Respekt for Mark Ronson

Mark Ronsons bog ’Night People’ er en af de bedste musikbøger, jeg har læst det seneste års tid.

Den udkom sidste år og er virkelig skøn, især fordi den ikke er fyldt med sladder om alle hans kendis-forbindelser og især Amy Winehouse.

Mark Ronson var jo produceren, der løftede Amy Winehouse til hendes peak med ’Back to Black’-albummet fra 2006. Hun døde alt, alt, alt for tidligt som 27-årig i 2011, og han kunne givetvis have fortalt mange historier om hendes svære liv, men det er slet ikke det, bogen handler om.

I stedet handler ’Night People’ om musik. Om at være ung og søgende. Om at finde sig selv og sin egen vej. Om at kæmpe sig til tops som en af New Yorks bedste dj’s i 90’erne. Om at jagte plader. Om New Yorks natklubscene i perioden. Om dj-kultur, fester, de menneskelige møder, samtaler om musik, fællesskaber. Det hele er centreret omkring musik. Og han giver undervejs i fortællingen stor kredit til sine forbilleder og samtidige dj’s.

Mark Ronson var på mange måder privilegeret, fordi han voksede op i først en engelsk familie med rigdom og siden en amerikansk familie med stor kulturel kapital. Hans stedfar var Foreigner-guitaristen Mick Jones, og i bogen er der historier om hans opvækst i New York med en masse kendisser og socialites omkring sig til fester i deres uptown-hjem. 

Tilfældigheder opstår lidt lettere, når man kommer fra en privilegeret baggrund. Men man skal også udnytte chancen, lære af sine fejl, gøre sig umage, øve sig for at fastholde. Og det har Mark Ronson gjort.

Han forsøger at passe sine studier upstate samtidig med at pendle frem og tilbage til gigs i NYC og benytte hver en lejlighed til at cratedigge.

”If I’d devoted half as much brain space to my textbooks as I did to hip-hop liner notes, I would’ve been on the dean’s list instead of in the dean’s office. But these were my priorities,” som han skriver.

Det ville være en utroværdig fortælling, hvis han ikke nævnte sine forbindelser til f.eks. ungdomsvennen Sean Lennon. Michael Jackson, Donald Trump, Biggie og Jay-Z optræder også – men han sladrer ikke.

På mange måder har Mark Ronson haft en overhalingsbane til succes. Og han får da også foræret sine første dj-grammofoner og mixer af sin mor, men derfra er der stadig lang vej til triumf, når man er en hvid uptown boy, der elsker hiphop.

Og igen er det ikke privilegierne, der er det interessante. Det interessante er Mark Ronsons totale kærlighed til musik. 

Hans tanker om at sammensætte et dj-sæt, hans detaljerede erindringer om, hvad han spillede, hans jagt på de originale plader, som hiphoppen har samplet fra, hans beskrivelser af klubscenen og publikums reaktioner på musikken, af club kids, promotorer, klubkongerne osv. – altså nattefolket.

”There are people who enjoy a night out. And then there are night people – a different kind altogether, the ones who become their best selves once the sun dies down. Sometimes you can tell the difference just by looking at them … daytime is alright, but it’s just the warm-up.”

På en måde er det en enormt nørdet bog. Og det er en både levende, interessant og sympatisk fortælling, der afsluttes, inden han for alvor bliver kendt som musiker og producer. Derfor får læserne heller ingen fortællinger om Amy Winehouse.

Men det gjorde de lørdag aften i Manchester, da Brit Awards blev afholdt i Manchester.

Her fik nu 50-årige Mark Ronson en hæderspris for sit bidrag til den britiske musik, og igen gjorde Mark Ronson noget meget sympatisk. Han brugte det meste af sin takketaletid på at hædre Amy Winehouse og fortalte kort om deres første møde for præcis 20 år siden.

Hvordan Amy Winehouse dukkede op i hans studie, og de samme aften skrev ’Back to Black’ – sangen, der blev hendes store gennembrud.

Den anden sympatiske ting, han gjorde, var at medbringe bandet the Dap-Kings til sin egen optræden.

Det var newyorker-orkestret, der gav ’Back to Black’-albummet dets mest distinkte lyd, og Mark Ronson gav dem deres fortjente plads i spotlyset i den syv minutter lange medley af nogle af de hits, han har været involveret i.

Medleyen åbnede med Ronson ved mixeren, et af hans hiphop-idoler, Ghostface Killah fra Wu-Tang Clan, og sangen ’Ooh Wee’ fra Mark Ronsons debutalbum fra 2003. Dernæst fulgte Amy på bånd, ’Uptown Funk’ uden Bruno Mars og slutteligt Dua Lipa med et par sanguddrag – som jeg ikke helt kan gennemskue, hvor live egentlig var. 

Men hele seancen emmede af kærlighed til musik, og pointen er, at selvom Ronson undervejs kom omkring sin egen karriere som både dj, musiker og producer, giver han gerne spotlyset videre.

The Dap-Kings er udover Amy Winehouse-sangene også kendte fra Sharon Jones og New York-pladeselskabet Daptones, der stadig udsender fine (retro)soulplader. Senest denne skønne sang med The Womack Sisters:

Mark Ronson er den fødte dj. Selvom han i en periode troede, han skulle være musiker af den gammeldags slags. Han er et menneske, der læser, afkoder, sammensætter, formidler, lærer af historien og skaber en ny. 

Han bliver tidligt spurgt, hvordan han gør. Han svarer ikke, som han tænker:

”Because I have this knack for reading people, I need to be in control, and I kind of love the attention that comes with it.”

Men han skriver det i bogen, som er fyldt med selverkendelser og sjove, kloge betragtninger, nok især for en læser som mig selv, der også har tilbragt meget tid i nattelivet.

”Lounge gigs are fun. With no pressure to make people dance, you’re just playing records to show the world how cool you are,” skriver han f.eks.

Dannelsen af dj’en Mark Ronson er spændende. På mange måder er det en klassisk fortælling om en hvid knægt, der er vokset op i en rockverden, inden han møder clubmusik og hiphop.

Derigennem møder han også de sange, hiphoppen har samplet. De åbenlyse fra soul, funk, jazz og disco – James Brown og Chic, men også de obskure, der kan stamme fra hvad som helst, fundet i pladebutikkernes rodekasser. Og så spiller man også de plader og har pludselig begrebet rare grooves og den eklektiske dj, der kan blande det hele sammen.

Undervejs i læsningen samlede jeg på Spotify løbende en playliste med sange, han fortalte om, inden jeg halvvejs inde i bogen kom til at bladre om bagerst i bogen og opdagede, at man kunne scanne sig frem til en officiel Mark Ronson-playliste med de fleste af de samme sange …

Selvfølgelig. Selvfølgelig har Mark Ronson lavet en playliste.

Der er også en bagside af dj-livet, af nattefolket. Den kemiske flugt, som han kalder det. Fest- og stofmisbrug. Men Mark Ronson har det bedst i dj-pulten. Har arbejder sig op fra små steder til side rooms og videre op. Det er en konstant jagt efter anerkendelse, og han udleverer indimellem sig selv.

Der er mange ting, man kan genkende, og bogen er også et billede af en storbykultur fra New York, London og Los Angeles, der nok mere end noget andet har påvirket vores egen kultur.

’Uptown Funk’ (Bruno Mars) og ’Nothing Breaks Like a Heart’ (Miley Cyrus) er gigahits, men Mark Ronson-plader fylder ikke nødvendigvis det store i min pladesamling.

Jeg kunne godt lide debuten ’Here Comes the Fuzz’, og især opfølgeren ’Version’ fra 2007 var et hit i min verden, ikke mindst pga. ’Valerie’ (The Zutons-cover med Amy Winehouse) og singlen ’Stop Me’ fra 2006, som blev en klassiker i dj-sæt på den tid, en versionering af The Smiths-sangen ’Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before’.

Men Amy Winehouse og The Dap-Kings er vigtige i min samling, og jeg har enormt stor respekt for, at Mark Ronson giver dem spotlyset i sin egen hyldest. Og for hans bog.