Onsdag:
13.01, Snab: Igen i år ser terrorsikringen ud til at være øget. Fire betjente bevæbnet med maskinpistoler, flere bomme og afspærringer. Vænner mig aldrig til det. Indenfor er der stadig gang i boremaskiner og malerrullerne. De når det nok. Som de plejer. Ikke et flisbjerg at se noget sted.

13.44, Snab: Roskilde-tradition: Sidde et øjeblik i mindelunden. Ni træer, ni sten, ni liv.

13.48, Snab: Apollo-pladsen er lavet meget om efterhånden. Og hey! Juhu, der er flis.

14.55, Snab: Årets store hit på Camping East er tilsyneladende en, der kalder sig Lars Lilholt. Har ikke hørt et eneste rocknummer på campingområdet. Men jeg har hørt Gloria Estefan …

17.32, Snab: Nøj, folk er sultne. Kakkmaddafakka får en gigantisk modtagelse. Og nordmændene er med på den. Stor og potent entre. Svært at blive i dårligt humør.

18.20, Snab: Kakkmaddafakka er sjovt. Ikke så potent som deres entre, men de kan deres Erlend Øye (og det er en god ting!). Kom til at kigge en norsk pige over skulderen, mens hun sms’ede. Det var lidt som at se Skam.
18.24, Snab: Har ikke set nogen i dårligt humør endnu. Ikke engang hende, der sov i telt ved siden af et affaldsbjerg. Ok, så var der ham, der var så fuld at han ikke kunne snakke. Det var svært at vurdere hans humør, men umiddelbart vil jeg tro, det var godt.
18.38, Snab: Siger lige noget skørt: Slaves lyder som vred (!) Sleaford Mods …??
19.36, Snab: Guitarsolo! Folk jubler. Men den trefork … #suk

21.03, Snab: Festival-højdepunkt! ’Long Hot Summer Days’ med I’m with her. De er gode. Bluegrass. Sarah Jarosz har udgivet en single på Jack Whites Third Man Records, fortæller jeg naturligvis Køster.

21.10, Snab: Nu spiller I’m With Her sgu lige en version af Adeles ’Send My Love’. Det er virkelig, virkelig godt. De spiller også Jim Croce og John Hiatt. Ok, måske er der faktisk for lidt banjo …
22.02, Snab: Tror ikke, jeg nogensinde har set SÅ mange mennesker på Orange en halv time før koncertstart. #EminemEffekten

23.32, Snab: Lav lyd til Em. Kunne ikke høre delayhøjttalerne til højre. Gik rundt om og opdagede, at hele pladsen til venstre for pladsen også var fyldt. Men der var en ekstra storskærm i år. Godt tænkt! Og lyden faktisk bedre her.
23.52, Snab: Opdager lige, at det kun er de fire bogstaver ”STAN”, der lyser op i Grandstand-baren bagerst på Orange. Det er sgu ret stor klasse. Synes også, der er momenter af storhed i Eminem-koncerten.
00.06, Snab: Pardon, Charlotte! Skulle altså lige se Eminem færdig. Men nu er jeg her. Og du ser pissesej ud.

01.01, Snab: Glimrende Charlotte Gainsbourg afløst af Nine Inch Nails, der lyder så brutale, som jeg kunne have ønsket mig. Og nøj, det lyder godt.
02.02, Snab: Wow! Blæst omkuld af Nine Inch Nails. Tror sgu, jeg fik støv i øjet til ’Hurt’.
03.15, Snab: Går i seng halvfuld og heltræt. Kommer til at binde dobbeltknude på skoene, da jeg vil tage dem af. Lige nu virker det som et problem på linje med at tabe det sidste stykke bacon på gulvtæppet.
Torsdag:
09.04, Snab: Hmm! Morgenmad må vente. Der skal arbejdes.
11.50, Snab: Hrmpf! Morgenmad må vente. Der skal musikquizzes.
13.58, Snab: Argh! Morgenmad må vente. Der skal høres Weather Station.
14.57, Snab: Ahhhh, morgenmad! Dixie Burger – jeg har savnet dig.
16.00, Snab: First Aid Kits band på scenen i uniform! De er allerede foran på point. Og Klara og Johanna på scenen i boots og zebrastribet. 2-0 er den farligste føring. ’Rebel Heart’ sætter ikke den føring over styr.

16.31, Snab: Efter Klaras passionerede #MeToo-tale skal vi tilbage til normaltilstand, forklarer Johanna. ”From being angry to being sad.” Trist er en dejlig (og normal) sindstilstand i country/folk. Og First Aid Kit leverer dygtigt og charmerende. Og det er faktisk lidt rørende, at der står måske 25.000 mennesker og hører deres triste, smukke sange på støvede Orange.

17.07, Snab: ’Silver Lining’ er stadig en smuk, smuk sang. Andet og sidste ekstranummer. Shit, de tårer skal tørres væk med en øl.

19.14, Snab: Kom uheldigvis forbi Chelsea Wolfe (forstår det ikke!) og er nu vågnet til Interpol. ’The Heinrich Manouver’ er stadig en stor rocksang. ”How are things on the west coast?”, spørger du måske. Jo tak, det går rigtig fint med Interpol.
19.23, Snab: Ok, der er en grund til, at jeg holdt enormt meget af Interpol for de her 10-15 år siden. Det er jo pissegodt. ’Obstacle 1’ viser noget af det, jeg faldt for. Især, at det er uforudsigeligt. Der sker mange ting, som ikke følger skabelonen for et ordinært rocknummer. Og man kan høre, hvor de kommer fra. De kommer fra Mørke.
19.30, Snab: Anders tog skridtet fuldt ud og lagde sig helt ned på græsset til Interpol. Jeg holdt mig til ’Liggende Med Vægten På Den Ene Albue’. Havde virkelig ikke forventet noget af Interpol, men trods fejl kan jeg lide det.
20.45, Snab: Indimellem har man bare brug for at sidde lidt i fred og ro midt i festivalens mylder og kaos. Er her egentlig flere nordmænd i år? Er der færre bandtrøjer? Hvad sker der mon inde i John Maus? Hvorfor går der en mand i en Status Quo-trøje? Opfører folk sig egentlig ikke ret fint?
21.30, Snab: Dona Onete siger – igen – noget på portugisisk og griner – igen. Mange folk danser, men jeg er ikke fanget. Den klassiske aftenrastløshed sætter ind. Hvorfor er der egentlig så mange mennesker, der ikke kan høre et latin-beat uden at begynde at danse salsa? ”Siger du til mig, at du ikke vil have en øl??” ”Aj, nej nej nej nej nej nej!!”
22.28, Snab: Preoccupations har ikke helt fat i Pavilion. Men de er ret gode, når de lyder mest desperate. Og rastløse. Som jo passer meget godt til festivalånden.

22.40, Snab: ”Hvor lang tid endnu?”, signalerer den hårdtslående trommeslager til mixerpulten. Fire gange fem fingre, får han at vide. Og giver informationen videre til frontmanden. De konfererer lidt. Og spiller et 11 minutter langt nummer, hvor den hårdtslående trommeslager slår endnu hårdere. Det virker ikke for mig.
23.32, Snab: ”Curiousity Killed The Cat. Ser du måske nogen katte på pladsen??” Overgiver mig til en (dårlig!) pizzaslice og (gode!) pomfritter med (god!) chilimayo. Sidder (dumt!) i krydsfeltet mellem Boris/Merzbow på Avalon og Bruno Mars på Orange. På Pavilion holder (fantastiske!) Oh Sees lydprøve. Det lyder bedre end det meste andet, jeg har hørt i dag.

23.57, Snab: ”Hvad venter vi på?”, spørger en forbipasserende foran mixerpulten.
”Oh Sees”
”Oh yeah!”
23.58, Snab: Oh Sees går på før tid. John Dwyer ligner en, der kan løbe en sulten leopard træt – og drillende prikke til den med en pind bagefter. Er glad for, jeg ikke har været hans lærer/guitarunderviser/håndboldtræner. De to trommeslagere sidder helt fremme ved scenekanten. Energiniveauet i Oh Sees’ smadderrock er uden for kategori.

01.03, Snab: Wow! Oh Sees smadrede virkelig igennem på Pavilion med et sæt med vægt på de seneste (gode!) plader. Var helt opslugt. Det var fremragende, og publikum var med. Virker lidt underligt at høre folk synge med på ’Billie Jean’ i Absalon-baren.
Fredag:
0.47, Snab: 62 kroner for en snegl og en bolle med ost (overen) og smør (underen). Så er de vist også betalt.
14.38, Snab: Passerer en topløs pige på festivalpladsen. Sker ikke så tit. Tænker straks, at jeg er med i et forsøg.
14.54, Snab: Skeletonwitch er metal, og de fræser af sted på Pavilion. ”Det er ret kedeligt,” siger én.
15.07, Snab: Dead Cross burde være fedt. Hurtigt, hårdt. Men jeg giver hurtigt op. Hårdt stresset. Det bliver sikkert fedt … Men er stadig rystet over, at der ikke er klassisk Søndagsdød på programmet i år. Traditionen med at vågne op med en middags-metalkoncert på sidstedagen har jeg altid holdt af.
16.05, Snab: Imponeret over, at så mange mennesker har fundet vej til Orange til Pablo Moses. Men hvorfor egentlig? Orange er jo et fedt sted at hænge ud og chille. Især til reggae. På Apollo er der til gengæld stort set ingen mennesker til den engelske rapper Nines, der går på scenen med rygsæk på.

16.34, Snab: Nines går af scenen – stadig med sin rygsæk på – efter blot en halv time. Dj’en spiller lidt XXXTentacion og Gucci Mane i yderligere seks minutter til de insisterende. Det var ikke godt.

16.50, Snab: Benal er proppet til langt uden for Arena-teltet. Det er et karrierepeak for duoen, der hele tiden tager en til. Betaler 60 kroner for en pølse med brød.
19.06, Snab: Fleet Foxezzzzzzzz … ”Jeg har gummistøvler med mere karisma en dem,” skriver en kammerat lidt senere.
19.25, Snab: Har lige set en mand rejse sig fra sin nyskænkede fadøl og sprinte hen til en madbod. En madbod uden kø.
22.46, Snab: RANT! Selv ’Into My Arms’ lyder ligegyldig. Siger lige noget, ik’: På Orange render Nick Cave rundt og giver den i rollen som Nick Cave. Det er gøgl, teater, cirkus. Han er et helt andet sted i livet end til at stå og spille de 20-35 år gamle sange, som (nogen) folk vil høre. Han hænger fast i sin musikalske fortid, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg er stensikker på, at mange har haft en god oplevelse. For jeg har selv haft mange af dem med Nick Cave. Måske er jeg bare træt …
23.35, Snab: Investerer tid og stiller mig i pitten til David Byrne. Der er mange jævnaldrende …
00.52, Snab: Er allerede godt blæst bagover af David Byrne og hans forestilling. ’Blind’ sender mig tilbage til de dejlige, mørke nattetimer på Boogies i Odense. Alt er funky, velspillet, gennemkoreograferet. Men vov ikke at sige ordet musical!!!

01.07, Snab: Vi har allerede fået de perfekte ’Slippery People’, ’This Must Be the Place’ og ’Once in a Lifetime’. Nu tilmed ‘Burning Down the House’. Det vidste vi jo godt, for han spiller samme sætliste hver aften. Alligevel er det overvældende godt.
02.07, Snab: Horace Andys vokal og den gennemskærende guitar på ’Angel’ gør det igen for mig. Massive Attack er en sjov booking til fredagsfesttid på Orange, men modigt.
02.14, Snab: Massive Attack mister momentum med de lange pauser mellem numrene. Men budskaberne på bagskærmene peaker med ’Kendt gravhund er død’ – overskrift på en EB-historie. Den har vi grinet af hele dagen.
02.37, Snab: Går lykkeligt mod teltet efter ’Inertia Creeps’, ’Safe from Harm’ og til sidst ’Unfinished Sympathy’. Det var meget rocket, ikke soulet, ikke perfekt, men Massive Attack er bare MIN musik.
Flere billeder:

















Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.