Sporadiske, udvalgte nedslag i musikdøgnet:
NY SANG Irerne kan mange ting med rockmusik lige for tiden. Og der er mange andre end Fontaines D.C. og Murder Capital – der er f.eks. også Sprints, som har udsendt en ny single. Også den er god, skønt lille band.
LISTE NME har rangeret alle Talking Heads-album og er nået frem til, at ’Remain in Light’ er det bedste. Det kan man sagtens mene. Man kan også mene, at ’Speaking in Tongues’, der er listet som næstbedst, er det bedste. Eller at ’Fear of Music’, der er nummer tre på NME’s liste, i virkeligheden er det bedste. Men de andre fem kan aldrig være andet end nummer fire til otte. Faktum.
MEDIER Niels Fez anbefaler i sit ugentlige nyhedsbrev at lytte til P3 Soul. Det vil jeg også gerne gøre. Og der er altså ikke tale om et program på DR, du ikke lige har opdaget, nej, det er selvfølgelig på svensk P3, hvor værten Mats Nileskär med tyk skånsk accent fortæller om sort musik og interviewer alle tænkelige stjerner. Jeg har kun lyttet sporadisk de seneste år, men Fez har lyttet med siden 80’erne. Læs hans anbefaling her.
NY GAMMEL MUSIK Henrik Olesen har udgivet en EP med tre sange fra nogle firespors-optagelser tilbage i 1986 med den daværende Greene-bandkollega Jens Unmack. De har før været tilgængelige, men nu er de blevet mastereret og udgivet i den form, Olesen havde tænkt sig, skriver han på Facebook.
NY SANG Hollandske Pip Blom har netop udsendt endnu en fin single. Det er tredje forløber for albummet ’Bobbie’, der udkommer næste måned. Pip Blom (både bandnavn og navnet på sangerinden) er et godt eksempel på, at det kan betale sig at kigge med andet end de sædvanlige UK/US-briller for tiden. Der er masser af spændende indie/rocknavne rundt omkring i Europa.
NY SANG Spanske Melenas har udsendt en single, og den slags kommer der sjældent noget dårligt ud af. Heller ikke denne gang. Nyt album udkommer 29/9.
KONCERT Brooklyn Vegan har en stribe billeder fra Morgan Wades koncert i Lille Vega i fredags – en koncert, der var den amerikanske countrysangers turnepremiere. Se dem her.
PLAYLISTER Det virker, som om det er formålet for mange musikere i disse tider at komme på de store playlister som New Music Friday på Spotify. SÅ er lykken gjort! Men hvad er effekten af at komme på lister med ny musik egentlig? Jeg ved det ikke, men jeg har en tanke om, at den er aftagende. Et par eksempler:
marcus.wav’s ’Måske ta’r jeg fejl’ er listet som nummer 14 på den danske New Music Friday, og her fem dage senere er sangen spillet 14.000 gange. Når man ned omkring nummer 40 på listen, er der danske sange, der blot har 2-3000 afspilninger, og nede som nummer 80 ligger Maria Montells ’Er vi okay?’, der endnu ikke har rundet 1000 afspilninger på spotify. Det køber man altså ikke mange Volvoer for.
Så er der eee gee, som har fået jublende anmeldelser i Politiken og Gaffa for sit nye album – og generelt en masse omtale i hypemedierne. Hun har fået tre sange med på den danske New Music Friday-liste. De to lavest placerede har omkring 10.000 afspilninger, mens ”prioriteten”, ’Promise to Pick up the Phone’, har rundet 50.000 afspilninger. Og det interessante med den sang er, at den faktisk også var placeret på den amerikanske New Music Friday (som nummer 89). Og videoen har blot 1600 afspilninger på YouTube. Det er en fin sang, eee gee er en virkelig dygtig sanger og sangskriver, men blot 50.000 afspilninger ved at være på New Music Friday i USA? Der skal åbenbart mere til. Nogle gange går der faktisk i bedste damptogs-stil noget tid, før en sang får momentum, så den kan stadig nå at rykke. Men min generelle tanke, når jeg kigger på lister som New Music Friday:
Der bliver simpelthen udgivet for meget musik. Det meste fiser ud i ingenting, der mangler filtre, der mangler kvalitetskontrol, der files for mange musikalske kanter, og algoritmerne snævrer det hele ind, og de lister bliver mere og mere ligegyldige. Musikken lever andre steder. Men den lever også på hitlisterne. Kommer man først ind på f.eks. Spotifys top 50, er der en solid chance for at få det momentum, som ikke kommer af New Music Friday alene.
NYT ALBUM I fredags udsendte Love Shop singlen ’Synd og Skam’, og i går annoncerede de så officielt, at der udkommer et album i oktober med titlen ’Blues Europa’ – og coveret ser således ud:

NY SANG De var et af årets Roskilde-højdepunkter med deres vrede hardcore, og den stil fortsætter Soul Glo på deres nye single med titlen ’If I Speak (Shut the Fuck up)’. Jeg holder bare kæft og hopper ind i væggen.
VIDEO Beach Fossils er et godt band – der også lytter til gode plader. Det er konklusionen efter at have set seneste episode af pladebutikken Amoebas ’What’s in My Bag?’-serie. Beach Fossils-medlemmerne køber plader med både Frank Sinatra og Black Sabbath. Men der er også plads i pladeposen til Felt, Modern English, The Smiths, The Associates, The Verve m.m. Det er ALTID sjovt at se/læse/høre, hvad bands lytter til og få deres ord om valgene.
NY SANG Der kommer nyt album fra Allison Russell på fredag, og der er landet endnu en smagsprøve fra den rootsy sanger, ’Demons’:
LISTE Forleden var det Rolling Stone, der kårede de 30 bedste sange med Arctic Monkeys, men det kunne Paste Magazine ikke have siddende på sig, så de har kåret de 40 bedste sange med Arctic Monkeys! Og den ser noget anderledes ud med ’Cornerstone’ i top, mens ’ No. 1 Party Anthem’, der ifølge Rolling Stone er den bedste, slet ikke er med på listen, hahaha. Det er bare lister!
NYT ALBUM Man kan jo ikke finde Neil Young-plader på streaming-medier som Spotify, men den gamle rebel lægger stadig sine sange på YouTube. Og hans seneste livealbum med titlen ‘Odeon Budokan’ har jeg samlet i denne playliste, så det bare er at trykke ”play” én gang, så kører det:
HITLISTER Hvad har disse ti store navne til fælles?
- Nirvana
- Metallica
- Sex Pistols
- Talking Heads
- The Cure
- Jimi Hendrix
- The Who
- Black Sabbath
- Steely Dan
- Bruce Springsteen
Svaret er ifølge Far Out Magazine, at de aldrig har haft en single helt i toppen af hitlisterne i hverken US eller UK. Så meget for hitlister.
COVER-VERSION Sally Shapiro har lavet en flot version af Pet Shop Boys’ ’Rent’:
JUBILÆUM Apropos Pet Shop Boys, så er det i dag 30 år siden, de udsendte en sang med titlen ’Go West’:
JUBILÆUM Det er i dag også 30 år siden, Paul Weller udsendte det, man meget let kan argumentere for, er hans bedste album, nemlig ’Wild Wood’.
ÅRETS SOMMERSANGE Jeg ved ikke præcist, hvordan Billboard er nået frem til denne liste over de fem største sommersange i USA, men det er baseret på streaming og salg. Med to countrysange i top, nemlig fra Morgan Wallen og Luke Combs, mens Rema feat. Selena Gomez, Miley Cyrus og Lil Durk star bag de tre andre hits. Det var ikke de sange, jeg selv hørte hen over ”sommeren”.
ARTIKEL Men apropos countrysange, så har Rolling Stone lavet en artikel om genrens dominans i USA netop nu. Det er navne som Zach Bryan, Morgan Wallen, Luke Combs, Hardy, Bailey Zimmerman, Jelly Roll og naturligvis Taylor swift, der streames mest – og ikke de kontroversielle sange med Jason Aldean og Oliver Anthony, hvis hastige fald på hitlisterne ikke får den samme omtale som deres opstigen. Og grunden til countryens øjeblikkelige popularitet skyldes ifølge artiklen nye unge countryfans, samt at de ældre radiolyttere er begyndt at streame mere. Der er SÅ mange forskellige faktorer bag hitlisternes udseende, og man kan tolke dem, som det passer ind i ens eget narrativ.
NY SANG The Coral har sendt endnu en single på gaden fra det kommende album. De lyder stadig, som om de burde have levet for 50-60 år siden. Fint med mig. Træk vejret, lad tankerne vandre:
LISTE Bedste debutalbum? Det er en klassiker blandt listefolk, men Paste har givet den et forfriskende løft ved at kigge på album fra dette årtusinde og altså udelukke alle de klassiske plader fra Jimi Hendrix, The Smiths osv. Sjovt nok er de nået frem til, at Madvillains (MF Doom og Madlib) abstrakte hiphop-mesterværk ’Madvillainy’ fra 2004 er det bedste foran SZA, Billie Eilish, Fleet Foxes og Avalanches. Der er mange gode plader på den liste, der er næsten lige så skizofren, som den slags lister bør være. Der er også mange mindre gode, f.eks. er 50 Cent inkluderet. OG så er der to plader fra i år – Boygenius og Kara Jackson, der snart spiller på Blågårds Apotek!! Se listen med de 100 bedste debutplader siden år 2000 her.
FØDSELSDAG Roger Waters runder 80 år i dag, så han var jo faktisk en slags voksen mand, da Pink Floyd udsendte debutalbummet ’Piper at the Gates of Dawn’ for 56 år siden. Her er et liveklip af 10 minutter lange ’Interstellar Overdrive’ fra 1968, som en YouTube-bruger har kommenteret således:
0:10: Nick’s sweaty drum solo
0:50: Rog pretending to do something with his knobs
1:02: Rick fucks up his section
1:21: The single shot of Dave throughout the entire performance
1:41: **acid trip**
5:51: epic jam
Jeg elsker YouTube!
REMIX Kasper Bjørke har givet Toby Ernests ‘Give It Up’ et vrid i remix-maskinen, og det er et vellykket vrid.
PODCAST Johnny Marr er seneste gæst i den stort set altid interessante podcast Broken Record. Den ligger overalt, også på YouTube – og den glæder jeg mig til at lytte til:
PLADEBUTIK Uha, den gad jeg godt besøge. Diggers Club Records i Cardiff, som Vinyl Factory skriver om i denne artikel. Det er ikke en af de sædvanlige pladebutikker, næh, man skal simpelthen bestille tid i forvejen for at få en to timer lang aftale, hvor man kan grave efter guld og lytte på den opstillede 1210’er. Det er den ene ting – den anden er, at den er fyldt med plader fra alle mulige steder i verden, Afrika, Sydamerika, Asien, importeret fra ejerens netværk rundt om i verden. Lyder satme sjovt!
JUBILÆER Den seneste uges tid har der været nogle markante mærkedage, for eksempel:
- Nine Inch Nails-albummet ’Hesitation Marks’ har rundet 10 år
- XTC-albummet ’Mummer’ har rundet 40 år
- The Breeders-albummet ’Last Splash’ har rundet 30 år
- The Rolling Stones-albummet ‘Goats Head Soup’ har rundet 50 år
- ’This Is the Day’ med The The blev udsendt for 40 år siden:
- Boo Radleys-albummet ‘Giant Steps’ har rundet 30 år
- Status Quo-single ’Caroline’ rundede 50 år, mens Caroline Wozniacki spillede US Open.
- The Libertines-ep’en ’I Get Along’ har rundet 20 år
- Tom Waits-albummet ‘Swordfishtrombones’ har rundet 40 år
- Glamrock-klassikeren ‘Ballroom Blitz’ med The Sweet blev udsendt for 50 år siden i denne måned:
Punkrockerne The Damned udsendte i øvrigt i 1979 en coverversion af ’Ballroom Blitz’ – med Lemmy fra Motörhead på basguitar. Motörhed har også selv udsendt en version.
PLAYLISTE SnabListen er naturligvis opdateret med en masse nye sange siden seneste døgnrapport.
PLAYLISTE Hvis man er interesseret i ny musik og playlister, der har meget mere pop og hiphop (og svensk) end min egen liste, så kan man f.eks. følge det svenske musikmagasin Sonics liste Sonic-spellistan, der netop er blevet opdateret:
NYE DANSKE SANGE … fra Marvellous Mosell, Love Shop, Roxy Jules, Laid Back m.fl. udkom i fredags.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.