Rocken lever fint i undergrunden

Når de danske medier har skrevet om rock i år, har det primært været om den ligegyldige eller gamle del af slagsen. Til den ligegyldige del hører naturligvis bands som Måneskin og til den ældre del hører bands som The Rolling Stones, Blur, Iggy Pop, PJ Harvey og Queens of the Stone Age.

Dertil kan man lægge betragtninger om rockens genkomst igen-igen, suk, i f.eks. hiphop hos Lil’ Yachty eller i poppen hos Olivia Rodrigo. Primært fordi der anvendes guitar. Som om guitar = rock eller rock = guitar.

Det er selvfølgelig stadig en enormt firkantet betragtning, men jeg læser det oftest, som om der hos en masse musikskribenter stadig er en form for opgør med rocken, som om det er den, de hele tiden måler tingene op imod. Selvom vi efterhånden har haft to årtier, hvor pop, dance og hiphop har været dominerende.

Det er nærmest en form for omvendt rockisme, hvor man efterhånden i stedet burde tale meget mere om popisme, for musikkritikken er nærmest blevet en hype-hyldest og popularitetskonkurrence, hvor det kritiske syn på den regerende pop og den 50 år gamle hiphop ofte er fraværende.

Taylor Swift er tidens store navn, men langt de fleste mennesker er fuldstændig ligeglade med både Taylor Swift og en anden spalteplads-sluger, Beyoncé. Der er ingen konsensus om noget som helst, og hver især dyrker vi vores egen lille kult, lytter til noget velkendt (gammelt), og den eneste fællesnævner er det stigende behov for underholdning.

Der sælges masser af billetter til de store begivenheder, men ude på de små spillesteder ser det anderledes ud. RVG spillede en aldeles forrygende koncert på lille Stengade, hvor der ikke engang var udsolgt, Fribytterdrømme på afskedsturne kunne ikke engang fylde lille Harders på hjemmebanen i Svendborg.

Det er dér, rocken befinder sig. I undergrunden. Men der har den det også fint. Og det passer mig fint, for det er der, jeg får mine bedste musikoplevelser – og møder de samme nysgerrige gamle røvhuller som altid.

Rocken er – igen – hverken død eller iøjnefaldende levende, den er der bare, og underligt nok vælter det stadig ud med nye bands i disse ellers så egocentrerede og narcissistiske tider, hvor den personlige, følelsesprægede og indimellem navlepillende popmusik dominerer.

Kunstnerne slipper stort set også for at forklare sig, for både portrætinterviewet og de opklarende spørgsmål bliver mere og mere sjældne, så vi møder nærmest kun de nye kunstnere på scenen og på deres egne sociale medier.

På trods af alt dette udgives der masser af fine små rockplader – og ikke mindst rocksange. Vanen tro har jeg samlet 200 af disse med 200 forskellige artister på den årlige Rock Is Dead-playliste.

De fleste kunstnere er ukendte for langt de fleste mennesker, for ingen af de store medier herhjemme omtaler dem, og man skal langt ud i P6 Beat-programmerne for at finde radioafspilninger af enkelte af disse.

Der er dog også blevet plads til veteraner som Stones, Metallica, Blur, QOTSA og PJ Harvey, men jeg synes egentlig, det er de mindst interessante sange på listen. Selvom især ’The Narcissist’ er en glimrende og tidssvarende sang.

Der er shoegaze, dreampop, punk, garage, indie, psych og den slags, og varigheden på playlisten svarer nogenlunde til en køretur fra København til Stockholm og tilbage igen med åbne vinduer, alkoholfri nossebajere og skruet op til 11 på volumeknappen. Og med det sagt – mine danske og svenske 2023-favoritter følger i begyndelsen af det nye år.

Rockmusik rocks!