Disclosure, Apollo, torsdag kl. 22.00
De to unge brødre i Disclosure er noget nær årets fund på den elektroniske scene. Debutalbummet ’Settle’ er en mindre åbenbaring af house og UK garage med en stribe store pophits. Numre som ’Latch’, ’White Noise’ og ’You & Me’ har alle haft deres indtog højt på den engelske hitlister – hvor albummet i øvrigt debuterede på førstepladsen.

Det er på mange måder et enormt tilbageskuende album, men det er samtidig let, luftigt og elegant, leveret med så stort overblik, at det er svært at tro, at de to brødre blot lige er fyldt henholdsvis 19 og 22 år.
Med på pladen har de vokalister som Jesie Ware, AlunaGeorge, Eliza Doolittle og Jamie Woon, mens Sam Smith synger på førstesinglen ’Latch’. På Glastonbury i sidste uge havde de flere af dem med på scenen, men det er nok et stort spørgsmål, om de har nogen af dem med til Roskilde.
Men uanset hvad, forventer jeg en stor dansefest på den nye Apollo-scene beliggende mellem Camping East og Pavillion. En stor åben plads, hvor solen skal danses ned i aften, mens andre er til heavymaskebal på Orange.
Fire andre anbefalinger:
David Lindley
Chase & Status
Kraftwerk
Metallica
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.