Australierne kommer! Ni aktuelle favoritter

Det er, som om der altid er en eller anden skæv kant, når det gælder australsk rockmusik. Noget vildt, noget sjovt, noget uhøjtideligt. I hvert fald en masse udtryk og personlighed. Og lige for tiden er det virkelig markant.

Det vælter ude med spændende bands fra ikke mindst rockbyen Melbourne. I denne uge gæster to af de aktuelle australske navne Vega, nemlig The Chats i aften og Amyl and the Sniffers i morgen aften.

Så herunder følger lidt aktuelt om ni af mine australske favoritter for tiden:

Især Amyl and the Sniffers har fået godt fat i et bredt rockpublikum med deres punkede sange og karismatiske Amy Taylor i front – hun er virkelig en stjerne! Det er på en gang bidsk og sårbart, og så er det på en yderst solid rytmisk bund, bandet holder styr på vildskaben.

Koncerten i Vega er udsolgt, og det er et billede på, at de med hårdt arbejde og konstant turneren har vokset sig større og større – fra koncerter på Loppen og Stengade til et ok besøgt festivaljob på NorthSide i sommer til nu.

Og hvis nogen lige nu vil rende rundt og kalde sig et af tidens bedste punkrockbands, vil jeg anbefale dem at være lige så gode som Amyl and the Sniffers. Her er de fanget på festival i USA for nylig:

Lige så gode som Amyl er The Chats ikke. Men de er stadig gode. Vokset direkte ud af pubben med en pint i hver hånd og en smøg og et skævt smil i kæften.

Det er svært ikke at blive i godt humør af sange som ’Smoko’, ’Drunk n Disorderly’, ’Pub Feed’, ’6L GTR’ og ’Bus Money’. Simpelhed, riffs, højt tempo, næseblod, langt nakkehår, råb, low-life, druk og biler. På uhøjtidelig australsk maner.

Ånden fra AC/DC’s bøllerock lever, og der er masser af no nonsense-rock’n’roll fra Australien. Jet, Airbourne, Wolfmother, Southern River Band – men det går stærkere hos The Chats, det er sjovere, og de kan snildt nå 15-20 sange på tre kvarter.

Der er naturligvis meget mere dybde i australsk rock, og et eksempel på det fik vi i forrige uge, da Tropical Fuck Storm gav opvisning i en slags syret, eksperimenterende støjrock i Pumpehuset. TFS bygger på resterne af The Drones – det er bare endnu bedre.

Det er et band med en masse på hjerte i både tekster og musik. Det er vildt, der sker hele tiden noget, og de presser det hele ud til kanten. Eller over. De skifter tempo og rytme konstant, det hviner og hyler – og det er vidunderligt smukt.

Alle fire, svedende, forrygende dygtige musikere på scenen lægger sjælen i hver eneste tone, og de ser ud, som om de slet ikke kan lade være med dels at være til stede, og dels at nyde det samtidig.

De var også support for Bikini Kill i juni, men da måtte vi nøjes med et halvt sæt. Det viste dog uden den mindste tvivl, hvor godt et band, det er. Og i Pumpehuset fik vi hele oplevelsen, centreret omkring de to bedste plader, ’A Laughing Death in Meatspace’ og ’Braindrops’, men dertil også de to fremragende coversange, ’Ann’ (The Stooges) og som afslutning deres mildest talt medrivende version af ’Staying Alive’ (Bee Gees).

De har tidligere spillet og udgivet sammen med et af de bedste rockbands overhovedet, de seneste 10-12 år, King Gizzard & the Lizard Wizard.

King Gizz kom ikke forbi Danmark på deres nuværende turne, men har været her mange gange – fra en lille scene på Roskilde Festival i 2015, over Pumpen og Loppen til Store Vega og Den Grå Hal.

Til foråret spiller de nogle ”residency”-koncerter forskellige steder i Europa, og det kunne da være skønt med to-tre koncerter i København også. Ellers må turen gå til Lissabon eller Vilnius eller Athen eller lignende.

I maj tog jeg turen til Hamborg for at se dem spille en af deres udvalgte marathon-koncert på tre timer i Stadtpark. En open air-koncert i en grøn park. Det pissede ned, vi var gennemblødte – og det var fantastisk.

Vi snakkede med fans, der var kommet fra England, fra Italien, fra Estland. Og vi hørte svensk, dansk, fransk og en masse andre sprog i publikum. Det er et band, der uden den store opmærksomhed har opbygget en stor, dedikeret og loyal fanskare på en Grateful Dead-agtig måde (Gizzheads), hvor de opfordrer til at dele og ligefrem udgive liveoptagelser.

I Hamburg havde de arrangeret merchsalg om eftermiddagen, og folk stod i lang kø i øsende regnvejr for at shoppe. Max en genstand ad gangen, så efter køb, gik folk tilbage og stillede sig i kø igen.

De er så produktive, at kun de færreste kan holde styr på, hvor mange udgivelser, de egentlig har bag sig. De udgiver på eget selskab spraglede vinyler, de laver særtryk af plakater, de skaber sjove tegneserieagtige universer, og de spreder sig på Frank Zappa-agtig vis musikalsk over et oprørsk hav af genrer, udført særdeles iderigt og talentfuldt.

De laver konstant musik, deres fans ikke vidste, de havde brug for. Det meste jammet frem, som om de vågner med fingrene på strenge, trommestikker og tangenter. De kan synge vredt om jordens undergang, men alligevel har de noget sjovt og uhøjtideligt over sig – bare tjek nogle af deres videoer.

Kaninhullet er tæt på uendeligt dybt her, hvis man først falder i (Gizzverse), så pas på!

Hvis udgangspunkt var psych og hård bluesrock, er det nu også både jazz, thrash metal, folk og techno. Eller boogierock. Og noget poppet, funky, soulet. Eller senest den nærmest softrockagtige ’Phantom Island’. Altså, lige indtil det overhovedet ikke er soft og groovy og orkestralt længere.

I den intense rockafdeling har jeg tidligere skrevet om RVG og deres forrygende koncert på Stengade i seneste årsopgørelse. De har senest udgivet en single, hvor B-siden er en version af Ramones-sangen ’Pet Sematary’.

Og hvis vi bliver i coversangene, lige som også Tropical Fuck Storm, så har Sydneybandet Royel Otis lige været forbi Den Grå Hal med ’Linger’ (Cranberries) og ’Murder on the Dancefloor’ (Sophie Ellis-Bexter) på sætlisten.

Quivers er et andet af mine nyere yndlingsbands fra Australien. De er i afdelingen for børn af The Go-Betweens. De har aldrig spillet i Danmark, ja, de har aldrig været på europaturne, men det kommer de nu. De spiller i både Hamborg og Berlin i december, hvis man skulle have trang til noget virkelig kvalificeret janglepop.

The Goon Sax er bogstaveligt talt børn af The Go-Betweens. Eller barn. Et af medlemmerne i den desværre nu opløste trio er Louis Forster, søn af Robert Forster.

Robert Forster så jeg i Hotel Cecil i maj, da han gav en solokoncert. Han var sjov, fortalte veloplagte historier, gav en rørende hyldest til Grant McLennan og spillede et hav af Go-Betweens-sange. Meget fin aften. Og han kan stadig skrive en sang, som denne fra sidste års ’The Candle and the Flame’, hvor hans kones kræftsygdom fylder.

Arven er tung i Australien, der selvfølgelig har kunnet byde på store navne som AC/DC, Bee Gees, Inxs, Kylie Minogue, Crowded House og Nick Cave – men også vigtige mindre navne som personlige favoritter The Go-Betweens, The Saints, Radio Birdman og The Church.

Australia rocks! Der er mange flere, selvfølgelig, af nyere stærke navne, som jeg også har lagt på denne playliste: