Jeg gemmer nok lidt for meget …

Det tænker jeg og mine hjælpere i hvert fald mere eller mindre højlydt, når flyttekasserne er blevet pakket og pakket ud, båret ind og ud, op og ned.

Omvendt kan jeg simpelthen ikke se, at jeg har gemt for mange af mine koncertbilletter, t-shirts eller andet merchandise, når jeg kigger i kasserne. Tværtimod.

Så ærgrer det mig i stedet, at jeg ikke kan finde min Dolly Parton-tshirt fra koncerten i Horsens, eller armbåndet fra mit første Roskilde Festival-besøg. Eller billederne fra Gnarls Barkley-koncerten i New York – eller alle de pressemeddelelser, jeg har smidt ud.

Hvorfor? Tja, det har jeg opgivet at finde ud af. Sådan er det bare.

Musik interesserer mig, musikhistorie interesserer mig, billeder og fysiske ting interesserer mig. Æstetikken i det hele interesserer mig. Formidling og deling interesserer mig, og jeg opsøger jo selv alt muligt, der har med musik at gøre.

Og så elsker jeg folk, der samler. På plader eller alt muligt andet, der er relateret til musik. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har gemt gamle, hullede, tyndslidte t-shirts med et eller andet bandnavn på …

Det vil godt nok også høre til sjældenhederne, hvis jeg ikke har tjekket, hvad et band sælger i merch-boden til koncerterne. Plader og t-shirts/sweatshirts er det klassiske, men f.eks. plakater, caps og muleposer er også standard mange steder. Og så er der alle de skøre, sjove eller vilde ting. Dem har jeg selv nogle stykker af (men ikke nok, naturligvis).

Jeg har f.eks. en White Stripes-grammofon!

Jeg kender folk, der har instrumenter, dukker, smykker. Jeg har også et par White Stripes-plastikkameraer …

Jeg har også en plastik-theramin og en såkaldt Stylophone med nodehæfte til, så man kan lære et par af Raconteurs-melodierne.

Det er gimmicks, ja, men samtidig er det også ting, der passer godt ind i det univers og den æstetik og de temaer, som Jack White og co. i forvejen hører til. Det fysiske frem for det digitale og det lidt barnligt/naive. White Stripes-pladerne er også indspillet temmelig lofi og med billige instrumenter, og det har altid været filosofien, at sangene er vigtigere end udstyret.

Og jeg kan sgu godt grine lidt af de her ting, for det er fandme åndssvagt. Men det er også sjovt fundet på. Jeg elsker merchandise!

På min Instagram-profil vil jeg den kommende tid lave en masse opslag med alt muligt musikrelateret, så følg endelig med. Og tip mig gerne om gode profiler til den slags, også gerne dit eget skøre merch!

https://www.instagram.com/snabrocks/


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.