Problemet med musikanmeldelser

Åh, hvor var det skønt at læse!

Selvom det gik ud over fine Iggy Pop, var det fedt at læse hans nye plade blive savet midt over i Information.

Det var fedt, fordi anmelderens skuffelse og raseri over Iggys svigt kunne mærkes – og det var godt begrundet.

Selvom man personligt ikke skulle være lige så skuffet over albummet, ikke læser de samme ting ind i udgivelsen som anmelderen, og derfor ikke er enig i vurderingen, er det fuldstændig lige meget, for så barske må anmeldelser jo gerne være.

Det her var en ærlig, underbygget anmeldelse drevet af skuffelse, og det er sjældent nu til dags at finde den slags i danske medier. Generelt er det et problem verden over, at der ikke bringes negative anmeldelser nok.

Gennemsnitsvurderingerne er for høje, der er for meget fanjubel i musikkritikken, og nogen afholder sig givetvis også fra at give negative anmeldelser, fordi man ikke gider have musikernes fans på nakken på sociale medier. Forestil dig blot, hvad en hær af Beyoncé- eller Taylor Swift-stans, der måske ovenikøbet kan lide heste, kan smide i hovedet på en stakkels anmelder.

Der må gerne være en overvægt af positive anmeldelser, fordi det faktisk giver mest mening. Kendte musikere skal groft sagt anmeldes, uanset om de har leveret godt eller skidt, mens det ikke giver mening for ret mange at læse dårlige anmeldelser af ukendte kunstnere.

Omvendt giver det god mening at bringe en positiv anmeldelse af noget mindre kendt, når det er godt og nyt, som folk fortjener at opdage.

Iggy Pop-anmeldelsen i Information var engageret, velskrevet og velunderbygget, men den har alligevel et par ærgerlige kendetegn: Brugen af ’jeg’ og manglende vinkling.

Man kan sagtens bruge sig selv i en anmeldelse, fordi en anmeldelse er en blanding af subjektivitet og objektivitet, men sprogligt er det stadig den lette, smådovne løsning og ofte fuldstændig unødvendigt, fordi anmeldelsen let kan blive reduceret til en ’synsning’.

Man skal være et navn, før det har nogen betydning, alene hvad man synes om noget. I Iggy-anmeldelsen bruger anmelderen allerede sig selv i tredje sætning, og i toppen af tredje afsnit rammer han det sjette ’jeg’.

Brugen af ’jeg’ retter opmærksomheden mod anmelderen i stedet for mod musikken og kunstneren, og er det egentlig nødvendigt?

Her bruges det i opbygningen til dommen, konteksten, baggrunden, som udgør hele første halvdel af den (dejligt) lange anmeldelse. 1600 ord i alt – men hele første halvdel bruges på opbygningen. Man skal altså ned midt i anmeldelsen, før der kommer en vurdering.

Det kan man godt gøre i en anmeldelse, som er en ret strukturfri form for journalistik. Anmeldelsen tenderer ofte kommentaren, klummen eller i den anden grøft feature-stof eller endda essays, hvis man virkelig har noget på hjerte. Men alle disse genrer er jo, lige som al anden journalistik, bedst, hvis de er vinklede og ikke bare en sludder for en sladder, noget om noget.

Overskrift, indledning og vinkel hører sammen – ellers trækker man på læserens kredit allerede fra begyndelsen, og hvis man ikke har et navn, har man ikke meget kredit hos læseren, der hurtigt kan finde noget andet at tildele sin opmærksomhed.

Avisen her, Information, har i sig selv et navn for læseren, der har tilvalgt avisen, så på den måde er der opbygget kredit fra starten, men den kredit kan jo hurtigt forsvinde, hvis læseren keder sig. Så hvorfor ikke bare vende anmeldelsen om i stedet for denne ”causeren”?

Vinkle på, at det her er en dårlig udgivelse, og så underbygge nedenunder. Det kunne anmelderen sagtens have gjort rent sprogligt i Iggy Pop-anmeldelsen og fået det til at fungere – især når anmelderen alligevel tydeligvis har gjort sig umage som her.

Det er helt klassisk i anmeldelsen, at man bringer en kontekst for sin vurdering først, men det er jo vurderingen, der er den helt åbenlyse vinkel i en anmeldelse. Det er det, der er hele essensen, så hvorfor er det ikke også det gennemgående, den røde tråd.

”Der er udkommet ny musik, det skriver vi om” – som hvis det var en nyhed. Nyhedstrekant, hv-spørgsmålene. Hvem, hvad, hvor – hvorfor, hvordan, hvornår. Eventuelt sætte en scene, der er billedet på vurderingen.

Hvorfor indlede med baggrund? Det er jo kedeligt. ”Don’t bore us – get to the chorus”, ville nogen sige.

Man skal være en virkelig god skribent for at kunne slippe afsted med ikke at vinkle sin anmeldelse, og kun hvis læseren hellere vil læse skribentens lækre ord og tanker end vurderingen af musikken – og bevares, de anmeldere findes, men der er altså ikke ret mange af dem herhjemme.

Musikkritikken er nedprioriteret, og der er ikke ret mange faste, professionelle anmeldere tilbage. Dagbladene er i krise og fyrer medarbejdere, og musikmagasinerne er kendetegnet ved den udbredte brug af amatørskribenter.

De er udklækningsanstalter, og det er superfint. Mange fine anmeldere er begyndt sådan.

Men der er ingen feedback, der er intet redaktørarbejde på anmeldelserne, så skribenterne lærer aldrig noget. Nogle er så i stand til at udvikle sig selv, fordi de har talentet, læser en masse musikskriverier, engagerer sig og uddanner sig, men mange burde slet og ret bare stoppe eller stoppes, fordi de ikke har viden og sprog nok og aldrig når ud over ’synsninger’ tilsat noget ligegyldig baggrund, alle kan finde selv.

Hvis Informations anmelder havde åbnet med, at Iggy Pop havde svigtet idealerne, og ladet sine sætninger gennemsyre af skuffelse og vrede, ville han have engageret læserne på en helt anden måde end ved at fortælle om sine oplevelser ved Bob Dylan- og Iggy Pop-koncerter. De oplevelser kunne have fungeret fremragende som underbygning senere i anmeldelsen. Men mange tak for ordene og især raseriet – det var smukt!

Her er 14 gennemgående problemer med musikanmeldelser i danske skriftmedier:

1) Don’t bore us, get to the chorus

Som nævnt, for meget baggrunds-indledning, for lidt vinkling på kvaliteten af udgivelsen.

2) For meget skrivebord

Hvor fungerer musikken? Hvorfor fungerer den dér og ikke andre steder? Hvem fungerer den for? Det er de virkelig svære spørgsmål i musikkritik. Og man finder ikke svarene bag skrivebordet, hvor man kan sidde og kloge sig på afstand.

Man finder svarene ude i ”virkeligheden”. På klubben, til koncerterne, i bilstereoen, hjemme i sofaen, på gåturen med hovedtelefoner på, i samtaler med forskellige typer mennesker. Men sjældent siddende bag skrivebordet. Det fører til anmeldelser med …

3) For meget hjerne

Den skarpe analyse. Hvor anmelderen virkelig skal vise, hvor klogt vedkommende har opfattet udgivelsen. Ofte efter at have læst det på engelsk et andet sted …

Musik taler til mange ting i et menneske. Dansebenene, underlivet, maven, hjertet, stemmebåndene, øjnene. Måske giver noget musik bare lyst til at svinge helt vildt hurtigt med armene eller ae låret med en våd porre.

Musik kan også tale til hjernen, men sjældent i den grad, som anmelderen giver udtryk for i nogle gange fuldstændig overtænkte analyser, som læseren intet forstår af. Læseren kan egentlig bare umiddelbart lide noget god musik og vil måske gerne hjælpes til at forstå hvorfor. Og måske endda generelt gerne følge lidt med i, hvad der rør sig.

4) Mangel på puls

Der har lige været en anmeldelse i Information af en plade, som udkom for 11 måneder siden. Og i overskriften stod der endda ’nye plade’. Debutpladen fra et af årets mest omtalte nye navne, Wet Leg, blev anmeldt samme sted fem måneder efter udgivelsen.

Politiken er jævnligt to-tre uger bagud med topaktuelle kunstnere og indimellem også flere måneder – uden at det er opsamlingsheats, hvor de tager pulsen på f.eks. en række danske album eller en genre. Det er helt uforståeligt, nyhedspulsen er totalt væk. Som om man lever i sit eget ekkokammer, hvor en udgivelse kun er relevant, når de selv mener det. Og her taler vi altså om landets førende kulturmedier.

B.T. har INTET tilbage, EB nærmest kun Treo, Berlingske og JP har skåret gevaldigt ned, regionalaviserne det samme. Musikken lever simpelthen ikke længere som noget vigtigt i dagbladene.

5) For meget ”jeg”

Politiken er slemme! Der var for nylig været en anmeldelse med tre gange ”jeg” inden første punktum. Og ofte læser man overskrifter om anmelderens følelser i webudgaven, fordi det klikker bedre. Men det er ikke det, der er vinklen, og journalistisk betragtet er det en forringelse af anmeldelsen. Læseren ved også ubevidst, at det ikke hænger sammen.

Politikens skribenter har et navn og kan bedre tillade sig jeg-brugen end begynderen hos Soundvenue eller Gaffa. Men brugen af det personlige ”jeg” er i takt med først blogs og siden sociale medier blevet enormt udbredt i efterhånden alle former for journalistik, selv nyhedsjournalistik.

Det er et svigt af journalistikkens idealer at trække den ned på ”jeg-følelser” og anekdotiske ”jeg-oplevelser”. Hvorfor skal man som læser betale for et dyrt dagblad eller musikmagasin, hvis de alligevel ikke gør det bedre og mere journalistisk end Jørgen og Simone på Facebook og Instagram?

6) Det kontroversielle

I samme boldgade som brugen af det personlige og følelsesbårne for at få flere klik: Kan en anmeldelse ikke skabe debat og dermed flere klik på hjemmesiden, er den ikke interessant længere. Den opfattelse kan man i hvert fald godt få, når man kigger rundt i det danske medielandskab.

Så med mindre man kan skrive noget kontroversielt, er musikkritikere ikke værd at satse på. Men det er jo kultur, og kultur er vigtig. Kultur er mennesker. Og musikkritik er mere end klik, det er kulturbevarelse og musikhistorie.

7) For meget ”synsning”

Som om det alene er interessant, hvad netop skribenten mener? Nope! Det er ikke nok at skrive, at noget er fantastisk, det skal virkelig, virkelig begrundes, og det skal gøre flot! Ellers kan man lige så godt smutte på værtshus og smuglytte til nabobordet. Ja, der vil man sikkert ofte høre noget mere kvalificeret.

8) Manglende perspektiv

God vurdering af udgivelsen, måske endda med udpræget musikalsk forståelse, er i sig selv fint, men kan man sætte udgivelsen og kunstneren i perspektiv, løfter det anmeldelsen. Men meget få er i stand til det.

Det behøver ikke være overtænkt, men kræver historisk viden, analytiske evner og evne til at læse samtiden. Hvor kommer kunstneren fra, hvor er vedkommende på vej hen, hvad fortæller det os om såvel genren og musikscenen som emnerne, der behandles. Hvad betyder udgivelsen overhovedet?

9) Kreativitet og håndværk

Musik er kreativitet, håndværk, følelser, mennesker med noget på hjerte – det må anmeldelsen gerne afspejle. Den må gerne være sprogligt sprudlende, eftertænksom, tale til læserens følelser. Frem for alt bør skribenten i det mindste gøre sig umage – bruge sit eget håndværk!!

10) På genrens præmisser

Det er jo en klassiker fra hedengangne tider. At en rockanmelder anmelder popmusik og ikke kan lide det, fordi det ikke er rockmusik. Det er det, der fødte rockismen. Musikken bør anmeldes på dens egne præmisser – med et øje på, hvad der er genrens begrænsninger eller muligheder. Det gælder også sangsproget.

Musik på dansk er noget andet end musik på engelsk, men når man som dansk musiker udgiver engelsksproget musik, gælder nogle andre præmisser i vurderingen. Dansk har vi mere for os selv og er mere umiddelbart, engelsk er universelt og i konkurrence med al anden engelsksproget musik.

11) Det gode råd

Indimellem ser man anmelderen komme med gode råd til, hvordan det kunne være gjort i stedet. Det er sjovt. Anmelderen er i læserens øjne hverken sangskriver, musiker, producer, manager, A&R eller nogen anden rådgiver. Måske ER anmelderen det rent faktisk, men det drejer sig ikke om anmelderen. Den eventuelle viden bør i stedet bruges til at vurdere og uddybe, ikke give gode råd.

12) Genrepromovering

Anmelderen elsker soul, udgivelsen er soul, ergo elsker anmelderen udgivelsen. Uha, det har man set ofte. Udskift soul med Bruce Springsteen, hyperpop, Udo Dirkschneider eller noget helt andet. Det er utroværdigt – og fører i øvrigt også til …

13) For positive vurderinger

Den jævne udgivelse får en ”god” karakter, fordi anmelderen ser sig blind på de gode ting og lader de kritiske hørebriller blive siddende i panden. Tre stjerner bliver let til fire, og lige pludselig er al musik i spalterne god musik. Hvad kan læseren bruge det til?

Læseren skal bruge anmeldelser til at navigere i det uendelige hav af udgivelser, og hvis læserens oplevelse ikke stemmer overens med anmeldernes, er det farvel til dem som ledestjerner. Gennemsnitsvurderingerne er simpelthen for høje. Det hedder musikkritik af en årsag.

14) Hype

Indimellem løber det af med anmelderen i begejstringen over noget nyt og spændende. ”Nyt” er ikke i sig selv en kvalitetsbetegnelse, men man kan sagtens være både begejstret og nøgtern. Man kan sagtens udtrykke mere begejstring for en firestjernet Ice Spice-udgivelse end for en femstjernet Bruce Springsteen-udgivelse.

Man behøver faktisk heller ikke hype noget, bare fordi de gør det helt ovre i Amerika. Hvad der er vedkommende der, er det ikke nødvendigvis her, og det bør man have for øje i både sin vurdering og sin udvælgelse af, hvad der fortjener omtale. Og det gælder ikke kun Soundvenue.

Nota bene:

Idealet om Anmelderen kan godt opfattes som sådan en fri, poetisk sjæl med ordet i sin magt og en større indsigt end almindeligt dødelige. Men også Anmelderen skal udfordres på sine meninger og sine ord af en kritisk redaktør.

Det virker ikke, som om det nogensinde sker, og deri ligger måske den største krise for dansk musikkritik. Der er skåret ind til benet overalt, de få professionelle har for travlt, ser for ofte verden fra et skrivebord på redaktionen og får lov at passe sig selv – og deres ord ryger uredigeret i spalterne, for hvem tør udfordre Den Store Anmelder?

Der er stadig gode anmeldere herhjemme, men personligt har jeg pt. ikke en eneste dansk anmelder, jeg kan bruge til noget. Jeg har ikke den der Anmelder, som jeg ved, rammer nogenlunde, hvad jeg selv mener, selv kan lide og ikke vidste, jeg kunne lide.

Men der er ikke ret mange af de gode tilbage på de danske dagblade, og der kommer tilsyneladende ikke mange nye talenter med det gode anmelder-skriftsprog i deres magt. Eller også får de bare ikke den fornødne hjælp til at udvikle sig.

Der er masser af ord om musik derude, men der er for mange dårlige anmeldere – fordi det er pissesvært at være en god Anmelder. Der er for få indsigtsfulde, perspektivrige, sjove, rablende eller rasende anmeldelser, fordi det er pissesvært at anmelde.

Jeg har selv anmeldt plader, og jeg synes ikke, jeg er ret god til det. Og jeg har selv lavet ALLE de nævnte fejl …

OPDATERING: Kan nu se, at Seismograf forleden bragte en artikel med titlen ‘51 problemer med dansk musikkritik‘, som har nogle interessante pointer. Jeg glemmer desværre ofte at tjekke musiksider som Seismograf og Undertoner, men der kan man faktisk finde glimrende musikstof.