Roskilde-optakt: De bedste, værste og fuldeste

Som optakt til #RF13 et kig i Roskilde Festival-historien og nogle af de oplevelser, der har sat sig sine spor.

Bedste koncert nogensinde:

Neil Young & Crazy Horse, Orange, torsdag, 1996
Den koncert har mange af de ting, der gør den nærmest mytisk i Roskilde-sammenhæng. En af dem, hvor man siger, ’jeg var der, juhu!’ Først og fremmest var det bare pissehamrende godt. Det var en koncert, der samlede Roskilde-gæsterne på Orange, og det var en koncert, der brød med reglerne. Systemet Roskilde Festival fik en behersket lille fuckfinger, fordi Neil Young Young & Crazy Horse blev ved med at spille længe efter, de burde være gået af scenen den torsdag aften.

Altså, de fik selvfølgelig også lov til at bryde reglerne af Systemet, der sad på afbryderknappen … Men det var nu alligevel rebelsk! For det føltes sådan. Den tavse, indædte mand sluttede med ’(Why do I keep) Fuckin Up’, men gik på igen og spillede klassiker efter klassiker. ’Cortez the Killer’, ’Like a Hurricane’, ’Hey Hey, My My’ og sluttede med ’Rockin’ in the Free World’. Da følte vi os godt nok udfriede. Rocken havde stadig muskler.

Største scenepersonlighed:

Prince, Orange Scene, søndag, 2010
Hvor er det dog fantastisk med musik, at man stadig, efter tusindvis af koncerter, kan blive ramt, så hårene rejser sig på solbrændte underarme, så kuldegysningerne får en til at ryste afværgende med skuldrene, så tårer danner sig i kynisk trodsige øjenkroge. Selvom man er blevet blæst omkuld ‘upspytclose’ af Nick Cave, selvom James Hetfield har overmandet med sin rå power, selvom Erykah Badu har fået en til at måbe, og Neil Young har overbevist med sin pågående tavshed.

Men alt det kunne Prince. Lillaprinsen i egen store klejnhed. Ikke en triple threat, som skuespillere taler om, når man både kan skuespille, synge og danse, men en quadruple threat. For manden kan jo ligesom alt det der gøgl og så lige spille (bl.a.) en guitar som meget få. Alt sammen leveret denne søndag aften med den største overlegenhed og selvfølgelighed, så legende let og elegant.

Det var bare et af de øjeblikke, hvor musikkens storhed føltes meget virkelig og samtidig fuldstændig uvirkeligt magisk. For jeg var jo ikke den eneste, der følte det. Når man kan se, at andre folk omkring én på en fyldt plads foran Orange Scene har det på samme måde og kan samles om det ene store nummer efter det andet, ja så forstærkes følelserne blot. Der manglede kun, at han også havde beordret Vejret til at regne på den lillaoplyste plads under ‘Purple Rain’.

Største opdagelse:

Isaac Hayes, Grøn Scene, søndag, 1997
Det var ren wellness på noder. Efter fire dage med regn, kulde og mudderbad var det som massage, spabad, hovedbundsmassage, kropsterapi og healing på samme tid. Det var nyt job og styr på økonomien. Det var sejrsmål i den afgørende kamp. Det var fredssamtalen med kæresten – den, hvor vi virkelig forstår hinanden.

Det var ikke, fordi jeg ikke var bekendt med Isaac Hayes, men jeg KENDTE ham åbenbart ikke – ham og Movement-orkestret, der hældte stryger-arrangementer af det tykkeste massageolie ud over hårdt prøvede festivalgæster og proppede solskinssoul af nypressede appelsiner lige lukt ned i kæften på metal- og indiehelvedet.

Tidligere havde man ikke nødvendigvis hørt om, læst om og YouTubet alle optrædende på forhånd, så i dag er det stort set kun metal- og worldnavne, der giver mig små åbenbaringer som f.eks. DevilDriver i fjor. Men de bliver sjældent siddende på samme måde, som Isaac Hayes gjorde det efter 1997. Han åbnede sgu en port ind til soulmusikken, som allerhøjest havde stået på klem mellem indie-, rock-, rap- og elektroniske gadedøre. I dag bringer Isaac Hayes altid et smil frem, ikke mindst på grund af koncerten i ’97. Og mange tak for det. Livet blev meget rigere på den ene times velvære.

Mest eksotiske oplevelse:

Dizzee Rascal, Metropol, søndag, 2004
Eksotisk betyder fremmed. Og hvad er fremmed så egentlig? Når man debuterer på Roskilde Festival i en alder af sidst i 20’erne, synes man ikke et bulgarsk slagtøjsorkester, 200 meter afrikansk gøgl eller pakistansk trancemusik er synderligt fremmed eller eksotisk.

Jeg har til gengæld aldrig følt mig så fremmed på Roskilde Festival, som jeg gjorde til Dizzee Rascals koncert på Metropol i 2004, og fandt ud af, at jeg hverken var sort, teenager, rapper eller fra East London. London-teenagerens grimedebut ’Boy in da Corner’ fra året før var en revolution, men live var hans London-accent omtrent så forståelig for mig, som Jokeren ville være for de lokale chavs, hvis han havde stillet sig op og rappede på dansk i et indkøbscenter i Dizzees hood i Bow i Østlondon.

Dårligste koncert nogensinde:

Red Hot Chili Peppers, Orange, lørdag, 2007
Normalt går man jo bare videre til den næste koncert, hvis man ikke bryder sig om det, man ser og hører til et koncertorgie som Roskilde Festival, men så vidt jeg husker, stod jeg det meste af Red Hot Chili Peppers-koncerten i 2007 igennem. Af en eller anden i dag fuldstændig glemt årsag. Måske var jeg bare lamslået og ude af stand til at bevæge mig væk fra det absurd tragiske makværk, der udspillede sig på Orange.

RHCP har alle dage været at regne som et noget svingende orkester, der på dets bedste dage kan nærme sig noget magisk – men på de dårlige kan det også gå helt galt. Og uha uha, det gjorde det den lørdag nat med uengagerede, usammenhængende og udsyrede jams, der ingen steder førte hen. Elendigt, ynkeligt, pinligt, fornærmende .. fortsæt selv rækken af ukvemsord om et af festivalens hovednavne. De kan alle sammen bruges.

Selv seks år senere kan jeg blive helt harm og vred ved tanken om det, de leverede foran 50-60.000 Roskilde-gæster, der i forvejen skulle igennem et sjældent regnvejrshelvede. Jeg vil hellere have fire dage med samme regnvejrshelvede en gang til, end jeg nogensinde vil høre Red Hot Chili Peppers igen.

Gik jeg desværre glip af:

Hele fredag, 2007
Det er ikke mit stolteste Roskilde-øjeblik. Altså, i starten var jeg meget tilfreds med at vågne i en tør seng uden intentioner om at bevæge mig ud i regnen, men når jeg nu tænker tilbage på den fredag i 2007, er det godt nok med en vis anger. Tænk, at jeg lod den smule vand holde mig hjemme fra festivalen en hel dag. Suk!

Men torsdag forlod jeg festivalen i noget á la nedtrykt sindsstilstand på grund af det kvælende, enerverende regnvejr. Intet sted var der helle. Nej, det blev bare ved og ved og ved. Og da det også blev ved hele fredagen, blev jeg simpelthen hjemme, selvom jeg flere gange var ved at pakke mig ind i Jägermeister og overlevelsesudstyr.

Så jeg endte med at gå glip af en hel masse nye, spændende kunstnere, som jeg elskede. Camera Obscura, New Young Pony Club, Klaxons, CSS, Booka Shade, Digital Mystikz og navne som Queens Of The Stone Age, Roky Eriksson, Beastie Boys, Brian Jonestown Massacre, Lee Scratch Perry … Undskyld!

Bedste covernummer:

Nick Cave and the Bad Seeds, ’Stagger Lee’ (trad.), Grøn Scene, fredag, 2001
Egentlig har jeg svært ved at vurdere, om lige netop den her Nick Cave-udgave af den gamle amerikanske folkesang og mordballade skulle være så meget bedre end andre gange, jeg har set Nick Cave. Men jeg husker denne koncert som DEN bedste Nick Cave-koncert, jeg nogensinde har set, og jeg husker, at han åbnede med ’Stagger Lee’. Og fra første strofe var jeg fuldstændig tryllebundet af Cave og hans trofaste løjtnanter, Warren Ellis og Blixa Bargeld osv.

Det var året efter Pearl Jam-tragedien i 2000, og vagterne var forsigtige med at lukke ret mange ind i de nyetablerede båse foran scenen. Så det føltes som om, vi stod helt oppe i fjæset på ham med masser af luft omkring os, og hele koncerten var gennemført magisk. Det var forbløffende, som Nick Cave kunne gå på scenen, trykke på en mental knap, og så dukkede der på et splitsekund denne onde galskab og vildskab op i en så indædt bandende version, som havde han bygget sig selv op til det over flere timer.

Fuldeste forsanger:

Beth Gibbons & Rustin’ Man, Odeon, fredag, 2003
Musik er også skuespil. Der skal indimellem spilles nogle roller for at passe ind i nogle genrekonventioner. Så hvor fuld en heavyrocker er, eller hvor skæv en rapper egentlig er på scenen – og hvor meget han rent faktisk har været på Christiania inden koncerten – kan være svært at afgøre i showets eufori. Nogle overdriver misbruget – men flere skjuler givetvis også, at de er påvirkede af substanser på scenen. Og nogle har bare slet ikke lyst til at være der. Sådan ser det typisk ud med Beth Gibbons.

Portishead-sangerinden har haft store problemer med sceneskræk, og hun står som regel og klamrer sig til mikrofonstativet, når hun lægger sin englevokal over de stemningsfulde, filmiske toner og slæbende beats, og kigger ned i gulvet eller vender ryggen til publikum, når hun ikke synger. Sådan var det også indledningsvist, da hun i 2003 spillede med sit sideprojekt med Rustin Man (Paul Webb fra Talk Talk).

Men hun tog også fra sig af en flaske med en gennemsigtig væske, der sagtens kan have været H2O-relateret. Men så vil det trods alt være underligt, at hun netop den dag endte med at slingre rundtpå scenen, slå ud med armene og kravle ned i graven for at give knus, kindkys og krammere til jublende publikumgæster. Det lignede ikke skuespil. Det var fremragende!

Bedste fodboldoplevelse:

Danmark-Nigeria 4-1, VM 1998
Åh ja! Fodbold fylder meget. Også på en festival, hvor musik (og druk) ellers er temaet. Men det smukke spil behøver naturligvis ikke fylde så meget, som dengang på Midtfyns i 1990, da Bob Geldof stod og så VM-kampen England-Cameroun (3-2) på tv på scenen samtidig med, at han sang …

Men det er fantastisk at se de mængder af folk, der ofrer en koncert eller to og dukker op til storskærms-visninger af VM- eller EM-kampe. Opleve, hvordan en stor mængde af folk pludselig holder med England, Ghana, Portugal eller dem, tyskerne spiller mod. Men det kan også være sjovt at undgå fodbolden. Som dengang i 1998, da Portishead gik på scenen på Grøn kl. 20 – en time før, Danmark skulle spille VM-ottendedelsfinale mod Nigeria i Paris. Beth Gibbons nåede vist at meddele et eller andet med, at Danmark var kommet foran, og Danmark scorede også allerede i det tredje minut (Peter Møller) og i det 12. minut (Brian Laudrup).

Men det vidste vi ikke. På en eller anden måde havde vi undgået at forstå det. Og da vi efter koncerten blæste på Iggy Pop på Orange, løb euforiske med lukkede øjne og ører ud til den allerede pakkede bil og satte kursen mod Odense, vidste vi intet om kampen. På vejen så vi nogle tegn på det ene, men også på det andet, så vi var ikke sikre på noget, da vi sent søndag aften kom hjem til lejligheden, knappede et par reparationspilsnere op og satte videoen i gang.

Oh, hvilken fryd. 4-1 til Danmark. Ebbe Sand, Michael Laudrup, Thomas Helvegs andet landskampmål og alt det der. 2-3-kvartfinalen mod Brasilien så jeg på storskærm på Midtfyns Festival ugen efter. Og det er svært at afgøre, om vi hoppede mere til den kamp end til The Prodigy-koncerten umiddelbart efter. Det er nærmest ærgerligt, når der i de ulige år ikke er en slutrunde til at genere festivalen. Caroline Wozniacki og en sur Bjarne Riis er ikke helt det samme.