Har Beyoncé floppet?

Har Beyoncé i virkeligheden floppet med det meget omtalte ’Cowboy Carter’-album?

Der har været skrevet en masse artikler om hende og albummet og countrymusik og gæstestjernernes ros af hende og hitlisterekorder og hendes datter og hendes hudfarve og øget salg af Levi’s-produkter og alt muligt andet. Og radioudsendelser, podcasts, tv-indslag, kommentarer, analyser, debatter på sociale medier.

Noget af det mere rigtigt end andet – og meget af det i hvert fald viderebragt fuldstændig ukritisk og uden forbehold. Det kunne nærmest være afskrift fra en pressemeddelelse, leveret kvit og frit af alle dem, der har en interesse i, at Beyoncé SKAL være en succes. Men her to-tre uger efter udgivelsen er det efterhånden stilnet noget af.

For historierne om, hvor hurtigt Beyoncé er røget ned ad hitlisterne igen, bliver ikke fortalt. De negative historier bliver ikke fortalt. Men hitlisteplaceringer og streamingtal ser egentlig ikke specielt imponerende ud i betragtning af omtalen.

• Jeg tror, man kan tolke den umiddelbare succes som et udtryk for nysgerrighed.
• Jeg tror, man kan kalde singlen ’Texas Hold’Em’ et hit.
• Jeg tror ikke, albummet rykker ret meget ved countryscenen.

Det sidste, fordi musikfolk har fundet ud af, at det ikke er et countryalbum, og tastatur-aktivisterne er hurtigt videre til noget andet. Og så løjer stormen i Nashville også af på det punkt, så tingene kan vende tilbage til normalen …

’Cowboy Carter’ er i mine ører et Beyoncé-album med elementer af country, der bliver bukket og drejet i mange forskellige retninger, såvel som elementer af en masse andet. Virkelig meget andet. Mest af alt er det måske en slags eksperimenterende r&b-album.

Country var heller ikke oprindeligt sort musik, men det er og var OGSÅ sort musik. Og det er heller ikke oprindeligt sort musik, fordi et strengeinstrument, der ligner banjoen stammer fra Afrika. Violinen stammer f.eks. fra Europa, og country-musik er da enormt beslægtet med europæisk, især britisk og irsk, folkemusik.

Men Country og soul er på mange måder den samme sang, og der er og har været overlap i mange, mange årtier i det sydlige USA. Populær country i dag er bare noget helt andet end populær soul, men det er da ret fantastisk, at hun er i stand til at rette fokus mod noget, der rent faktisk fortjener fokus, nemlig sorte musikere i country. De findes. Og der er en masse dygtige af slagsen. Faktum!

Men der er også dygtigt skabt et narrativ, som bliver videreformidlet ukritisk af en masse mennesker uden indsigt, og så er der alle historierne skrevet med en agenda.

I denne tidsalder er der så uendeligt meget data, at man altid kan finde nogle tal, en eller anden kombination af tid og sted, varighed og lokation, måske noget med køn og race, måske samarbejdspartnere eller anden- eller tredjegrads-forbindelse, til at kvalificere noget som en succes. Eller som noget vigtigt. Hvis det er det, man vil.

Og det vil kunstneren, kunstnerens pladeselskab, management, agentur, publisher, distributør, partner, familie, venner, måske endda nogle skribenter, influencere og anmeldere. Og fans. Plant en lille historie, og fansene vil gøre hvad som helst for at få det til at være sandt og vigtigt i fortællingen om artistens storhed. Og alt hadet, der kommer den modsatte vej, bekræfter dem kun. Faktum er lige nu, at Beyoncé rasler ned ad hitlisterne.

Det er ikke i sig selv usædvanligt. Det sker for en masse musik, en masse udgivelser, især stærkt hypet musik, og især hvis musikken ikke kan leve op til hypen. Men sker det også for en kunstner, der mange steder bliver kaldt verdens største og får seks-stjernede anmeldelser?

Der er i hvert fald sket det, at Beyoncés succes ligner enhver anden succes fra de senere år, at hun salgs- og streamingmæssigt er svær at kalde verdens største lige nu, selvom hun er topaktuel. Hun er f.eks. blot den sjettemest streamede artist på Spotify, hvor The Weeknd og Taylor Swift er nummer et og to.

Senest har der været historierne om, at albummet stadig er nummer et i USA – men det nåede altså kun en enkelt uge som nummer et i Storbritannien. Og i Danmark. I UK er det nu nummer tre, i Danmark nummer to.

Og salgstallene i USA er i anden uge så små, at det er svært at tro, at albummet er nummer et i næste uge. Det er meget få albums, der kan holde sig i top i mere end én eller to uger.

Beyoncés forrige album, ’Renaissance’, nåede trods næsten lige så meget omtale f.eks. også kun en enkelt uge som nummer et. Her i 2020’erne har Beyoncé altså haft samlet tre uger som nummer et på albumhitlisten i USA. Taylor Swift og Morgan Wallen har haft 29 uger. I alt 12 kunstnere har haft flere uger som nummer et i hendes eget hjemland end ”verdens største kunstner”.

Men det er USA, og vi kan ikke bare oversætte amerikansk til dansk. Det fortæller albumhitlisten herhjemme også tydeligt. ’Renaissance’ fik en placering som nummer 71 på album-årslisten i 2022 og 98 i 2023 …

Der ligger en masse ting bag disse tal, men nu bliver tal-tyranniet brugt til ukritisk og uden forbehold at fortælle succes-historien, og tallene kan altså også bruges til at fortælle det modsatte.

F.eks. har singlen ’Texas Hold’Em’ holdt sig højt på hitlisterne i to måneder, imponerende, og det vil jeg kalde en succes. Den har bidt sig fast, det er endnu et Beyoncé-hit til samlingen. Men der er ikke andre hits på albummet lige nu, og nu går det også hurtigt den anden vej med ’Texas Hold’Em’, så forvent et eller andet udspil meget snart fra Beyoncé-lejren! På Spotifys Top 50-lister ser det således ud lige nu for ’Texas Hold’Em’:

• Nummer 17 globalt
• Nummer 31 i USA
• Nummer 10 i UK
• Nummer 15 i Danmark

Ingen andre sange fra albummet er på listerne. Og det er de heller ikke på de officielle single-hitlister i UK og Danmark. Hverken ’Jolene’ eller ’Blackbiird’ eller ’II Most Wanted’ med Miley Cyrus eller nogle af de andre sange med berømte gæster. I USA er følgende sange stadig på Billboards Hot 100 (parentes placering i sidste uge):

• Texas Hold’Em 5 (1)
• II Most Wanted 30 (6)
• Jolene 51 (7)
• Levii’s Jeans 67 (16)
• Bodyguard 70 (26)
• Tyrant 88 (44)
• Blackbiird 90 (27)
• Ya Ya 93 (39)
• 16 Carriages 100 (38)

Beyoncé rasler ned ad listen, folk er simpelthen holdt op med at lytte. Den første nysgerrighed er væk, og i næste uge ser det givetvis endnu dårligere ud. Er ’Cowboy Carter’ så en fiasko? Eller er det fortsat en succeshistorie?

I virkeligheden interesserer det mig ikke, men succesfortællingen fortjener i hvert fald nuancer og man skal især som journalist og anmelder virkelig være opmærksom på, om ens reaktion er en automatreaktion, fordi man kan lide den pågældende kunstner eller kunstnerens agenda.

Den rituelle Beyoncé-ros minder mig i øvrigt lidt om 90’erne, da dengang 42-årige Bruce Springsteen udsendte ’Lucky Town’ og ’Human Touch’ til store roser. Beyoncé er i dag 42 år gammel …

Jeg tvivler på, at der er ret mange ”kids”, der hører ’Cowboy Carter’. Det er voksenmusik, det er voksendebat, det er voksenhype – og langt, langt de fleste mennesker er fuldstændig ligeglade.

Fun fact: ’Texas Hold’Em’ udkom samtidig med udskældte Kanye Wests ’Carnival’. Sidstnævnte stort set uden omtale. Men ’Carnival’ har flere streams på Spotify. Og Kanye-albummet ’Vultures 1’ har også ligget nummer 1 i to uger i USA.