Sporadiske, udvalgte nedslag i musikdøgnet:
FESTIVAL Fra kaos til udsolgt på få timer. Publikum har tilsyneladende ikke fundet grund nok til at bebrejde Wacken Open Air for det mudderkaos, der betød, at 35.000 gæster ikke kunne nå frem til sidste uges festival – og håndteringen af den svære situation. I hvert fald kunne den tyske metal-festival melde udsolgt for billetter til næste års festival blot fire og en halv time, efter billetsalget var startet. En del af grunden skal også findes i, at de gæster, der ikke kunne komme frem i år, har fået tilbudt at veksle årets billet til en for næste år. Hverken dug eller mudder skal forhindre metalfolket i at feste.

FESTIVAL På noget mindre plan, har også Høst Møn netop kunnet melde alt udsolgt til årets festival, hvor der på Hårbølle Strand i månedens sidste weekend bl.a. bydes på Timber Timbre, Lowly, Aysay, Ki! Og Tremolo Beer Gut.
NY SANG Hot Chip er teamet op med den unge, irsk-malaysiske londoner Yunè Pinku og finder en ganske nutidig lyd til deres underspillede synthpop. Men jeg står sgu af på den autotune …
YOUTUBER Justin Hawkins er en af de ”youtubere”, jeg følger. Fordi han er sjov og vidende. Seneste episode er hans reaktion på skøre Running Punks, der som ”sin ting” anmelder plader, mens han løber. Og nu har han anmeldt The Darkness-albummet ’Permission to Land’, der udkom for 20 år siden. Meget meta. Men man får som altid også nogle gode betragtninger fra Justin Hawkins – denne gang altså om sit eget band.
FØDSELSDAG Den new zealandske radiovært m.m. Zane Lowe fylder i dag 50 år. Han har betydet en del for mig som formidler af ny musik – først som vært på MTV2 og siden i mange år som radiovært på BBC Radio One med sit aftenshow. I dag er han på Apple Music og laver bl.a. nogle af deres profilerede interviews. Han er i mine ører bedre som radio-”presenter” end som interviewer – men uanset hvad en vigtig musikformidler gennem et par årtier. Og så kan jeg se, at han engang arbejdede i Record & Tape Exchange i Notting Hill, så måske har jeg engang købt plader af ham også … Tillykke til Zane Lowe!
LISTE Paste Magazine har sommeren igennem rangeret nummer 1-hittene fra Billboards singlelister i jubilæumsårene 73, 83, 93, 03 og senest 13. 11 sange nåede til tops i 2013, og de får denne karakteristik med på vejen:
– I’d argue that many of these songs are forever bound to 2013 and are practically unlistenable now. There are four, maybe five, unbeatable entries, while the remaining half-dozen are subpar and outdated.
Jeg er ikke uenig. Heldigvis var fremragende ’Royals’ med Lorde en af 1’erne fra 2013, og den topper listen foran ’Wrecking Ball’ med Myley Cyrus og ’When I Was Your Man’ med Bruno Mars.
JUBILÆUM I denne måned er det 50 år siden, ’Nutbush City Limits’. Højeste placering på hitlisten i US som nummer 22. Så meget for hitlister.
COVER Courtney Barnett har udgivet en coverversion af en Chastity Belt-sang fra 2017, førstesinglen ’Different Now’ fra deres album ’I Used to Spend So Much Time Alone’. Tjah.
LYDPRØVE Tori Amos har lagt et klip ud fra hendes lydprøve før en koncert i Los Angeles i løbet af hendes ’Ocean to Ocean’-turne, der sluttede i juli og i foråret også bragte hende forbi Danmark. Fem minutter instrumentalt groove fra ’Concertina’-sangen fra 99-albummet ’To Venus and Back’. Nogle yngre musikere vil kigge på dette klip og undre sig over, hvad de laver.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.