Døgnrapporten 12/9-23

Sporadiske, udvalgte nedslag i musikdøgnet:

YOUTUBE Wow! 1) Rick Springfield er 74 år gammel efterhånden, men se ham lige! 2) Han fortæller gode historier om de plader, han vælger i seneste episode af ”What’s in My Bag?”. Altså, han fucking ejer John Lennons eksemplar af ’Yesterday and Today’ – altså den Beatles-plade med ”Butcher-coveret”. Og endda en slags prøvetryk. Signeret! Og med en Lennon-tegning bagpå!! Der kan man eddermame tale om ”The Holy Grail” for Beatles-samlere. Og han fortæller historien om, hvordan han fik den. Sindssygt!! 3) Nå ja, så vælger han i øvrigt en masse gode plader med store kunstnere som The Kinks, Jimi Hendrix, The Who og ikke mindst sine australske landsmænd i The Church, som han erklærer sig som stor fan af. Som jeg selv er. Respekt, Rick Springfield, respekt!

4) Nå ja, han vælger også AC/DC og fortæller lige om Bon Scotts fortid i et band, der hed The Valentines, og henviser til dette klip med Bon Scott som smilende, klappende korsanger iført … Nej, se det selv:

Wow!

NY SANG Wild Nothing har netop sendt en ny single på gaden fra albummet ‘Hold’, der udkommer 27. oktober – hans første i fem år:

FØDSELSDAG Lars Hug fyldte 70 år i går og fik fortjent en masse omtale. Jeg har aldrig selv interviewet ham, men jeg har hørt sjove historier om, hvor svær han kan være at interviewe. Ikke, fordi han er sur eller dum eller noget, men mere fordi han er svær at fastholde. Hans tanker vandrer simpelthen hele tiden, og pludselig har han svaret på noget helt andet, end han blev spurgt om. Kunstnertype, jo! Flere af hans slags, tak. De to Kliche-plader er stadig nogle af mine danske favoritplader. Det er nærmest altid etteren, der bliver fremhævet, men jeg elsker altså også toeren.

KONCERT Siger navnene Animaux Anime og Chopper dig noget? Well, det burde de. Fredag spillede de to danske orkestre til et Røde Himmel-arrangement i Frølageret i Odense, og det var glimrende. Begge bands var glimrende.

Der var vel omkring 100 mennesker til stede og et godt mix af pænt klædte unge mennesker, andre unge fra den alternative del af Odenses musikinteresserede og ældre, der måske selv engang tilhørte byens alternative segment.

Koldingbandet Animaux Anime lagde ud med deres mix af postpunk, darkwave og disco – og det hele smurt ind i godt med sort eyeliner. Goth lever stadig derude! Gode grooves, store synthflader og fine guitarfigurer gjorde det ganske medrivende, og frontmand Thor Wendtland var et dragende fixpunkt, der gav mig nogle Neue Deutsche Well-associationer. Og det er en god ting.

De har indtil videre kun udgivet en EP og nogle singler, men et debutalbum skulle være på trapperne. Jeg køber det!

Chopper har vist nok rødder i både København og Odense og i hvert fald i bandet The Love Coffin, der lavede nogle gode rockplader i sidste halvdel af 10’erne. Chopper har taget den skridtet videre og spiller noget, der måske kan kaldes industrial disco.

Det var både lidt sexet og lidt farligt, det lød indimellem lidt som underlægning til en saftig scene i ”The Crow”, og som Animaux Anime følte man, at der var noget på spil her. Noget glam, noget støj, nogle grænser, der skulle testes. Chopper er i virkeligheden Jonathan Magnussens soloprojekt, men live er der stor og fuld lyd fra både guitar, bas og smadret elektronik, samt de to dansende og syngende m.m. medlemmer i baggrunden. Han/de har udgivet albummet ’The Wonderful and Wicked World of Chopper’ og ep’en ‘Shock Pop vol. 1’, og de titler giver sammen med artworket en god ide om, hvor vi befinder os henne. Jeg kan lide det!

De her to bands er langt fra den danske mainstream. Det er ikke dem, du ser på popfestivalerne, de spiller ikke på græsplæner med plads til 70.000, og du kan ikke læse om dem i aviserne, Gaffa eller Soundvenue. Men hvis du er heldig, kan du indimellem fange dem på et lokalt spillested. Og live giver det faktisk mere mening end bare at lytte til dem på streamingtjenesterne. Til arrangementer som f.eks. de her ofte spændende Røde Himmel-koncerter. Det er derude, man møder mennesker og mærker støjen, de maskinelle rytmer, de svedige grooves og får de visuelle indtryk. Og der var masser af kigge på – som man kan se på min kammerat Anders’ billeder i galleriet her.

(Fotos af Anders Christian Dahl)

FØDSELSDAG På torsdag ville MC5-guitaristen Fred Sonic Smith være fyldt 75 år. Han var selvfølgelig meget mere end MC5-guitarist, han var også Patti Smiths mand og sammen med Scott Morgan, Gary Rasmussen og Scott Asheton stiftede Sonic’s Rendezvous Band. Han skrev deres ‘City Slang’, som er en af de bedste garagerock-sange nogensinde. Og det kan ikke diskuteres.

LIVE Der er givetvis mange, der godt kunne tænke sig at se Olivia Rodrigo i en koncert på danske breddegrader. Det kan jeg godt forstå! Sådan her lød hun i går:

PS! Tjek lige havet af mobiltelefoner …

JUBILÆUM I morgen er det 30 år siden, Nirvana endnu en gang skabte røre. Det gjorde de med udsendelsen af ’In Utero’, der som opfølger til ’Nevermind’ overhovedet ikke var det, det pludseligt store publikum havde håbet og forventet. Men det er et album, der bestemt ikke er blevet dårligere med tiden, og tænk sig, at de skulle forklare ’Rape Me’ igen og igen.

NY SANG Endnu en (sidste) single er udkommet fra Nation Of Languages kommende album, og her befinder vi os i den afdæmpede afdeling – den slags, der også altid var på synthpop-pladerne i 80’erne. Husk, de spiller i Pumpehuset på mandag!

JUBILÆUM Det er uden diskussion Arctic Monkeys’ største album, når man kigger på streamingtal, og i weekenden rundede ’AM’ 10 år. Det er også et ret godt album. Vinylsinglerne fra albummet er i øvrigt ret dyre.

REUNION De fire medlemmer af Talking Heads samlet igen. På trods af diverse uoverensstemmelser og mange grimme ord både sagt og skrevet gennem tiderne. Men i anledning af den nyrestaurerede og udvidede udgivelse af koncertfilmen ’Stop Making Sense’ var kvartetten samlet til stede ved et pressemøde med instruktøren Spike Lee som vært på filmfestivalen i Toronto. Seancen blev transmitteret til biografer rundt omkring, og en gæst har været så venlig at filme og uploade. De fire fortæller lidt om filmen, yndlingssange, koncerter, musikkens nybrud og tidløshed – og David Byrnes store jakkesæt.

FØDSELSDAG Amy Winehouse ville have kunnet fejre 40 års fødselsdag på torsdag. Hvis ikke … suk. For pokker en sanger! Vil altid huske hendes skrøbelige og desværre ikke ret gode koncert i Vega og ikke mindst den dag på pubben The Good Mixer i Camden, hvor hun spillede pool med vennerne hele dagen, inden hun i samme tøj dukkede op som gæst til Paul Wellers BBC Electric Proms-koncert i Roundhouse senere på aftenen og sang ’I Heard It through the Grapewine’ og ’Don’t Go to Strangers’.

SPORT Kinesisktalende Victor Axelsen til tops i den største badminton-turnering i Kina må da være en god anledning til at spille noget kinesisk … rock! Chinese rock. Det findes naturligvis, men jeg kender kun et enkelt band – Naja Naja. De er gode og sjove:

SPORT Og nu vi er ved sport, så er NFL-sæsonen jo begyndt (med et overlegent 49ers-mandskab, der totalt knuste Steelers, endda i Pittsburgh, juhu!), og som optakt har Spin talt/mailet/kommunikeret med ikke mindre end 94 musikere, der giver deres bud på sæsonen for eget favorithold og sæsonen som helhed.

FILM I søndags var det 30 år siden, det første afsnit af X-Files blev sendt i USA. Og selvom der er lavet musik til serien, og der tilmed er lavet en film med et soundtrack, der kan byde på navne som Björk og Dust Brothers, er der selvfølgelig kun én sang, man kan spille i anledning af jubilæet, nemlig med Catatonia:

HYLDEST Beastie Boys har fået et gadehjørne på Lower East Side i New York navngivet efter sig. Beastie Boys Square hedder hjørnet mellem Rivington og Ludlow Street fremover, og det er selvfølgelig netop dette sted, fordi det var her, Paul’s Boutique lå. Ad-Rock og Mike D var til stede og sagde lige så selvfølgeligt både gode og sjove ting ved navngivnings-seancen.

– It makes me really happy to know that some kid on their way to school 50 years from now is gonna pass by this and look up and be like, “what the fuck is a Beastie Boy and why the fuck do they have a square?”, sagde Ad-Rock bl.a.

Og naturligvis hyldede de afdøde MCA til sidst, som man kan se i dette klip:

LISTE Paste Magazine har kåret de 30 bedste K-Pop-album nogensinde. Paste, jeg stoler på jer.

JUBILÆUM Bands opkaldt efter The Smiths-sange er en ting. Shakespears Sister f.eks. Men der fandtes også engang et fint lille indieband fra Seattle ved navn Pretty Girls Make Graves. De udgav tre album i 00’erne, de to sidste på Matador Records – og det første af dem, ’New Romance’, rundede 20 år i weekenden. Det lyder helt vildt meget som noget, der blev udgivet i USA i 00’erne.

COVERALBUM Apropos The Smiths, så udkom der i sommer et album med bandet Spiritual Front, der er fra Rom og ifølge sig selv (har jeg læst på Wiki) spiller nihilistisk selvmordspop. Albummet er nu også udkommet fysisk. De har indspillet 14 Smiths-sange til albummet ’The Queen Is Not Dead’ – og har på coveret udskiftet Alain Delon fra The Smiths ’The Queen Is Dead’ med et skelet:

ALBUM PÅ VEJ Ifølge Libertines-trommeslageren Gary Powell har bandet indspillet et nyt album, der forventes at udkomme i januar. Og derefter vil der ”nok” komme et nyt album hvert tiende år. Seneste album, ’Anthem of Doomed Youth’ udkom for præcis otte år siden og er ganske glimrende.

– The Libertines, we’ve just recorded our latest album. I think we do one every 10 years or so. Yes. So expect the next one to come from the grave! The album comes out in January, siger han til sidst i dette interview.

NY SANG I søndags spillede Don Letts danske Our Broken Garden i sit radioprogram ”Culture Clash” på BBC 6 Music. Det var den smukke ’Rain’ med John Grant som gæst, der fortjent fik opmærksomhed. Men Don Letts er jo meget mere end radiovært – The Clash-fans ved, hvor essentiel, han var for det band som filmmager og siden som historieformidler. Han er dj, han var med til at skabe Big Audio Dynamite med The Clash-guitaristen Mick Jones, og allerede i 78 udgav han en kult-ep med den tidlige The Clash-guitarist Keith Levene og Jah Wobble. Og i en alder af 67 år er han nu på vej med det, der godt kan kaldes hans debutalbum. I går kom den tredje smagsprøve fra albummet, der vist byder på reggae i mange farver, her med spoken word fra skuespilleren John Cusack:

JUBILÆUM Der var vist ikke mange udover branchefolk og de lokale, der kendte Counting Crows, da Bay Area-bandet 14. september 1993 udsendte efterårsalbummet ’August and Everything After’. Men det kom de til. For på albummet var der en sang med titlen ’Mr. Jones’, der handler om musikere, der kæmper for at bryde igennem. Og den sang blev i december udsendt som single, og i 1994 førte den til Counting Crows’ eget gennembrud. Når jeg lige tænker over det, så var det ikke sjældent dengang, at man udsendte singler efter albumudgivelsen. Det var en cd-tid, det var en albumtid, men det var også cd-singlens æra, og sat sammen med en video til MTV var det en måde at tjene flere penge på for selskaber og kunstnere og være aktuelle under turneerne.

KONCERTMINDE Club Danmark Hallen ude i Valby var også et sted, hvor der engang blev arrangeret koncerter. Jeg så f.eks. Red Hot Chili Peppers derude i 99, og året før var det Depeche Mode. I går var det faktisk præcis 25 år siden, Depeche Mode ramte Danmark med den ”The Singles Tour 86>98”-turneen, og når jeg kigger på sætlisten, var det ikke ligefrem falsk varebetegnelse, selvom de også spillede ’Somebody’ og ’Just Can’t Get Enough’. Det her spillede de:

VI VENTER STADIG Det er nu 1111 uger siden, CV Jørgensen udgav sit 12. og seneste album, ’Fraklip fra det fjerne’. Bare til info …

JUBILÆUM Forleden ramte ’Echoes’, The Raptures debutalbum (efter to minialbum), 20 års-jubilæet. The Rapture var et af de mange spændende newyorker-band fra den tid med nogle energiske sange, der var med til at få rocken tilbage på dansegulvet, ikke mindst ’House of Jealous Lovers’, som havde cirkuleret i lang tid inden albummet og var helt essentiel for scenen. Jeg så dem i Lille Vega kort efter albumudgivelsen, og der var elementer i deres dancepunk, som var sindssygt fede, men der var også noget, som jeg aldrig rigtig kunne indfange. Selvom de udkom på James Murphys DFA-selskab og brugte masser af koklokke. I øvrigt er gruppens kerne oprindeligt fra San Diego, og de kom via San Francisco og Seattle til New York, hvor de endelig fandt deres lyd. ’Echoes’ er et fint album, og det er den her sang, der altid vil stå tilbage:

LISTE Hvad er mon Shakiras bedste video? Hvis du lige som Rolling Stone går og funderer over den slags, så har magasinet listet hendes 25 bedste af slagsen, og det er åbenbart den her 25 år gamle colombianske sag, der er svaret på spørgsmålet:

MÆRKEDAGE Også værd at notere sig:

• Maria Muldaur fylder 80 år i dag. Spil ’Midnight at the Oasis’.
• Brasilianske Marcos Valle rammer 80 år på torsdag.
• The Cardigans udsendte ‘My Favorite Game’ for 25 år siden på torsdag.
• Manic Street Preachers udsendte albummet ‘This Is My Truth Tell Me Yours’ for 25 år siden på torsdag.
• I morgen er det 50 år siden, Diana Ross gav koncert i Falconer – vist nok hendfes eneste koncert i Danmark.
• I går ville den skotske folksanger John Martyn være fyldt 75 år. Ham vil man være stødt på, hvis man læser Ian Rankin-krimier.
• For 30 år siden udkom soundtracket til ”Judgment Night” med en stribe sange, hvor rockmusikere møder hiphopmusikere. Albummet var med i seneste quiz på Dexter!
• I dag er det 20 år siden, Johnny Cash døde. Blot fem forinden havde Warren Zevon sagt farvel.
• Nas runder 50 år på torsdag og kan kigge tilbage på mere end 30 år i branchen – og være stolt.
• ‘Moving on Up’ med M People udkom for 30 år siden i morgen.

STIL Jason Williamson fra Sleaford Mods har på Instagram vist et foto af sig selv med langt hår og det, han kalder Beethoven-beklædning. Og det følger han med en fantastisk strøm af ord om stil i England op gennem 90’erne, der fører ham over ”lads-kultur” og fodbold og ender med sætningen ”i fredstid vil staten angribe folket, som en motorsav mod en tom og rusten tønde. Hele lortet kommer her – det er som at høre ham live eller læse beat-forfattere:

”Git the Beethoven look. 1990 I think. Lobbed it all off in 91 when it was clear the only way to look was like the Stone Roses. But then of course I started getting pills down me and then started wearing mid 70’s disco gear and biker boots and got a suedehead. When that got boring I went back to Mod again, although mostly very badly. It wasn’t until we were given a new leader in Liam Gallagher that it all became blatantly clear. Subtlety became the order of the day. Denim grandad shirts laughed in the face of Brett Anderson’s cropped leather jackets. The dam’s of England burst on all fronts and casual wear blanket bombed every space that still held sympathies for silly 70’s shirts and bobbed haircuts. There was nowhere to hide and we all became vicious, cruel and callous mouthpieces, haemorrhaging on self, haemorrhaging on the trauma of the Gallagher brothers, haemorrhaging on our own traumas too, in a mixture of never ending deliveries of pub dust by sweating randoms in post club culture disco clothes with shit Eastpak man bags swinging in the Saturday afternoon rain. Pictures of Jo Guest’s arse seemed to be everywhere and so did the weak misogynists who created hard man personas for themselves underneath the editor heading in the front of these mindless publications. ‘One of the Lads’ mentality, beer thrown into the air like fucking swords by these new Adrian Mole types who now went to the football and shouted cunt at the players. In peacetime the State will attack the people, like a chainsaw to an empty and rusty barrel.

View this post on Instagram

A post shared by Jason Williamson (@jason_williamson_)