Meget lidt tilfælles – så hvad er årets danske album??

Vi har tilsyneladende stort set intet til fælles længere. Det virker i hvert fald, som om der ingen fælles konsensus er, individet er i centrum, og der er en enorm generationskløft, som endda givetvis blot bliver endnu større. Og alting går så enormt hurtigt, at ingen kan følge med. Det gælder også indenfor musik. Endda vores egen danske musik.

Vi hører alle sammen vores eget, passer vores egen lille kiosk, og vi får som musiklyttere vores informationer fra vidt forskellige kanaler – og lytter forskellige steder på forskellige måder.

Radio, TikTok, YouTube, magasiner, dagblade, enkelte blogs, sociale medier, indkøbte vinyler, Spotify og andre streamingtjenester. Musik til træning, til gåture, til støvsugning – hvis musikken da ikke er afløst af podcasts.

De unge er groft sagt ligeglade med, hvad der står i aviserne, de gamle er omvendt ligeglade med, hvad der foregår på TikTok, næsten alt er tilgængeligt hvor som helst og når som helst, og man skal ikke yde synderligt meget for at få SIN EGEN musik.

Så der er intet at sige til, at der ingen fællesnævner er. Måske er der små fællesnævnere i forskellige miljøer, men medierne sætter ikke dagsordenen.

Spørgsmålet er vel nærmere, om medierne længere har en autoritet, der er meget større end Maren fra Gadekæret eller hvem som helst på TikTok. Og det er både ærgerligt og i et større perspektiv decideret farligt for vores demokrati. Men det er en anden snak …

Læsning af de danske mediers årslister er i hvert fald spøjs og lettere forvirrende læsning, der bekræfter tendenserne.

Resultaterne fra medie til medie er vidt forskellige, og opgørelserne tyder også på, at meget få af årets udgivelser kan skabe konsensus på tværs af musikredaktionen. Hvis der da er en decideret redaktion tilbage på de pressede dagblade.

Samtidig udkommer der simpelthen bare alt for meget musik. Det meste drukner i havet uden at blive hørt eller omtalt. Det er billigt og nemt at udgive sin egen musik i dag uden barrierer, men der mangler til gengæld også ofte modspil eller andre input fra f.eks. bandmedlemmer, lydteknikere og pladeselskaber … Måske endda også modspil fra en producer, for produceren er i dag ofte selv en stor del af produktet.

Man kan sagtens argumentere for, at der alligevel udsendes en masse fin musik med en god vokal, solidt håndværk og personlige tekster, der taler til følelserne.

Man kan også argumentere for, at der mangler fantasi, visioner, mod, ideer, inspiration og poesi. Kunst, simpelthen! At der mangler løftende holdarbejde i stedet for klippe/klistre-produktioner fra samlebåndet. Og man kan den anden vej rundt argumentere for, at lytterne savner nysgerrighed.

Det, synes jeg godt, man kan se på årets udgivelser, hvor jeg savner deciderede mesterværker, internationalt såvel som nationalt.

Det er sådan, det står til i det danske medielandskab. Jeg er glad for, at Politiken og Information insisterer på, at kultur trods alt er mere end en kampplads for rabiate synspunkter, men kultur og i særdeleshed musik fylder generelt mindre i spalterne, og musik er ikke længere det, der definerer vores samtaler. Ja, mine egne diskrete og, host, elegante referencer til noget musikhistorisk falder skuffende ofte til jorden i samtaler nu til dags …

Vi lytter til og begejstres over forskellige ting, som regel med hovedtelefoner eller earplugs, så vi kan lukke verden ude, og mediernes årslister afspejler dette. De er enten personlige lister, nogle gennemsnitslister, hvor middelmådige eller fine plader løftes til høje placeringer ved blot at blive nævnt af et par af anmelderne – eller helt fraværende.

Sådan er det med den slags lister, men skal man kigge efter nogle navne, der trods alt går igen flere steder, er det Guldimund, eee gee, Ukendt Kunstner, Zar Paulo, Artigeardit og D1MA. Ingen af dem er på min top 10 over de bedste danske albumudgivelser fra 2023.

Ikke fordi det er dårligt, det er bare ikke mig, og jeg er jo heller ikke et objektivitets-leksikon. Jeg har også min egen kult at passe!

Især Guldimund har jeg haft mange snakke med andre (næsten jævnaldrende) om. Det er især teksterne, der fremhæves. Og de er fine. Det er skønt, når musikere har noget på hjerte, og jeg kan godt forstå, at andre føler en hel masse. For mig er musikken bare ikke synderligt spændende.

Og det er generelt i tidens musiksnak. Det er stort set aldrig c-stykket, soloen eller der, hvor soloen elegant løber sammen med vokalen, man snakker om i dag. Det er ikke musikken i sig selv. Det er teksterne, et omkvæd, en enkelt linje, en følelse.

Og igen – det er fint, jeg savner bare personligt noget mere. Flere hooks, mere vildskab, større eventyrlyst. Større krav. Jeg savner, at jeg kan mærke, at musikeren lever og ånder for sin kunst.

Jeg savner også, at der i medierne er mere fokus på musik, og at musikken i sig selv tages seriøst og forklares, for jeg synes jo stadig, musik er vigtig. Det er nok naivt …

Jeg savner også, at kritikerne kigger op fra egen navle, tager de kritiske briller på og dropper det opgejlede hype-sprog, for ellers bliver alt ligegyldigt. Lige så ligegyldigt som dette musikår, får jeg lyst til at skrige. Det har været fint, men fint er ikke godt nok.

Og her er en playliste med 40 … fine danske sange fra 2023: