20 år i dag – og stadig mesterlig

– Den her plade har tilsyneladende en længere levetid end de forrige album.

Det var noget af det, The Cardigans fortalte i et interview for 19 år siden, og emnet var den plade, de havde udsendt året forinden, ’Long Gone Before Daylight’.

Den plade fylder 20 år i dag, og Magnus Svenningsson, der levede ordene om levetiden, har så fuldstændig ret.

Albummet var mesterligt, da det udkom, og det er mesterligt ved genhør i dag. Det er også uden den mindste tvivl det Cardigans-album, jeg hører oftest.

I efteråret 2018 var jeg med blogbroder Fez på Mejeriet i Lund for at se The Cardigans, der denne aften kaldte sig Las Rebecas og ”hemmeligt” fejrede 20 års jubilæum for albummet ’Gran Turismo’, som de spillede i sin helhed. Men som sangene også beviste den aften, så kan de ikke hamle op med det materiale, der ligger på ’Long Gone Before Daylight’ – og de har slet ikke den samme holdbarhed i dag.

Da de spillede i Store Vega en efterårs-mandag i 2003 var det også nye sange som ’Communication’, ’And Then You Kissed Me’, ’You’re the Storm’ og ’Live and Learn’, publikum var kommet for, mens hits som ’Lovefool’ og ’Your Favorite Game’ slet ikke ramte med samme kraft.

Fordi ’Long Gone Before Daylight’ musikalsk og sangskrivningsmæssigt er The Cardigans på toppen. En melankolsk breakup-plade, modent spillet, afdæmpet og enormt lækkert produceret af Per Sunding i primært Tambourine Studios i Malmø.

Et par af sangene er sågar mixet i Medley Studios i København, bl.a. hittet ’For What It’s Worth’, der stadig er en helt fænomenal sang.

Da jeg interviewede dem dengang i 2004 skete det på et hotel i Malmø, hvor fire af de fem bandmedlemmer igen boede efter en årrække i Stockholm.

Oprindeligt stammer de fra Jönköping, men flyttede i 94 til Malmø og udsendte debutalbummet ’Emmerdale’, som hurtigt blev fulgt op af både ’Life’, ’First Band on the Moon’ og ’Gran Turismo’. Men de var også slidt op og på randen af et brud efter en eksplosiv opstigen på hitlisterne og et udmarvende turneliv, og det lagde de ikke skjul på i interviewet, der tog udgangspunkt i den koncert, de spillede som hovednavn på Orange Scene på Roskilde Festival i 2003 – efter ’Long Gone Before Daylight’.

– Det er det største, et skandinavisk nogensinde band kan opnå, sagde bassisten Magnus Svenningsen.

– Da vi kom ud og spillede ’Communication’, satte jeg mig på podiet og kiggede ud. Der var lys fra lightere over det hele. En kilometer væk! Det var så cool. Det tog os 12 år at nå fra Jönköping og dertil, men da tænkte jeg, at vi havde opnået alt, hvad vi overhovedet kunne ønske, fortalte bassisten.

Om den nye plade og den nye mere countryinspirerede lyd uden et hit på niveau med ’Lovefool’, der især efter at være blevet brugt i Baz Luhrmanns ’Romeo & Juliet’-film blev et kæmpehit, sagde Nina Persson:

– Vi vidste, at vi sikkert ikke havde et hit i ’Lovefool’-størrelse på pladen, men vi følte, at vi havde noget lige så godt. Og det er ikke nogen ukommerciel plade, så det føltes ikke som at sætte alt på et bræt.

Magnus Svenningsen igen:

– Der gik tre og et halvt år, fra vi startede, til vi var det største internationale band i Japan. Større end Madonna og Michael Jackson efter vores anden plade. Det er svært at følge med i sådan en proces, og i 1999 og 2000 var vi meget tæt på at stoppe. Så lige nu er vi egentlig bare forundrede over, at vi stadig er sammen og faktisk er mere tætte end nogensinde før.

Keyboardspilleren Lasse Johansson:

– Da vi begyndte, skulle det hele gå så hurtigt fra den ene plade til den næste. Vi har aldrig helt rigtigt opfattet, hvad egentlig skete. Vi har bare halset bagefter. Men efter pausen kom vi tilbage med en anden kærlighed til musikken og bandet. Vi tog kontrol med processen og tempoet og bestemte os selv for at fortsætte, lød det fra Lars-Olof ’Lasse’ Johansson.

The Cardigans arbejdede på ’Long Gone Before Daylight’ i mere end tre år og havde på udgivelses-tidspunktet ikke de store forventninger til salgstal i millionklassen, som det skete med ’First Band on the Moon’ og ’Gran Turismo’.

– Det kan også være, at vi sælger to millioner eksemplarer af denne plade – bare over længere tid. Det er stadig sjovt at spille den, selvom det er naturligt, at det bliver lidt trættende at spille de samme numre aften efter aften, sagde Magnus Svenningsen – og så faldt de vise ord.

– Men den her plade har tilsyneladende en længere levetid end de forrige album.

Og så fortsatte bassisten:

– Vi spiller bedre nu end tidligere, og jeg har for eksempel lært at spille bas! Efter ti år. Da vi besluttede os for at indspille pladen, havde vi mange livesessions, hvor vi spillede sammen. Vi forsøgte at blive et godt liveband allerede i studiet, sagde han.

Det lykkedes ganske godt. Fra den første gang, jeg så dem på Roskilde i 1995, til koncerten igen på Roskilde i 2003 og senere på Vega var udviklingen enorm.

Og selvom jeg holdt enormt meget af at spille deres indiepopsange som ’Rise & Shine’, ’Carnival’ og ’Lovefool’ en fredag nat på Boogies, så er det sangene fra ’Long Gone Before Daylight’, der står klart stærkest i erindringen i dag.