26 års Roskilde-favoritter

Tysk-tyrkiske Derya Yildirim var mit højdepunkt på årets Roskilde Festival, og hun ryger dermed ind som den 26. på listen over “årets højdepunkt” siden min første rigtige Roskilde i ’95.

På Bloggers By Choice har vi lavet lister og gennemgange med den slags, og dem har jeg samlet herunder.

Når jeg kigger på dem nu, så er mange af favoritterne vist ikke DET deciderede højdepunkt, men blot et af dem. Det er indimellem en følelse af, at koncerten bare var “rigtig”. Den rigtige kunstner, på det rigtige tidspunkt, på den rigtige scene.

Det veksler mellem den samlende begivenhed på Orange, musikalsk himmelflugt og en helt personlig og forløsende oplevelse på en mindre scene.

Der er øjeblikke, hvor man bare skal huske sig selv på, at man var heldig at være der på det helt rigtige tidspunkt i en kunstners karriere eller den første koncert i Danmark. “I was there”-øjeblikket. Daft Punk på DeeDay, Fontaines D.C. på Pavilion, Disclosure på Apollo. For den oplevelse kan man aldrig få igen.

Metallica eller The Weeknd på Orange er noget andet. Det er blot en af mange af den slags koncerter med dem. Men det var stadigvæk godt.

2023: Derya Yildirim & Grup Simsek, Gloria
Tysk-tyrkiske Derya Yildirim reddede nærmest Roskilde Festival for mig i år. Efter et hav af middelmådige og/eller skuffende koncerter mødte jeg endelig den oplevelse, der gør det hele værd. Inde i Glorias mørke spillede hun og bandet Grup Simsek helt vidunderlige sange med rødder til den anatolske højslette og den psykedeliske musik, der har så fin en tradition i Tyrkiet. Lange passager med tungt groove og syrede keyboardflader. Der var fløjte og guitarsoli, der var Derya Yildirims både smukke og tunge Baglama-spil – og naturligvis sange på tyrkisk, som jeg ikke fattede en skid af. Men stemningen i mixet af folk, rock og psykedeliske toner talte sit eget enormt musikalske sprog.

2022: Robert Plant & Alison Krauss, Arena
2022 sniger sig vel kun lige ind i top 25 over de musikalsk set bedste af de 25 Roskilde Festivaler, jeg har oplevet. Men vi var der endelig igen. Og så var der Robert Plant og Alison Krauss. Så majestætisk, så musikalsk. Så roligt, underspillet og kontrolleret. Hele koncerten, men især versionen af Led Zeppelin-klassikeren ‘The Battle of Evermore’. Alt var afsindigt velspillet – stramt og afdæmpet, ikke mere larmende, end sangene havde brug for. Men det mest overlegne var Robert Plants vokal. Hvordan den mand i så høj en alder kan synge så godt, er ubegribeligt. Og Alison Krauss, ja, hun kan synge og spille violin, så tårer flyder, hud leger gås, og nakkehår stritter. Læg dertil god lyd og publikums kærlige modtagelse, og samlet har man en af den slags aftener, der gør, at lysten til at tage af sted stadig eksisterer.

2019: Fontaines D.C., Pavilion
Pavilion! Hvor vil jeg dog savne den scene. Alle de små koncerter med nye bands, som man ofte ikke har set før på dansk grund. Som Fontaines D.C. denne sene onsdag aften. Ærgerligt, at rock og bands ikke rigtig er en ting på Roskilde længere, for det lød ellers, som om det var aldeles nødvendigt for irerne at stå på lige netop den scene lige netop den aften. Og det virkede på publikum, som om det var aldeles nødvendigt for dem at være foran lige netop den scene den aften. Poesi og indædt rockmusik, noget på spil, energi, rastløshed. En masse følelser var i spil, og publikum var med hele vejen til de levende sange fra debutalbummet. Hold op, hvor vil jeg savne lige præcis den slags aftener lige præcis det sted.

2018: Thee Oh Sees, Pavilion
Ja, måske var David Byrne rent faktisk den bedste koncert, men indimellem er en koncert bare den helt rigtige på et givent tidspunkt. Og det var Oh Sees torsdag hen mod midnat på en velpakket og festklar Pavilion-scene. Energisk, to trommeslagere i front, i gang før tid og en toptændt styrmand i John Dwyer, der virkede, som om han kunne spille potent og højoktan rockmusik i timevis. I stedet blev det til en times destilleret, sjælerensende smadderrock lige i fjæset. Tak for det.

2017: The Weeknd, Orange
Det er sjovt, som de seneste festivaler ofte står svagest i erindringen. Alligevel vover jeg den påstand, at 2017 ikke var noget stort Roskilde-år. På trods af Den Sorte Skoles eminente proghop på Orange og The Weeknd. Måske skal tingene bare være helt friske eller lagret endnu længere tid i hukommelsen, før man kan kaste sig ud i en øvelse så abstrakt som at kåre det års bedste koncert. Nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg oplevede The Weeknd folde sig ud på Orange med en af de koncerter, der samlede ungdommen. Det var godt, det var hit på hit, kids’ene sang med og dansede. Der var andre fine oplevelser, men jeg tror faktisk, jeg altid vil huske den koncert. Fordi den bare var rigtig.

2016: Anderson .Paak, Apollo
Grime og hiphop fyldte godt i 2016. Stormzy, Skepta, Schoolboy Q. Ikke mindst Stormzy var virkelig god. Anderson .Paak er også rundet af hiphop, men ikke den barske boligbloks-hiphop, som Stormzy … kan man egentlig sige berapper i stedet for besynger?? Det er mere sådan en solbeskinnet, tilrøget konservatorie-hiphop. Det bliver det ikke dårligere af. Tunge beats, festligt, soulfuldt og funky hele vejen igennem. Gennemført musikalsk, medrivende og til sidst væltede han og bandet The Free Nationals Apollo-pladsen med ’Am I Wrong’ og Bowies ’Let’s Dance’. Gåsehuden kom spurtende ind fra siden og væltede mig som en flok efterskoleelever i kæde på vej from mod scenen til Dizzy Mizz Lizzy.

2015: Jungle, Avalon
Den der dumme oplevelse, når man tror, man sagtens kan få en god plads, fordi der sikkert ikke er ret mange, der kender dem … Doh! Slår mig på panden. Det er jo Roskilde-publikummet, for pokker! De skal nok være der. Og det var de godt nok også til Jungle en skøn sommeraften på Roskilde, der her ellers vil huskes for King Gizzard &the Lizard Wizard og endnu et stærkt svenskerår (Goat, Thåström, First Aid Kit og Veronica, åh Veronica Maggio). Selv uden for teltet lød Jungle fantastisk, nærværende og inkluderende. Det var umuligt at stå stille til deres groovy soulmusik med ekskursioner til disco, elektrofunk, acid jazz og Stereo MC’s-land. Ærkebritisk soulmusik. Sexet ad helvede til. Et langt, groovy forspil eksploderede til sidst.

2014: Jason Isbell and the 400 Unit, Pavilion
Altså, der er jo ingen grund til at skrive mere om Jason Isbell. Jeg tænker, at andre fra blogholdet nok skal vælge koncerten med ham og det eminente band The 400 Unit på Pavilion som årets bedste. I stedet må det blive noget om Damon Albarn, der var fuldstændig eminent på Grøn. Problemet er bare, at jeg har set ham endnu bedre. Jo. Det har jeg. I Royal Albert Hall. Det var ud af denne verden-godt. Og det skal de andre bloggere nok også fortælle om …

Well, Jack White var der selvfølgelig også. Stensikker kvalitet. Og Systema Solar festede, mens Stones rockede på Orange. Og Spids Nøgenhat peakede dette år. Og Atomic Band. Og … Nå, så bliver det altså alligevel Isbell. Alt var perfekt. ’Southeastern’ var godt nok et år gammel, men stadig frisk. Og for mig var Isbell også frisk – som én, der ikke havde dyrket Drive-By-Truckers mere end perifært (ja, undskyld!). Der var ikke alt for mange mennesker på Pavilion, det var så amerikansk som 4. juli (under Obama, ikke Trump), det lød fremragende, og sætlisten var – bortset fra den irriterende røvballe ’Super 8’ som lukker – helt perfekt. Groft sagt de bedste Isbell-sange, de bedste Drive-By Truckers-sange, coversange af Stones og Candi Staton. Det var tæt på magi. Og de spillede, som om de storgrinende forinden havde spist en Dixie Burger uden for i solen og kigget på Roskilde-piger i sommerkjoler. Var der tårer? Åh, ja! Smid så lige oveni, at vi efterfølgende kunne grine af, at B.T. åbenbart havde set Amanda Shires på scenen, selvom hun sad hjemme i USA. Fra tårer til grin. Perfekt!

2013: Disclosure, Apollo
Metallica gav totalt mening som hovednavn på Orange. Ukrainske Dakhabrakha gav totalt mening som verdensnavnet, man kun oplever på Roskilde. Kvelertak, Queens Of The Stone Age, David Lindley … Men alligevel er det Disclosure, jeg husker klarest. Fordi alt gav mening den solskinsaften på Apollo. Og fordi ’White Noise’ og ’Latch’ var så store sange den sommer i 2013, og det rislede ned ad rygraden, da Disclosure toppede en allerede fremragende koncert med de to numre til sidst, for store sange på en festival er noget af det smukkeste, der findes. Det var let og elegant housemusik med masser af pop og masser af bas. Det var melodisk, kids’ene havde en fest, de to brødre havde en fest, vi havde en fest med afslappet, veludført og restrospektiv house/UK garage midt i tid, hvor dubstep og effekter var skruet op på mere end 11.

2012: Alison Krauss and Union Station feat. Jerry Douglas, Arena
Smukt, rørende og dygtigt ud over alle grænser. Ikke underligt, at tårerne piblede frem under Alison Krauss-koncerten på Grøn. Hun synger, så englene bukker hovedet, løfter en undskyldende vinge og langsomt moonwalker baglæns ud af billedet. Og sådan sang Alison Krauss også denne eftermiddag. Og bandet … Jerry Douglas. Dan Tyminski. Hold nu bare op, ik’! Det er jo ikke retfærdigt at være så dygtige. Altså, teoretisk set kan man jo godt stille et hold, der kan besejre Messi, Ronaldo, Salah, Iniesta og Neymar i en five-a-side, men … I et fremragende Roskilde-år med soulfulde Bruce Springsteen, eminente Jack White, festlige Bomba Estéreo, groovyhårde DevilDriver, rå Refused og marathonløberne i The Cure, strålede Alison Krauss bare en lille smule mere inde under teltdugen. Og ja, jeg gik af en eller anden grund glip af Punch Brothers …

2011: Foals, Arena
Foals var en af festivalens helt store overraskelser. For nok havde jeg set dem spille et særdeles svedigt sæt på Loppen efter debutpladen, men at de med deres funky indie rock i den grad kunne rykke store Arena rundt, havde jeg overhovedet ikke regnet med. Men englænderne spillede vanvittigt tight, og det hele swingede, så man ikke kunne undgå at blive i godt humør. Den perfekte opvarmning til at blive revet det sidste stykke rundt af Chase & Status lidt senere på førstedagen af en i det hele taget dejlig udgave af festivalen med en masse glad festmusik.

2010: Prince, Orange
Læste med nogen undren de lidt forbeholdne anmeldelser efter Princes kæmpekoncert på Orange, for den koncert står for mig som en af de største, jeg har oplevet på den svære scene. Det var gennemført musikalsk, han viste hele repertoiret med sang, guitar, dans, performance. Og den ene store sang efter den anden, leveret så funky, at selv hans hvide sparkedragt så tjekket ud. Det var storhed i egen, lilla person.

2009: The Whitest Boy Alive, Arena
Uha, det var godt nok rart. På deres egen nørdede, varme måde formåede Erlend Øye og co. at spille solskinnet helt ind i sjælen. Behageligt funky, stilsikre og samtidig imødekommende festlige fik de arbejdet sig fra en svær indledning til en stor afslutning, som de glade gæster på Grøn havde svært ved at lægge fra sig. Og nu har jeg så endelig fundet ud af, hvorfor jeg ikke så Madness samme aften, for de overlappede jo hinanden.

2008: Magnetic Man feat. Benga & Skream, Cosmopol
Endelig! Endelig noget basmusik på Roskilde. Og før, dubsteppen blev udvandet af bulder, brostep og store drops efter 55 sekunder. Benga og Skream fik det hele til at ryste med basmusik, der ramte midt mellem festen og fremmedgørelsen. Det var satme smukt, selvom Cosmopol-teltet vel knap var halvt fyldt denne lørdag nat. Og så skal det lige tilføjes, at Robyn aftenen før samme sted var lige så overvældende. Hold da op for en popfest.

2007: The Who, Orange
Aldrig har jeg været så ynkelig på Roskilde. Det enerverende regnvejr var så deprimerende, at jeg tilbragte hele fredagen på sofaen hjemme i København, halvdelen af tiden veltilfreds og den anden halvdel af tiden på vej afsted til Smatten til et fantastisk fredagsprogram. Men det blev lørdag, før jeg kom af sted, og da reddede The Who min festival med en omgang sejlivet rock og rul, som end ikke Roger Daltreys rustne vokal kunne ødelægge oplevelsen af. Det var sgu stort. Musikhistorie for åben skærm. Red Hot Chili Peppers kunne heller ikke ødelægge oplevelsen af et – trods regnen – stort musikår, selvom de forsøgte med alle midler.

2006: Happy Mondays , Metropol
Der tog de eddermame godt nok fusen på os. Os, der havde fravalgt Bob Dylan på Orange og valgt håbet om bare en smule Madchester-fest fra et ellers for længst hedengangent band. Men tak skæbne, hvor danserocken stadig sad lige i galskabet. Duracell-kaninen Bez drønede rundt og raslede med sine maracas, mens Shaun Ryder var stenet, sprutdrikkende og snøvlende. Alt var altså i udgangspunktet, som det skulle være. Og det hele blev leveret yderst veloplagt af et tight band, der fra ’Loose Fit’ over ’Kinky Afro’ og ’Step On’ til ’24 Hour Party People’ tydeligvis spillede bedre i 2006, end dengang stofferne havde magten 15-20 år tidligere.

2005: Brian Wilson, Orange
2005 var ikke noget stort år. Foo Fighters, Green Day og Snoop Dogg var f.eks. det rene gøgl på Orange, og freak-folkeren Devendra Banhart rendte rundt i smart Adidas og var langt fra sit påtagede hippie-image. Men Brian Wilson var kommet så meget til hægterne i sin langsomme tilbagevenden til en form for virkelighed, at det var en bevægende oplevelse at slutte søndagen med den skrøbelige mands solskinspop og fraværende bevægelser. Det var stort at høre ’Smile’, ’Good Vibrations’, ’Barbara Ann’, ’Fun Fun Fun’, ’Sloop John B’, ’Wouldn’t It be Nice’, ’Surfin’ USA’ osv.

2004: Love Shop, Odeon
Man vidste kun, at det ville blive sidste Love Shop-koncert i lang tid, men man frygtede, at det ville blive den sidste i det hele taget. Fem år skulle der gå, før Jens Unmack og co. var på banen igen. Uden Hilmer Hassig. Og opbrudsstemningen lurede denne nat, hvor Love Shops sange måske blev spillet lige en tand mere indædt og i hvert fald modtaget mere følelsesladet end nogensinde før. Bifaldet blev ved længe efter koncerten, og resten af natten sang vi ’Love Goes on Forever’ igen og igen. Og.

2003: Jah Wobble & Bill Laswell, Ballroom
Charmerende fulde Beth Gibbons og ulvehylende Bonnie Prince Billy nåede jeg i det mindste, men ellers arbejdede jeg alt for meget og så alt for lidt dette år. Desto federe var det endelig at have fri søndag, ture rundt og shoppe musik. Bl.a. ved at stikke hovedet ind i Ballroom og blive der, fuldstændig opslugt af Jah Wobble og Bill Laswell, som drone-dubbede den hårdt i en time. De spillede kun et nummer, der bare blev ved og ved og ved. Men det var både bjertagende og befriende. Stress væk, og solen skinnede endda vist nok. Det blev en god søndag.

2002: New Order, Orange
Nej, White Stripes gav ikke festivalens bedste koncert. Det er selvfølgelig hårdt at måtte erkende, for selv om det var verdens bedste band dengang, var der bedre ting i 2002. Erykah Badu. Kaizers Ochestra. Jaga Jazzist. Og ikke mindst to brit-orkestre lige efter hinanden på Orange lørdag aften. England var naturligvis allerede ude af VM i fodbold før søndagens finale, men New Order og Primal Scream holdt den britiske fane højt. Også selvom New Order ikke spillede verdens næstbedste fodboldsang, ’World in Motion’. Men de åbnede med stærkt underkendte ’Crystal’ og lukkede med verdens bedste nummer, ’Blue Monday’. Og indimellem var det bare fremragende. Ikke mindst, fordi New Order igen spillede Joy Division-numre og gav en håndfuld af de største. Som jo også er verdens bedste numre. Med tanke på den ynkelige Bad Lieutenant-koncert i 2010 står denne aften som ren magi. En energisk Peter Hook gav den med bredstående og lavthængende, og så gjorde det mindre, at de ikke ramte den helt på verdens bedste nummer, ’True Faith’. Eller i det hele taget ikke ramte alle toner så perfekt som Yngwie Malmsteen. Det var alligevel ikke pointen med New Order. Bagefter gav Primal Scream så en lektion i, hvordan et rockorkester spiller techno med et kompromisløst bombardement af aggressiv skærebrændertechno og svedig rock’n’roll. Tilsat Kevin Shields på guitar. Uha, det var en stor brit-aften. Og næste dag trynede verdens bedste fodboldspiller, Gamle-Ronaldo, tyskerne, mens 10.000 Roskilde-gæster jublede (ikke tyskerne, selvsagt).

2001: Nick Cave & The Bad Seeds, Grøn
Husker forbavsende lidt fra 2001. Men mindes det heller ikke som noget stort år. Der var skruet ned på de elektroniske elementer, hvis egne scener nu var helt væk. For mig var det et rockår med indienavne som Grandaddy, Arab Strap, Magnetic Fields m.fl. Neil Young var naturligvis fantastisk – men vi havde også varmet eminent op med Nick Cave, som jeg har set mange gange efterhånden. Men aldrig bedre end denne magiske fredag aften på Grøn. Vagterne var meget påpasselige med ikke at lukke for mange folk ind i de nye post 2000-båse, så vi havde masser af plads oppe foran, hvor vi kunne se gal- og vildskaben lyse ud af øjnene på Blixa Bargeld, Warren Ellis og Mørkets Fyrste himself.

1999: Metallica, Orange
Kan se på programmet, at det lykkedes mig at gå glip af f.eks. Bob Hund, Blonde Redhead, Wilco, Al Green og Echo & The Bunnymen. Men Metallica var ondt! Et hovednavn, der fungerede på Orange. Med hits og tunge covers fra den aktuelle ’Garage Inc’. Og ikke mindst husker jeg, hvordan vi på vej tilbage til lejren passerede en af vores kammerater i alvorlig samtale med en u’lænding, som han hovedrystende og med løftet pegefinger belærte, at ’no, no, no, sausage is a completely different thing!’ Det var den eneste sætning, vi opfangede, og ingen har siden kunnet opklare, hvad den samtale gik ud på.

1998: Portishead, Grøn
Planen gik ud på at undgå ethvert ord om Laudrup, Ebbe Sand, Nigeria og VM-kampen i Paris og derefter styrte ud i bilen og køre uvidende om resultatet hjem til Fyn for at se kampen på vhs. Det lykkedes på samme magiske vis, som det lykkedes Beth Gibbons og Portishead at trylle på Grøn. Hendes stemme blæste os alle sammen omkuld og toppede et år, der endda bød på Kraftwerk, Beastie Boys, Iggy Pop og en ondskabsfuldt god Primal Scream-koncert i et skønt RF-fodboldår. Og vi nåede Fyn uden at vide, at Danmark havde vundet 4-1. Videoen i gang, op med en reparationspils, og alt var godt. Og en uge på Midtfyns ventede forude.

1997: Daft Punk, Deeday
Endnu et fantastisk år. Og aldrig har jeg danset så meget – hvilket ikke siger ret meget, når man ofte har været plaget af ’knæskader’ i baren – som til Daft Punk. Clubmusikken peakede, Paris var the shit (la merde?) på den tid, Daft Punk var endnu ikke anonyme bag hjelmene, og de havde hits. Alle dansede alene. Det var storslået, befriende og bare gennemført godt. Kun Isaac Hayes’ frelsende solskinssoul søndag kom i nærheden af at matche Daft Punk ovenpå tre dages blæst, regn og kulde.

1996: Neil Young & Crazy Horse, Orange
Mener, at jeg hoppede ret højt og grinede meget foran en rekordstøvet (og røget) Orange til Cypress Hill. Og selvom jeg også havde store øjeblikke til indierock og elektronisk musik som Moloko, Moby, Leftfield, LTJ Bukem, Alex Reece og Underworld, så er det uden diskussion den sammenbidte bonderøv med guitaren, der står klarest her 16 år senere. Neil Young. Jeg aner ikke, om han var bedre før eller siden på RF, men denne aften var han stålsat. Og ikke ret talende … Han sluttede – troede vi – med ’(Why do I keep) Fuckin Up’, men han og de skøre heste gik på igen og spillede, spillede og spillede, indtil han havde rocket verden fri. Tror aldrig, jeg har hørt en bedre rockkoncert. Og så synes jeg i øvrigt, at det ene kvarter med Sex Pistols var fedt!

1995: Veruca Salt, Blå og ”Den Store Sprint”
RF-debuterede alt for sent. Efter at have aftjent Midtfyns-værnepligt i ni år med Runrig og Gnags spænede jeg desperat rundt for at nå det hele. Især om fredagen. Der var vist cirka halvanden kilometer fra de afsidesliggende Gul/Rød til Grøn … Jeg ræsede fra These Animal Men på Blå til Jeff Buckley på Rød. Løb rørt videre til Sinead O’Connor på Grøn og ankom for sent til Love Shop på Gul. Løb igen gispende på tværs af pladsen til forrygende Oasis på Grøn, fandt kammeraterne til højre (altid til højre), spurtede tilbage til Blå og umanerligt dejlige Veruca Salt. Nåede også stakåndet hjem til højre på Grøn og Cranberries en time senere. Så var det depritid med smukke Cure, hoppetid og spas med Offspring. Og videre til Freakpower, Supergrass og Goldie. Jeg blev vist aldrig helt fuld den fredag. Husker også tydeligt bålene og Prodigy, der bragede solen frem søndag morgen. Og Massive Attacks lange, megastenede soundsystem-session torsdag, hvor det ikke gjorde noget, hvis man lige smuttede en time eller en halv for at høre R.E.M. eller Ben Harper. Jeg rejste hjem træt og meget lykkelig.