Månedens bedste med bl.a. The Ting Tings og The Raveonettes

Hvem pokker havde lige forudset, at The Ting Tings skulle være tilbage i god form – og med en helt anden lyd?

Men det er Salford, Manchester-duoen, der havde kortvarig succes sidst i 00’erne med ’That’s Not My Name’, ’Great DJ’ og ’Shut Up and Let Me Go’ – og i øvrigt både spillede på Roskilde Festival i 2008 og den daværende Beat Day-festival i Valbyparken året efter.

Dengang var det en småhidsig indie-poprock, men her i 2025 er de tilbage i en helt anden tilbagelænet, men stadig vellykket stil. Tre sange fra det kommende er ude nu, og den seneste single med titlen ’Good People Do Bad Things’ er glimrende.

Den ruller afslappet derudad i westcoast-stil med indtagende vokal og guitarspil, og hvis det var en Fleetwood Mac-sang, ville det måske være en sang skrevet til ’Rumours’, men indspillet til ’Tango in the Night’.

The Ting Tings er så absolut månedens positive overraskelse i mine ører, men februar har generelt været en travl måned med en stribe gode udgivelser. Og sange.

For der var også nyt fra The Raveonettes. Rigtigt nyt! Ikke noget med coversange, men en ny sang fra den danske støjduo med de smukke melodier og vokaler.

Og jeg må sige, at jeg elsker den lyd, de smyger ’Blackest’ ind i. Der bliver ikke leflet for hitlytterne, men det er en sang, der passer perfekt til sort tøj, røgmaskiner og modlys, så jeg venter nu spændt på første nye album i otte år og de medfølgende koncerter.

Også Alison Krauss & Union Station er tilbage med første nye sange i 14 år, og som altid kan man finde de i mine ører mest interessante nye sange på SnabListen, men februar er ikke bare en comeback- og single-måned.

For her, hvor der er blevet vendt endnu et blad i Bowie-kalenderen, må jeg konstatere, at der faktisk er kommet så mange gode albums, at jeg har haft svært ved at fordøje dem alle endnu. Men de følgende tre har i hvert fald allerede bidt sig effektivt fast.

Heartworms – Glutton for Punishment
Første album fra londonske Josephine Jojo Orme, der bl.a. har danske rødder og første gang meldte sig på banen i slutningen af 2022. Hun har tydeligvis en masse på hjerte og i bagagen, og de mørke skygger fra krig og barndoms-traumer er med hele vejen – men det er samtidig et musikalsk sjovt og opfindsomt album.

Vi er ude i et særdeles intenst dance-/post-punk-territorium med både skarpe guitarer, synth og medrivende elektronisk puls. Men der er også en masse at komme efter for f.eks. goth-hoveder og de mere trippede hoveder på f.eks. ’Extraordinary Wings’, mens ’Warplane’ er decideret storladen. Andre af de ni varierede sange sniger sig mere ind på en, men uanset – Jojo Orme synger, stønner og taler det hele fremragende.

Albummet er produceret af Dan Carey, en af det seneste tiårs vigtigste producere på den scene (Bl.a. Fontaines D.C., Wet Leg og Squid). Og han er givetvis medvirkende til, at ’Glutton for Punishment’ (noget med fråds og straf) er en overbevisende debut, , der følger godt op på den ligeledes overbevisende 2023-EP ’A Comforting Notion’, men albummet er forbløffende selvsikkert leveret. Jojo Orme er i sig selv en elektrisk karakter, der ved, hvad hun vil, og albummet er på en gang både sydende varmt og isnende koldt.

Singlen ’Jacked’ er stadig et højdepunkt, og jeg kan næsten ikke vente på at kunne høre den sang live på et lille, mørkt spillested, men indtil videre har jeg ikke opdaget nogen dansk koncert. Hun er lige nu i Tyskland – so close, no cigar!

Horsegirl – Phonetics On and On
Der er en god del 90’er-indie over det andet album fra amerikanske Horsegirl, der har indspillet i hjembyen Chicago med Cate Le Bon som producer.

Det er lofi, ret minimalistisk og lidt skramlet, men det er også legesygt, og der er masser af luft og melodi. Og lidt ligesom Baby In Vain herhjemme klæder det trioen helt enormt at skrue ned og måske finde mere ind til kernen i sig selv.

Som på mange store indie-plader er der masser af gode lydord, da da da og la la la, og mange af både lydordene og sangene i det hele taget sniger sig nærmest hypnotisk ind på en. Det er ikke en kæmpe plade, men det er en vellykket og charmerende skive, hvor ’Julie’ og måske især ’Frontrunner’ er de sange, jeg selv er vendt tilbage til mange gange.

Så vidt jeg kan se, er Horsegirl ikke på vej til Danmark, men de spiller bl.a. i Tyskland i juni og har huller i kalenderen, så måske dukker de også op herhjemme.

The Delines – Mr. Luck & Ms. Doom
Jeg kan se på streamingtallene, at det nye album fra The Delines heller ikke ligefrem er en kæmpe plade … Men den er til gengæld virkelig god! Det er den slags kvalitetsplader, som bare er gode sange, der er arrangeret, spillet og sunget godt. Meget simpelt, egentlig.

Jeg tror, jeg er blevet enig med mig selv om, at det er en slags countrysoul-plade, og så er det en plade med sange skrevet af Willy Vlautin (Richmond Fontaine), og han kan jo fortælle både inderligt, elegant og finurligt. I Delines bliver sangene forløst smukt af Amy Boone, og de indbyder til at lukke øjnene og vippe kontrolleret med foden – med en lille risiko for decideret at komme i svingninger til f.eks. ’Left Hook Like Frazier’. Solidt, godt, dygtigt, smålækkert.

The Delines spiller i Aarhus 7. maj og fire dage senere i Hotel Cecil i København.

Udover de tre kan jeg også anbefale disse gode/fine plader:
Squid – Cowards
Dean Blunt & Elias Rønnenfelt – Lucre (udkom på YouTube 1/1)
Sleeper’s Bell – Clover
Marie Davidson – City of Clowns
The Men – Buyer Beware
Facs – Wish Defense
Andy Bell – Pinball Wanderer

Sharon van Ettens nye plade har nogle klare, stærke højdepunkter, men som album er det i mine ører ikke helt forløst. Og så ville jeg virkelig gerne kunne anbefale Antony Szmiereks album ‘Service Station at the End of the Universe’. Alene titlen er jo poetisk smuk, men jeg er ikke helt sikker på, at det er så godt, som jeg gerne vil have det til at være.

Det er ikke værd at forsøge at drage nogen paralleller i forhold til disse udgivelser, og de fortæller heller ikke så meget andet om vores tid, end at der fortsat udkommer en masse god musik inden for alle mulige genrer og stilretninger, også rockmusikken.

Og at det bliver sværere og sværere at lægge musik i bokse og f.eks. kalde det ENTEN post-punk eller shoegaze, for der trækkes på det hele i et stort stil- og genremiks. Rock, jazz, elektronisk, whatever. Og det er egentlig ret befriende. Det meste er bare hørt før i en eller anden form (for os, der har lyttet til så meget musik i så mange år).

Men apropos smukke titler, så er der på det seneste kommet sange, der fortjener ros alene på titlen:

• Dina Summer har lavet en sang med titlen ’Disco Goth’. Svært at indvende noget her.
• Sarah Klang har udgivet ’Jackson Browne’, og den hyldest kan jeg også kun tilslutte mig.
• The Wombats synger om ’Kate Moss’, og Califone synger i en helt anden verden om ’Jaco Pastorius’. Også fint.
• Og allerbedst – så har The Church-frontmanden Steve Kilbey udgivet endnu et album, og her finder man en sang med titlen ‘Pink Champagne’, og det er jo smukt på sin helt egen måde.

Australieren var nemlig i mange år gift med svenske Karin Jansson, der bl.a. er med-sangskriver på Church’ største hit, ’Under the Milky Way’, og hendes eget gamle svenske femi-semipunkband hed såmænd Pink Champagne.

Deres fælles tvillingedøtre er i øvrigt duoen bag Say Lou Lou. Det er den slags ubrugelig viden, der er alt for få musikquiz-spørgsmål om!