Den store årsopgørelse – med årets andre bedste album

Et enkelt album topper hele to steder på de danske mediers årlister for bedste internationale album i 2023, nemlig Caroline Polacheks ’Desire, I Want to Turn into You’, der er rangeret øverst hos både Gaffa og Soundvenue.

Det album nævnes på i alt tre af de syv lister, jeg har kunnet finde. Også Troye Sivan, Blur, Olivia Rodrigo, Fever Ray og Sufjan Stevens er nævnt tre gange, mens både Boygenius og Lana Del Rey er repræsenteret hele fire steder.

Dette billede af musikåret 2023 er ikke langt fra det billede, som hjemmesiden Album of the Year tegner med dens opsamling af 126 årslister fra forskellige (engelsksprogede) musikmedier og dagblade.

Her topper Boygenius foran Caroline Polachek, Lana Del Rey, Sufjan Stevens og Olivia Rodrigo, så måske er der en vis form for konsensus omkring musikåret 2023 ude i den store (engelsksprogede) verden. Men så simpelt er det selvfølgelig ikke.

Det er stadig bare et gennemsnit, og langt de fleste mennesker hører ingen af disse kunstnere – og slet ikke deres albums i deres fulde længde. Eller bare sangene i deres helhed.

Boygenius er et af årets mest omtalte musiknavne, men som med alt andet rammer de kun et fåtal af lyttere. Og det gælder også de to seneste års mest omtalte musikere, Taylor Swift og Beyoncé. Langt de fleste er fuldstændigt ligeglade og har aldrig lyttet til dem. Fun fact: Ingen Taylor Swift-sange er streamet mere på Spotify end den mest streamede MØ-sang.

Ingen af Boygenius-sangene er streamet mere end 100 mio. gange på Spotify, kun fire sange på Troye Sivan-albummet er streamet mere end 10 mio. gange, blot to af Lana del Reys nye sange har sneget sig over 100 mio., og den mest streamede sang med Caroline Polachek står på 28 mio. på Spotify.

Det fortæller ingenting om kvalitet eller mangel på samme.

Men en årsliste er en form for kvalitetsliste, mere end det er en popularitets-konkurrence, og de bedst anmeldte album ifølge Album Of The Year er med Jaimie Branch, Corinne Bailey Rae og Creeper – de album bliver bare anmeldt langt færre steder end de populære (og generelt også godt anmeldte) plader med Polachek, Boygenius, Sufjan Stevens osv., så i årsliste-sammenhæng bliver de ofte glemt.

Og hvordan skal man da også sammenligne kvaliteten mellem f.eks. Troye Sivan og Creeper? Det er jo tæt på umuligt, så årslister er bare … lister over nogle plader, som nogle mennesker synes, bør fremhæves.

Færre mennesker hører jazz og metal end pop, og de få resterende musikjournalister skriver typisk mest om den musik, de fleste mennesker hører. Derfor lytter de også selv mere til populær musik – og går glip af en hel masse.

De enkelte mediers årslister fortæller derfor på mange måder også mere om, hvilken type musik, de forskellige medier beskæftiger sig mest med, og hvad anmelderne har lyttet til, end hvad der egentlig er årets bedste musik.

Og sådan kan man jo også spore sig ind på, hvilket medie og hvilken anmelders smag, man selv kan identificere sig med. Hvis man altså i disse tider med passiv underholdnings-narkomani og autogenererede playlister og lytteforslag overhovedet har tid og lyst til at fordybe sig i et værk, som et helt album er.

På de syv danske årslister er der i alt 85 pladser, og de er blevet fordelt på 62 forskellige album. Kun 10 album nævnes mere end et sted. I tillæg nævner Passive/Aggressive 29 forskellige album på deres seks skribenters urangerede top 5-lister.

Det er altså igen meget spredt, men når jeg kigger på de lister, så er den sjoveste faktisk Ekstra Bladets.

Den liste, altså Thomas Treos liste, virker som den mest nysgerrige. Blandt de 10 navne finder man både hiphop, reggae, rock, country, elektronisk pop, disco og afrikansk ørkenrock. Den spændvidde er svær at matche på de andre lister.

Politikens kommer dog tæt på med både Paul Simon, André 3000, Roisin Murphy, Sofia Kourtesis og Anohni, men her finder man igen et af listeparadokserne. Politiken har i år uddelt seks hjerter til to internationale album – André 3000 og Blur. Men Blur er ikke kommet med på top 10-listen.

Det er nu engang, som lister er, når man vælger gennemsnittet frem for at stå ved sine anmelderes karaktergivninger og priotere/rangere udgivelserne efter vurderingerne.

Det meste er alligevel tilfældigheder, men lister er i det mindste en god anledning til en musiksnak og til selv at tjekke, om en udgivelse måske skal undersøges eller have en chance mere. Man skal jo nødigt gå glip af god musik.

Et andet listeparadoks er, at de fleste lister udgives, længe før året er afsluttet. Og de plader, der udsendes samme år, men efter deadline på det enkelte medie, har en tendens til at blive glemt på næste års liste. SZA’s ’SOS’-album er et godt eksempel.

Det udkom 9. december i 2022 og nåede ikke med på mange 2022-lister. I år ligger dette 2022-album øverst på 2023-listen hos Rolling Stone, Pitchfork og Los Angeles Times, men er glemt på de fleste andre, selvom det pågældende medie måske har anmeldt det meget positivt.

Soundvenue gav det f.eks. fem stjerner og kaldte det i overskriften for en milepæl for moderne R&B. Men det udkom dagen efter deres årsliste i 2022, og i år er det glemt, selvom Soundvenue har en stribe firestjernede album med på 2023-listen.

Der sker jo ofte det, når man som skribent/anmelder skal researche til sin årsliste, så kigger man på – ta dah! – ÅRETS udgivelser. Little Simz er et andet eksempel. Hendes album ’No Thank You’ udkom 12/12-22 og blev også positivt anmeldt, igen uddelte Soundvenue f.eks. fem stjerner.

Den slags kan ske, men dybest set giver årsbetegnelsen ikke altid mening, slet ikke, når det drejer sig om Danish Music Awards. Hvis du har misset, at den foregik, er du ikke den eneste. Musikbranchens egen prisuddeling er nemlig stort set usynlig.

Og går du ind på hjemmesiden, kan du ikke engang finde en nyhed om, hvem der har vundet. Du skal decideret grave dig ind på listen over de nominerede – ikke nyheden om de nominerede – for at finde en fremhævning af en vinder i hver kategori. Og det mest spøjse er, at uddelingen dækker den helt specifikke periode 2/9-22 til 14/9-23.

Har nogen nogensinde spurgt nogen, hvad den bedste plade fra den specifikke periode er?

”Argh, pis, kunne du ikke lige have spurgt om perioden 11. juni 2022 til 21. juni 2023 i stedet? Der er jeg meget,” kunne svaret så måske have lydt … Men Taylor Swift vandt i øvrigt en DMA for ’Midnight’, der udkom i oktober 2022.

Nogen medtager ep’er på deres årslister, andre gør ikke, og Gaffa har sågar i Taylor Swift-æraens hellige navn med ordene ”et stort popalbum er lige blevet lidt større” valgt at medtage hendes genindspilning af ’1989’-albummet, selvom gammelt materiale normalt ikke medtages på albumlisterne.

Men nu ER 2023 slut, og jeg magter ikke selv at læse flere årslister og tjekke flere plader ud. Jeg har hørt mange hundrede album, og det er fuldstændig umuligt for mig at rangere dem. Der er mange virkelig gode plader – men et decideret mesterværk har jeg ikke kunnet finde.

Men her er endnu en liste med årets bedste musik, som typisk ikke er på årslisterne herhjemme:

Årets bedste musik ifølge ingen andre end mig:

12. FRANSKSPROGET (Special Friend – Wait Until the Flames Come In)

Skøn lille, skramlet plade fra fransk/amerikansk duo fra Paris. De synger både på engelsk og fransk, og derfor er der blevet plads til dem på årets playliste med fransksproget musik:

11.  VETERANER (OMD – Bauhaus Staircase)

INGEN kan holde op, ALLE vender tilbage. Og det er selvfølgelig også en af grundene til, at der bliver udgivet alt for meget musik. Men nogle af veteranerne er jo også virkelig gode, selvom de er uden ungdommens opfindsomhed, vildskab og energi. Depeche Mode, Blur, PJ Harvey, Be Your Own Pet, Slowdive, Yo La Tengo, Sparks og The Church lavede f.eks. stærke plader i år, men OMD må ikke glemmes, især ikke på grund af titelsangen og ’Anthropocene’.

10. HIPHOP (El Michels Affair & Black Thought – Glorious Game)

Jeg kan godt lide denne slags stenede hiphop, og Black Thought er en klassisk god rapper. I 2022 var det Danger Mouse, som The Roots-rapperen beærede med et samarbejde på en stærk plade, i år er det El Michels Affair. Og resultatet er soulet, jazzet og funky. Og bare pissegodt. Killer Mikes album er også virkelig godt, Nas var som vanligt god med to album i 2023, mens Noname og til dels Ice Spice er blandt de mere spændende ny albumnavne. Her en times tid med fin hiphop fra 2023:

9. SOUL (Cleo Sol ’Heaven’ og ‘Gold’)

Lidt overraskende for mig, at Cleo Sol ikke er røget på årslisterne herhjemme, naturligvis bortset fra hos soulbrother Niels Fez, for vi befinder os jo i samme territorium som hos Sault og Little Simz, nemlig Inflo-produceret. Og endda med hele to gode album. Det er ret klassisk britisk r&b, indfølt, melodisk og lyder virkelig lækkert til en afslappet stund. Også Eddie Chacon leverede på sit andet, stenede comeback-album, og koncerten i Voxhall i november er på min liste over årets koncerter, mens Jalen Ngonda er årets nye soulnavn for mig med en glimrende plade, der lyder både retro og frisk – bare på Daptones-måden. Og så er Allison Russell så dygtig, at hun både kan komme på playlisten med årets soul og årets country (men country og soul er jo også den samme sang). Noget af årets bedste soulmusik:

8. DANCE (Everything But The Girl – Fuse, Romy – Mid Air, Roisin Murphy – Hit Machine, Jessie Ware – That! Feels Good)

Det var et stærkt år for den elegante britiske voksendance, illustreret ved disse fire kunstnere, der alle kan fungere på både dansegulvet og i en tænksom stund derhjemme – med Jessie Ware som den mest euforiske af dem. Romy lyder lidt som Everything But The Girl i 90’erne, og derfor er det naturligvis spøjst, at EBTG selv vender tilbage samme år, som Romy solodebuterer. Her et par timer med årets bedste sange til det elektroniske dansegulv, hvor Sofia Kourtesis’ debutalbum naturligvis ligeledes er et af årets højdepunkter:

7. COUNTRY (Jason Isbell & the 400 Unit – Weathervanes)

Intenst, melodisk, velkomponeret. Jason Isbell er tilbage med sin stærkeste samling sange siden ’Southeastern’ på et af årets bedste countryrockalbum. Også Margo Price leverede solidt på den front med første del af ’Strays’. Min top 10 fra country/americana/folk-land i 2023 kunne godt være:

• Jason Isbell
• Margo Price
• Margo Cilker
• Bonnie Prince Billy
• Bonny Doon
• Kassi Valazza
• CMAT
• Allison Russell
• Tyler Childers
• Vincent Neil Emerson

Her er der tre timer med nogle af de bedste sange og kunstnere fra den kant, jeg har hørt fra 2023:

6. SVERIGE (Fews – Glass City)

Svenskerne kan. Faktum. Og de kan især stadig finde ud af at spille hurtig, mørk, vild, syret, udknaldet, punket, intens rockmusik. Og man skal ikke længere end lige over på den anden side af Øresund for at finde et af de bedre nye album af slagsen, nemlig Malmø-bandet Fews, der bl.a. har den danske guitarist m.m. Jacob Olsen med på deres fine tredje album, ’Glass City’.

Andre svenske favoritter i 2023 var navne som The Exorcist GBG, Death and Vanila, Echo Ladies og Melody Fields, men Fever Ray skal også huskes, ikke mindst for koncerten på Arena, der var årets næstbedste koncert på Roskilde Festival. Og relaterede Olof Dreijer er kommet på banen med noget spændende, som måske også munder ud i et helstøbt album. Og Dina Ögon er nærmest kun blevet bedre på toeren. Og Sarah Klang er stadig skøn. Og her er der fire timer med noget af det bedste fra Sverige i 2023 (mens vi venter på den nye Robyn-plade):

Nordmændene har den ikke helt på samme måde som svenskerne for tiden, men Kvelertak-pladen er fin, det samme er Susanne Sundførs, og jeg har da fundet nok godt nyt til en hjemmebrændt cd her:

5. SYNTH (Nuovo Testamento – Love Lines)

Den her synthpop-plade er sjov. Det meste er nærmest old school italo disco, og det er sjovt, fordi det er lavet fuldstændig uden ironisk distance. Den italiensk-amerikanske trios andet album er både levende, koldt og mørkt med distanceret vokal, som god synthmusik jo ofte excellerer i – og der er masser af hooks, catchy synth-temaer og omkvæd. Den slags laves åbenbart stadig. Det er naturligvis ikke den eneste gode synthplade i år – OMD er nævnt tidligere, Nation Of Language fortjener igen ros for et fint tredje album og en skidegod koncert i Pumpehuset, og hos det tyske soloprojekt Fred und Luna finder man sjov inspiration fra både Neue Deutsche Welle og kraut. Nogle højdepunkter fra mit synthår er samlet her:

4. GOOD STUFF (Yussef Dayes – Black Classical Music)

På Spotify har jeg altid sådan en affaldsspand til rester, en playliste til den cool, skæve, gode musik, jeg ikke har lyst til at putte ned i de andre kasser. Good Stuff, hedder den bare. Det er her, der er jazz, afrikansk, reggae, tyrkisk, bossa, søgende elektroniske kunstnere som Burial og Oneohtrix Point Never osv. Det er her, et orkester som Sons Of Kemet eller The  Comet Is Coming kunne toppe, hvis de havde været albumaktuelle, men også på den konto savner jeg i år det store mesterværk. Yussef Dayes-pladen er god, og på den tyrkiske front, så leverede Derya Yilidirim og Grup Simsek årets bedste koncert på Roskilde Festival. Men det er også her, jeg finder plads til Lana Del Rey, Anohni, Julie Byrne og Björk, som alle udsendte stærke sange:

3. ROCK (Sweeping Promises – Good Living Is Coming for You)

Der er udkommet mange virkelig gode små rockplader i løbet af 2023, men de fleste får ingen omtale, for rocken er i grove træk reduceret til et undergrunds-fænomen. Her har den det jo fint, og vi, der interesserer sig for den slags, skal jo nok opdage de gode plader alligevel. London-bandet Bar Italia udsendte to album, og der er nogle stærke sange på begge.

Australske King Gizzard & the Lizard Wizard fortsatte eksperimenterne med en metalplade og en synthplade, og lige meget hvad de laver, er de gode. Hvis man er til den stenede psych/garagerock, så er amerikanske Frankie & the Witch Fingers et godt navn at snuse til, det er ikke kun i den engelsksprogede verden, rocken lever. Man kan også tjekke mexicanske Mint Field, brasilianske Terraplana eller måske supergruppen Golden Hours, der har hjemme i både Berlin og Bruxelles og spiller mørk og hypnotisk rockmusik.

Og så er der den amerikanske postpunk-duo Sweeping Promises, hvis andet album er højt på denne liste over gode rockplader fra 2023, som de færreste har hørt:

• Sweeping Promises – Good Living Is Coming for You
• King Gizzard & the Lizard Wizard – Petradragonic Apocalypse
• Frankie & the Witch Fingers – Data Doom
• Lathe Of Heaven – Bound by Naked Skies
• Golden Hours – Golden Hours
• Bar Italia – Tracey Denim + The Twits
• Gel – Only Constant
• Longings – Dreams in Red
• Autobahn – Ecstasy in Ruin
• The Reds, Pinks & Purples – The Town that Cursed Your Name

Man kan også tjekke Egyptian Blue, Pale Blue Eyes, Civic, CVC, Screensaver, Crushed, Deathcrash, Dream Machine, The Tubs, Clockworks, FACS, Ratboys, Viji, Mirror Tree, Upchuck, Lewsberg osv. Osv. Der er rigeligt derude. I undergrunden. Og her er min klassiske Rock Is Dead-liste med 200 rocksange fra 200 forskellige kunstnere fra året, der gik:

2. RVG – Brain Worms

Australske RVG er blevet en af mine personlige favoritter i løbet af 2023. Af to årsager: Gruppens tredje album, ’Brain Worms’, er skidegodt, endnu bedre end debuten og langt bedre end toeren. Og samlet set årets næstbedste album. Og så gav de det, der er endt som min bedste koncertoplevelse i 2023, da australierne gæstede Stengade i november.

Det var en af den slags intense rockkoncerter på et lille svedigt sted, som vi stadig er nogen, der elsker. Og Romy Vager er en af den slags musikere, det er svært at få øjnene fra, fordi hun giver alt, hvad hun har i sig på scenen. Det er bevægelserne, hendes blik, hendes stemmeføring, hendes angreb på guitaren, mørket, at der er noget på spil. Det er enormt dragende, og sammenligningerne med Patti Smith giver mening. RVG er da også et bandnavn, hun har fået inspiration fra Patti Smith Group til ved at lave sin egen Romy Vager Group, RVG.

Efter koncerten signerede de plader i merchboden ovenpå og fik sig en sludder med publikum, helt afslappet australsk. Romy Vager sad ned, helt drænet og med hæs stemme, mens de andre stadig sprudlede af energi og glædede sig til bl.a. at besøge københavnske pladebutikker på fridagen dagen efter. En stor aften!

Mine bedste koncerter i 2023:

• RVG, Stengade
• Derya Yildirim, Roskilde Festival
• Iggy Pop, Syd For Solen
• Nation Of Language, Pumpehuset
• Fever Ray, Roskilde Festival
• The Walkmen, Syd For Solen
• Eddie Chacon, Voxhall
• King Gizzard & the Lizard Wizard, Den Grå Hal
• The Raveonettes, Studie 2 i Koncerthuset
• Lydsyn, Posten

Største skuffelse: New Order, Royal Arena

1. Sparklehorse – Bird Machine

Et lille lys i mørket, der i mangel af det store mesterværk, er blevet mit favoritalbum fra 2023. Det posthume album fra Mark Linkous’ Sparklehorse-projekt, der nåede at udgive fire små album-skønheder, mens han levede, er smukt. Afdæmpede lofisange som ’Everybody’s Gone to Sleep’, ’Hello Lord’, ’Chaos of the Universe’ og ’Falling Down’ fanger Linkous’ smerte og tendens til at glide ind i mørket.

Denne slags posthume udgivelser færdiggjort af andre fungerer kun sjældent som en helhed, men angiveligt var det meste af ’Bird Machine’ allerede klar til udgivelse inden hans sørgelige selvmord i 2010, og dette album virker som et godt femte Sparklehorse-album med masser af musikalsk legesyge og de vanligt fine små melodier.

På nogle måder er det måske endda mere ligetil og poleret end tidligere. Men naturligvis alligevel med hans død i tankerne, når man lytter til sangene, der såmænd kan være triste nok uden den viden. Det er et virkelig smukt og ærværdigt eftermæle. Tak for det.