RF15: Kære søndag, kære Roskilde Festival

Kære Roskilde Festival

Jeg kan godt blive en lille smule bekymret for dig, Roskilde Festival. Jeg ved godt, der stadig er lang vej, før man kan kalde dig normal, men det må du for alle guders skyld heller ikke blive. Jeg synes måske bare, du langsomt, år for år, tager skridt i den retning. For eksempel, når du nu flytter festivalen og sløjfer søndagen.

Jeg ved godt, søndagen er upraktisk som festivaldag for en masse mennesker. Men dermed skiller dagen sig også ud, og uden søndagen ryger der en dimension af hele festivaloplevelsen. Synes jeg.

Det er sikkert fint for mange af dine gæster, der blot får mere af det andet. Af festen, af den normale festivaldag, som du giver dem så meget af. Og begrebet Den Sidste Dag med alt, hvad det indebærer af modvillige organer, ømme fødder, udmattede kroppe og overlevelsesinstinkter, der tager over, er jo blot flyttet til lørdag.

Nu har dine gæster bare en dag, en søndag, til at komme sig, inden jobbet eller familieferien til Frankrig kalder. Og det gør overlevelsen nemmere. Men jeg synes ikke, det skal være nemt at besøge dig, Roskilde Festival.

Du skal være noget usædvanligt, noget kaotisk, noget mindeværdigt, noget ekstremt. Og man husker det ekstreme.

Jeg kan godt lide, at man skal kæmpe lidt med dig, at du udfordrer og presser mig på mange forskellige måder. Vi ved godt, der er nogle rammer for, hvordan vi kan opføre os, men vi vil også udfordre de rammer på samme måde, som du udfordrer os. Det skal ikke alt sammen gå efter Planen.

Jeg savner ikke søndagstraditionen med ildspåsættelser, for det tog overhånd, så jeg kan godt forså, at du til sidst gik ind med din opdragende finger, men trommeritualet sent søndag aften kunne jeg f.eks. godt lide. Det er den slags ting, der opstår, når dine gæster er presset ud til grænsen og samtidig har svært ved at sige farvel, fordi man næsten ikke kan holde tanken ud om, at det er slut. Det er festivalens indre liv, det er det liv, du ikke helt kan kontrollere, kære Roskilde Festival.

Jeg har selv ofte givet op søndag aften, selvom jeg havde alle intentioner om at få det hele med om natten på Grøn Scene. Og ærgret mig over, at du igen havde fået skovlen under mig. Men så måtte man jo bare prøve at besejre dig igen året efter. For man vandt kun rigtig, hvis man fik det hele med, nåede til mål. Selvom du på en måde havde to målstreger.

Der var farvelritualet på Orange med Kraftwerk, Prince, Roger Waters, Jack White osv. – og så var der farvelritualet på Arena. Med noget specielt festligt, der var målrettet det udholdende publikum, der ville hele vejen til den anden målstreg. Nu siger vi alle sammen farvel på nogenlunde samme tid lørdag nat og kan som alle de andre dage vælge mellem alt muligt lækkert fra Jamie XX over Suspekt til Damon Albarn’s Africa Express.

Men hold da op, hvor har det føltes godt at feste med dig til den lyse mandag morgen, at se den vildskab og det kaos, der kunne opstå søndag nat, når de mest udholdende fandt på narrestreger for at få skovlen under dig.

Måske er den tid forbi i vores regelrette liv, men jeg vil savne din søndag, Roskilde Festival, for den var anderledes. Og gjorde derfor også mandagen efter til noget helt særligt. Ofte noget helt særligt ubehageligt.