Sporadiske, udvalgte nedslag i musikdøgnet:

NY SANG Filip Nikolic er igen på spil. Den tidligere Ludo-X-, Djosos Krust- og Poolside-mand har skrevet og produceret denne lille perle sammen med Mirror Tree, alias Michael Gold, der også var med i Poolside. Filip Nikolic har også instrueret og filmet musikvideoen til ’300 Miles’, der er tredje single fra et kommende album på Innovative Leisure.

JOURNALISTIK Indimellem forstår jeg ikke journalistik. ”BAKSPEJLET: Her er ti legendariske Smukfest-koncerter gennem årene,” lyder overskriften på en artikel på gaffa.dk. Første koncert nævnt er ”Christina Aguilera, Bøgescenerne (2023)”. Den er altså allerede legendarisk, før den er afholdt. På listen er også koncerterne med Rihanna, Britney Spears og Kylie Minogue, der alle blev anmeldt til 3 stjerner af Gaffa. Det er altså alene store popstjerners fremmøde, der gør koncerten legendarisk – skide være med kvaliteten!

MERE JOURNALISTIK I dagens leder i Information skriver Ralf Christensen om hele Jason Aldean-affæren. Fedt nok, at musik indimellem når lederpladsen i Information. Denne leder skrevet, fordi omtale, kontroverser og højrefløjs-aktivisme har bragt sangen ’Try This in a Small Town’ til tops på Billboards hitliste via bl.a. download-køb. Men han nævner ikke, at sangen end ikke er i top 50 på Spotifys hitliste i hverken USA, globalt eller for den sags skyld i Danmark. Det er altså ikke en sang, der bliver hørt på samme måde som f.eks. Jung Kooks ’Seven’, som Aldean forviste fra førstepladsen på Billboard-listen. Og det illustrerer meget godt, at hitlister ikke fortæller ret meget andet end de regler, der ligger til grund for dem.

NY GAMMEL SANG Danger Mouse og Jemini udgiver det, der skulle have været opfølgeren til fine ’Ghetto Pop Life’ fra 2003, senere på måneden. Optagelserne blev dengang kasseret, men nu ser de dagens lys, og første single lyder virkelig lovende:

SATANIC DOO-WOP Ja, det er genre-betegnelsen for duoen Twin Temple, der har sange som ’Lucifer, My Love’, ’Let’s Have a Satanic Orgy’ og ’Satan’s a Woman’ på samvittigheden. Nyeste sang hedder ’Burn Your Bible’. Jeg er fan.

RADIO-EFFEKTEN? Jeg kan godt lide Mavourneen. Især sangen ’Submassive får en del airplay på P6 Beat, men hvor stor effekt har de afspilninger egentlig? Sangen har trods 91 afspilninger på DR’s kanaler (givetvis alle på P6 Beat) ikke engang nået 1000 afspilninger på Spotify. Giv dem lige et spin, hva’?

REMIX Seneste single fra The Chemical Brothers har fået remix af ingen ringere end Maya Jane Coles. Det er godt.

JUBILÆUM Det er 20 år siden, Kraftwerk udsendte ’Tour de France Soundtracks’-albummet, mens de var i gang med den omfattende ’Minimum-Maximum’-turne, der året efter også kom forbi Danmark med to dage i KB-Hallen. Den oprindelige ’Tour de France’-sang, både på tysk og på fransk – i single-edit, i den lange version, i Kevorkian-remix, whatever – er selvfølgelig ældre. Den fejrede såmænd 40 års jubilæum i går og er altid et genlyt værd:

JUBILÆUM Og nu vi er ved det – i går var det 50 år siden, Stevie Wonder udsendte ’Innervisions’, som stadigvæk er et decideret fremragende album. Bare tænk ’Higher Ground’, ’Don’t You Worry ’bout a Thing’ og den her:

ARTIKEL Pitchfork fejrer 50-året for hiphop med en stribe artikler, bl.a. har de bedt 17 kunstnere om at nævne deres yndlings-rapnummer. 12 af dem peger på en sang fra de første 25 år, kun fem på en fra de seneste 25 år, hvor Kanye Wests ’Devil in a New Dress’ fra 2010 er den nyeste.

NY DYR VINYL Vega fortsætter med at udsende udvalgte koncerter på vinyl. I dag har de netop annonceret en vinyludgivelse af en koncert med Iceage i Vega i fjor. Jeg var der ikke selv, så jeg ved ikke, om koncerten var god – men det var den i hvert fald på Posten i Odense på samme turne. Og så er der lige det med prisen for lp’en. 300 kr. plus porto for sort vinyl, 400 plus porto for den farvede vinyl i mindre oplag på kun 100 styk. Det er mange penge.

SNABLISTEN er opdateret med en masse fine, gode og/eller interessante sange de seneste dage. Følg selv med her:


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.