabListe: Jack White, not Jack White (#1)

Han er der som gæstevokalist, som guitarist, som trommeslager. Eller måske endda som bassist. Han er der også ofte som producer eller som udgiver på pladeselskabet Third Man Records – og så er der alle de andre steder, man kan møde Jack White.

I den håndfuld bands, han var med i før The White Stripes, afbilledet på et cover, som forfatter af liner notes eller optræder hemmeligt under et alias. Og den slags er jo spændende!

For man kender jo mest Jack White som soloartist, som den ene halvdel af The White Stripes med Meg White eller som medlem af The Raconteurs og The Dead Weather.

Hans samlede produktion i de fire konstellationer tegner i forvejen et billede af en bredtfavnende musiker, men når man medregner alle de andre ting, han er involveret i, får man et endnu bredere, dybere billede af ikke bare musikeren, men også personens interesser og værdier – som det gælder med alle andre musikere.

Til denne uges playliste har jeg samlet nogle af ”de andre ting” med Jack White – og kogt dem ned til en times spilletid. Og det var sådan set enormt svært, for bruttolisten fyldte mange timers musik. Der er også så mange forskellige relationer, at der nok også kommer en version to …

Valget er i første omgang faldet på disse sange, som ikke optræder på noget album med Jack White, The White Stripes, The Raconteurs eller The Dead Weather. Og mange af dem er i konstellationer med kendte musikere, coverversioner eller soloting fra soundtracks o.l., mens de mere ukendte garagerock-ting ryger i version to.

1. Goober & the Peas ’One Last Kiss’ (1994)

Et af Jack Whites tidlige bands – hvor han spiller trommer. Frontmanden Dan Miller var en vigtig karakter i Jack Whites musikalske udvikling på Detroits garagerockscene.

2. Two Star Tabernacle feat. Andre Williams ’Ramblin’ Man’ (1998)

Dan Miller var også med i Two Star Tabernacle, der på den gamle Hank Williams-sang her har hevet den lokale rhythm & blues-sanger Andre Williams ind. Two Star Tabernacle var kun kortlivet og nåede kun at udsende denne ene single, men spillede live flere sange, som senere blev til White Stripes-numre.

3. The Go ’Meet Me at the Movies’ (1999)

Også The Go spillede med Jack White på lead guitar og andenvokal flere sange, som siden blev til White Stripes-sange. I bandet kunne man også finde en fyr ved navn Dave Buick. Han havde pladeselskabet Italy Records, der i 1998 havde udsendt den første single med The White Stripes, ’Let’s Shake Hands’.

4. The Hentchmen ‘Some Other Guy’ (1998)

Et andet lokalt Detroit-garagerockband, som Jack White ikke var decideret medlem af, men han spillede med på minialbummet ’Hentch-Forth’, udgivet på nævnte Italy Records og senere genudgivet på Jack Whites Third Man Records. Bandet talte også John Szymanski, som siden blev en del af bl.a. The Detroit Cobras.

5. Holly Golightly ’There’s an End’ (2003)

Langt ude i de relaterede emner, så har Jack White et par gange skrevet liner notes til plader. Han har gjort det til vinyl-genudgivelsen af Raconteurs-kollegaen Brendan Bensons album ’Lapalco’, og han har også gjort det til Holly Golightlys 2003-album ’Truly She Is None Other’. Og der er jo også en vigtig relation til den nu 56-årige engelske sangerinde.

Hun synger nemlig en spøjs duet med Jack White på ’It’s True that We Love One Another’, der er sidste sang på ’Elephant’-albummet fra 2003.

’Truly She Is None Other’ er lige som ‘Elephant’ indspillet i Toe Rag Studios i London, artwork er designet på samme rød/hvid/sorte skygge-måde af de samme personer, og så er der sangen ’There’s an End.

Oprindeligt skrevet og udgivet af The Greenhornes – som der er et hav af Jack White-relationer til – i 2002 med Holly Golightly som gæstevokalist og brugt i filmen ’Broken Flowers’. Og her i Holly Golightlys egen version. Det er en dejlig, stemningsfuld sang på et fint album, som også tæller et par Ray Davies/The Kinks-sange.

Holly Golightly er i øvrigt af sin mor opkaldt efter hovedpersonen i Truman Capote-novellen ’Breakfast at Tiffany’s’ og var sanger i bandet Thee Headcoatees, en udspringer af det engelske garagerockband Thee Headcoats.

Det band blev ledet af et af Jack Whites forbilleder, Billy Childish, og indspillede længe før The White Stripes både ’Death Letter’ og ’John the Revelator’. Og var store the Clash-elskere. Alt hænger sammen!

6. Olivia Jean ’Let’s Go’ (2021)

Detroit-musikeren Olivia Jean har en langvarig relation til Third Man Records, både solo, som studiemusiker og med grupperne The Black Belles og The Brushoffs. Og så blev hun for et lille års tid siden gift med Jack White, efter at Jack White havde friet til hende på scenen under en koncert i deres fælles hjemby.

7. Karen Elson ’The Ghost Who Walks’ (2010)

Efter skilsmissen fra Meg White blev Karen Elson Jack Whites anden kone. Den engelske model med opvækst i Mancheter-forstaden Oldham medvirkede i videoen til White Stripes-sangen ’Blue Orchid’.

Inden deres skilsmisse i 2011 fik Karen Elson demonstreret, at hun også er en glimrende musiker med albummet ’The Ghost Who Walks’, hvor titelsangen er et af højdepunkterne. Hun har siden fulgt op med to yderligere album, hvor især ’Double Roses’ fra 2017 er fremragende.

8. Margo Price ’Hurtin’ (On the Bottle’) (2016)

Blandt de efterhånden mange hundrede udgivelser fra Jack Whites pladeselskab Third Man Records er countryrebellen Margo Prices debutalbum stadig en af mine favoritter. Efter mange års forgæves jagt på en pladekontrakt, økonomiske problemer, fængselstid og misbrug af både alkohol og stoffer, fik hun chancen på Third Man Records. Og viste sig langtidsholdbar. Hun er ganske enkelt bare dygtig.

9. Danger Mouse, Daniele Luppi ’Two Against One’ (2011)

Jack White medvirker på tre sange på det glimrende ’Rome’-album fra lydmagikerne Danger Mouse og Daniele Luppi. Og de er alle tre gode. Det samme er albummet, hvor også Norah Jones medvirker på tre sange.

10. Beyoncé ’Don’t Hurt Yourself’ (2016)

Et af de mere usædvanlige og måske også uventede samarbejder. Men Jack White og Third Man Records havde trods alt forinden udsendt vinyludgaven af Beyoncé-gemalen Jay-Z’s album ‘Holy Grail … Magna Carta’.

Jack White spiller basguitar, synger med, har co-produceret og er også medsangskriver på nummeret, der sampler Led Zeppelins ’When the Levee Breaks’.

11. A Tribe Called Quest ’Solid Wall of Sound’ (2016)

Jack White voksede op i den rå Detroit-bydel Mexicantown og følte sig som en outsider, der ikke hørte den samme hiphop og elektroniske musik, som mange andre i bydelen med mange farvede. Og der gik mange år, før han fattede interesse for hiphoppen, men det er efterhånden blevet til et par hiphop-udgivelser på Third Man Records, og så medvirker han på to sange på A Tribe Called Quests overraskende gode comeback-album ’We Got It from Here …’.

12. Michael Kiwanuka ’You’ve Got Nothing to Lose’ (2014)

Blandt de mange forskellige serier af udgivelser på Third Man Records er ’The Blue Series’ en af de bedste. Her kan man finde ”one off”-singler fra bl.a. Beck, Tom Jones, First Aid Kit, Dungen og den svensk-islandske duo My Bubba, der mødte hinanden i København og er blevet udgivet på danske Fake Diamond. Et væld af forskellige kunstnere – etablerede, kendte, særlige konstellationer, små bands, alt muligt spændende. Heriblandt også engelske Michael Kiwanuka, der endnu ikke havde udsendt sit mesterværk ’Love & Hate’.

13. Beck ’Go It Alone’ (2005)

Beck og Jack White har samarbejdet ved flere lejligheder og har mange ting til fælles. De breder sig begge over mange forskellige genrer, og på Beck-albummet ’Guero’ spiller Jack White den markante bas på en enkelt dejlig sang.

14. Mark Ronson ’Here Comes the Fuzz’ (2003)

Mark Ronson kender et hav af mennesker, et hav af musikere. Det begyndte med opvæksten i Notting Hill og fortsatte med hans dj-jobs i New York i slutningen af 90’erne, hvor han blandede sort funk og hiphop med hvid rock’n’roll. Han tog springet til at producere, og på sit eget debutalbum fik han en masse af sine venner og bekendte med, heriblandt Jack White, der spiller guitar på titelsangen. Og siden er det blot gået opad for Mark Ronson.

15. Electric Six ’Danger! High Voltage’ (2002)

Jack White har enkelte gange optrådt under synonym, og på electrorockhittet her er han slet ikke krediteret. Detroit-bandet har længe fastholdt, at Jack White ikke medvirker og sagt, at stemmen, der lyder præcis som Jack Whites, tilhører en bilmekaniker ved navn John S. O’Leary. Sjovt.

16. Thee Jenerators ’Mystery Man’

På denne garagerocksingle, indspillet i samme studie i London, Toe Rag Studios, hvor The White Stripes omtrent samtidig indspillede ’Elephant’-albummet, har Guernsey-bandet dets egen ”mystery man” med. En fyr, der kalder sig Blind Jack Lazarus. En fyr, der har en forkærlighed til gamle bluesmestre som Blind Willie McTell og Blind Willie Johnson. Denne ”mystery man” lyder påfaldende meget som Jack White. Pudsigt.

17. Elton John & Jack White ’2 Fingers of Whisky’

Jack White har en stor passion for den gamle amerikanske folk- og bluesmusik, så selvfølgelig medvirker han i dokumentarfilmen ’American Epic Sessions’ om det første elektroniske indspilningsudstyr, der kunne optage og dokumentere de sange, der blev sunget ude på landet. ”Field recordings”. Elton John og Bernie Taupin har skrevet denne sang direkte til filmens soundtrack, og duetten med Jack White er i hvert fald ikke lige så akavet som Elton Johns duet med Axl Rose på Wembley til Freddie Mercury-hyldesten (4.30).

https://www.youtube.com/watch?v=R9ecR5b8yc4

18. Loretta Lynn ’Portland Oregon’ (2004)

Jack White producerede, udgav og spillede sammen med bl.a. et par Greenhornes-fætre på Loretta Lynns aldeles glimrende ’Van Lear Rose’-album. Han synger også duet med country-veteranen på ’Portland Oregon, der er albummets bedste sang. Desværre findes det ikke netop nu på Spotify, men forhåbentlig dukker det op igen. Og der er da i det mindste den her optagelse fra Letterman Show:

Og her er playlisten så med alle de udvalgte sange: