Døgnrapporten 8/9-23

Sporadiske, udvalgte nedslag i musikdøgnet:

UGENS ALBUM 1 Romy – Mid Air
Endelig er det første soloalbum fra Romy fra The xx udkommet, og det er blevet et velproduceret, helstøbt album med en masse både opløftende og melankolsk house og popmusik til såvel dansegulv som bilture med åbne vinduer og ensomme stunder under tæppet i sofaen. Det er umuligt at glemme The xx-forbindelsen, men det er også et album for folk, der f.eks. kunne lide Everything But the Girl i 90’erne. Ja, der er såmænd også en trance-agtig lyd på synthesizerne. Det er dybt personligt, der er kærlighed og begær, der er savn og længsel, og det virker som et album, Romy har bygget op til gennem længere tid med en masse følelser og musik, der nu endelig skulle ud. Og det hele er forløst med en tidløs lethed og ubesværethed, som topproducerne Jamie xx, Stuart Price og Fred Again står bag med meget sikre hænder på knapperne. Det er simpelthen bare virkelig godt. Det er velkomponerede sange, det er godt håndværk. Nyd livet – nyd albummet.

PRISVINDERE For første gang nogensinde vandt et jazzorkester i går den prestigefulde britiske musikpris Mercury Prize. Det gjorde Ezra Collective for sidste års glimrende, inspirerende og meget moderne album ’Where I’m Meant to Be’, der er et i en efterhånden lang række af nye stærke albums fra den londonske jazzscene. Og både jublen og takketalen er værd at se:

Musik er vigtig! Og at give unge mennesker steder og muligheder for at spille musik er også vigtigt. En dag kommer der folk som Ezra Collective ud af det:

TILLYKKE Til Gaffa, der i går fejrede bladets 40 år som musikmagasin med en reception i Aarhus. Jeg håber, der er gode tømmermænd i dag hos de gode folk fra min egen tid på bladet.

UGENS BOWIE I dag for 20 år siden sad jeg sammen med 226 andre i Empire Bio på Nørrebro og så David Bowie lancere sit 24. studiealbum, ’Reality’. Det gjorde han med en satellit-transmitteret koncert fra London til 68 biografer i 22 lande i Europa. Bowie spillede de 11 sange fra albummet, og derefter blev han interviewet på scenen og svarede på publikum-spørgsmål, der på forhånd var optaget på kamera. Seancen sluttede derefter med yderligere syv sange spillet af bandet i London. Bowie var som forventet fantastisk – charmerende, veltalende, morsom, flot. Koncerten var god, pladen er fin, efterfølgende kunne man købe pladen i en limiteret udgave en uge før udgivelsen. Alt var godt og føltes meget eksklusivt – og det hele var iscenesat til mindste detalje. Det var superfedt! Jeg dækkede begivenheden for Gaffa og skrev bl.a. dette:

– Fra København blev Bowie spurgt, hvordan han var kommet på ideen til The Thin White Dukes frisure. Den var kommet fra en tjener på en cafe i Berlin, fik vi at vide. Vi fik også at vide, at han havde foræret sin hund Etzel væk, at han ikke havde set en James Bond-film siden Sean Connery-tiden, men at han to gange havde afvist at indspille musik til filmene om 007.

– Interessant var det, at han også selv ville slette ’Never Let Me Down’-albummet, hvis han skulle slette ét af sine albums, at han ofte har forsøgt at skrive en bog, men aldrig når mere end fire-fem sider, før han går i stå, samt at han seriøst havde overvejet at blive buddhistisk munk sammen med produceren Tony Visconti i 70’erne.

KONCERTMINDE For fem år siden tog Niels Fez og jeg til Malmö for at se de lokale pubrockere Bäddat För Trubbel spille deres korte, hurtige depri-sange som ’Jag har gett up’, ’Lämna mig ifred’, ’Tvo sjundedele av ett liv’ og ’Om det inte vore för spriten’ på pladebutikken Folk å Rocks lille scene. Det var sjovt og godt. De spillede selvfølgelig også ’Inte New York’ og ’Köpenhamn’. De elsker København og Gasolin’ og synger bl.a. om at sidde på et værtshus i byen og lytte til sange med Dr. Feelgood og Wilmer X fra jukeboxen. Fez mener, det må være Jaguaren på Amager. Bäddat För Trubbel eksisterer desværre ikke mere, men frontmand Hjelle laver stadig virkelig fine ting solo.

UGENS ALBUM 2 Sparklehorse – Bird Machine
Underligt nok er det rockeren ’I Fucked It Up’, der er albummets udvalgte på streaming-tjenester og playlister i dag, for det er noget nær den mindst interessante sang på det posthume album fra Mark Linkous’ Sparklehorse. For det er de mere afdæmpede lofisange som ’Everybody’s Gone to Sleep’, ’Hello Lord’, ’Chaos of the Universe’, ’Hello Lord’ og ’Falling Down’, der bedst fanger Linkous’ smerte og tendens til at glide ind i mørket. Denne slags posthume udgivelser færdiggjort af andre fænger kun sjældent som en helhed, men angiveligt var det meste af ’Bird Machine’ allerede klar til udgivelse inden hans tragiske selvmord i 2010, og dette album virker ”bare” som et godt femte Sparklehorse-album med masser af de vanlige fine små melodier og musikalsk legesyge. Og på nogle måder måske endda mere ligetil og poleret end tidligere. Men naturligvis med hans død i tankerne, når man lytter til sangene, der såmænd kan være triste nok uden den viden. Det er et virkelig smukt og ærværdigt eftermæle.

AARHUS FESTUGE … sluttede for fem dage siden. Uden at jeg har lagt mærke til noget særligt derfra. Det kunne være en anledning til lige at mindes, hvem der var på plakaten til festugen for 30 år siden:

2/9 Brand New Heavies
2/9 MC Ren
3/9 Rage Against the Machine
3/9 Tool
5/9 Stone Temple Pilots
9/9 Björk
9/9 Underworld
10/9 Jungle Brothers
10/9 Angelique Kidjo

Derudover kunne man se værker af Hockney, Warhol og Lichtenstein i det års festuge, der havde den overordnede titel ”Grænseløs”.

NYE SANGE Playlisten er opdateret med en masse nye sange, ikke kun fra Sparklehorse og Romy, men naturligvis også med Roisin Murphy, Holm, Jalen Ngonda, Ashley McBryde og Deeper, der også har nye albums ude i dag. Derudover er der nye singler med bl.a. Roosevelt, Avantgardet, Marika Hackman og Civic.

JUBILÆUM For 50 år siden, mere præcist 6. september 1973, spillede Thin Lizzy deres første koncert i Danmark. Det foregik på Revolution i København, og de vendte såmænd tilbage samme sted 1. december. På dette andet besøg i Danmark spillede de også forinden på oplagte steder som Kalundborg og Politiets Ungdomsklub i København. Og det er såmænd også cirka 40 år siden, Thin Lizzy spillede deres sidste koncert med en dengang heroinafhængig Phil Lynott som sanger. Det foregik i Nürnberg 4. september 1983. Thin Lizzy blev opløst, Phil Lynott døde i 86 af blodforgiftning (m.m.), Thin Lizzy spillede i 1986 en enkelt koncert med Bob Geldof som frontmand og blev gendannet som turnerende orkester i 1996. Ifølge setlist.fm spillede Thin Lizzy både temaet til Doctor Who og ’Whiskey in the Jar’ til den første koncert på Revolution:

JUBILÆUM Det er også 50 år siden, Elton John udsendte singlen ’Goodbye Yellow Brick Road’, der naturligvis også var at finde på albummet af samme navn fire uger senere. Det var en stor sang dengang, det er en stor sang i dag.

UGENS HYPE Det er sgu ret fedt, at en pladeudgivelse stadig kan få plads i alle tænkelige nyhedsflader fra TV Avisen over radioindslag til reportager i dagblade. Men det formåede et yngre rockorkester ved navn The Rolling Stones, der onsdag præsenterede deres kommende album ’Hackney Diamonds’ ved et større pressemøde i Hackney i London. De præsenterede samtidig deres nye single med titlen ’Angry’. Man kan se seancen her:

KONCERTER Slowdive-koncerten i Vega 21. januar er hurtigt meldt udsolgt, men der er stablet en ekstrakoncert på benene samme sted tre dage senere. Og så har Vega også annonceret koncert med Tyler Childers 27. februar. Han har nyt på gaden i dag:

LISTE Og nu vi er ved Slowdive, så har bandets trommeslager Simon Scott listet og fortalt om sine 10 yndlings-plader indenfor shoegaze og beslægtede genrer til Consequence. Det er gode sager med My Bloody Valentine, Jesus and Mary Chain, Cocteau Twins, Sonic Youth, Spacemen 3, Talk Talk m.m.

NY GAMMEL SANG Der er mere musik på vej fra Joni Mitchells arkiver, og man kan få en forsmag på ’Archives Volume 3’ her med demoen ’Like Veils Said Lorraine’ fra slut 71/start 72. Volume 3 dækker perioden 1972-75 og albummene ‘For the Roses’ (72), ’Court and Spark’ (74) og ’The Hissing of Summer Lawns’ (75). Som også var en god Joni-periode …

FØDSELSDAG Benmont Tench fyldte 70 år i går. Keyboardspilleren, der var med helt fra start til slut i Tom Petty & the Heartbreakers. Hold kæft, hvor er jeg glad for, at jeg nåede at se dem spille en fremragende koncert i Horsens i 2012. De spillede disse sange:

JUBILÆUM Det er 25 år siden, Hole udsendte ’Celebrity Skin’, men det er også 25 år siden, Belle & Sebastian udsendte deres tredje album, ’The Boy with the Arab Strap’. Man kan snildt argumentere for, at det er deres bedste album. Det er i hvert fald et af de fire bedste sammen med ’Tigermilk’, ’If You’re Feeling Sinister’ og ’The Life Pursuit’.

JUBILÆUM Det er også 25 år siden, Depeche Mode udsendte den stærke single ’Only When I Lose Myself’. Den er ikke at finde på noget album, men pryder opsamlingen ’Singles 86>98’. Den spillede vi en del på Boogies i de år, hvor den mørke, rockede, triphoppede lyd og stil passede godt ind på det lille sted.

COVERVERSION Det vælter ud med cover-versioner af 80’er-synthpop for tiden. Ikke alt sammen lige spændende og opfindsomt, men her har Munya i det mindste lavet deres helt egen version af New Orders ’Bizarre Love Triangle’:

KONCERTMINDE I torsdags var det præcis 15 år siden, R.E.M. spillede deres sidste koncert i Danmark. Det foregik i Parken, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke husker meget andet end den dårlige lyd. Jeg tror, det er sidste gang, jeg er taget til koncert i Parken alene for fornøjelsens skyld. Men det er ikke sidste gang, jeg har lyttet til R.E.M.