Psyched Up Janis – bedre end nogensinde før

Så stod vi der igen.

På et lille spillested og hørte rockmusik. Og der var ikke noget sted, jeg hellere ville stå sådan en fredag aften. Og det virkede, som om det også gjaldt alle de andre gæster på det lille spillested. Især dem, der ikke stod, men hoppede, væltede rundt mellem og ind i hinanden eller kravlede rundt ovenpå hinanden. Surfede, crowdsurfede. Efter at have stagedivet, som var det for 30 år siden på Rytmeposten.

Og det var selvfølgelig sjovt, at alle tre unge knægte fra opvarmningsbandet Ashes of Billy også fik prøvet at crowdsurfe – trommeslageren i en Rage Against The Machine-tshirt, sangeren og guitaristen i en blå tshirt med ”grunge is dead” på. Alt er dødt, alt lever, alt er tilbage.

De er 14, 15 og 16 år og spillede den slags hårde alternative rock med en masse energi, som man hørte meget af i 90’erne. Det var også ret sjovt. Sune Wagner havde det også sjovt.

Faktisk kan jeg ikke mindes at have set Psyched Up Janis-frontmanden være så glad og loose på scenen – nogensinde. Men det var også en spektakulær aften.

Psyched Up Janis turnerer i anledning af 30-året for en af 90’ernes bedste danske plader, ’Swell’, og oddsene var egentlig ikke i deres favør. Aftenen forinden havde de festet ret meget efter hjemkomst-koncerten i Sønderborg, og de havde allerede spillet en ”matine-koncert” på Harder’s sidst på eftermiddagen.

Så hvis de havde været energiforladte, havde det været forståeligt. Det var der ikke antydning af. De sugede publikums energi i sig, publikum sugede tilbage, og sådan blev koncerten nærmest mere og mere energisk og intens, som aftenen skred frem.

Sune Wagner smilede og grinede rørt over modtagelsen og publikums udskejelser, var sjældent snakkesalig og opfordrede mod slutningen til mere stagediving, mere crowdsurfing. Som vi ellers hurtigt lærte at hade dengang i 90’erne. Og det gjorde Psyched Up Janis sikkert også selv dengang, fordi det stjal så meget fokus.

Denne aften var det bare sjovt, og det fjernede intet fra oplevelsen af et band, der ikke kan have lydt meget bedre på noget tidspunkt i karrieren. Nok var det en tidsmaskine tilbage til 90’erne for en stor del af os, men der var altså også mange, der ikke var med dengang, og Psyched Up Janis’ grungede støjrock var nu og her både pirrende, skurrende og poetisk.

De rev og flåede i os, de tonede den ned og trak os op igen. Sune, Yebo på trommer og Jakob Krogh Jørgensen på lavthængende bas. Det var simpelthen bare dygtigt. Og de elskede det, måske endda mere end os på gulvet. Den slags er svært at vide, for hvordan skal man kunne sammenligne de to ting. Men adrenalinen bankede i hvert fald stadig rundt i kroppen på dem efter koncerten, da de gik rundt og snakkede og prøvede at falde ned.

Jeg havde selv svært ved at falde i søvn, for det var en af den slags aftener. I zonen. Derinde, hvor det hele bare mærkes mere intenst, end hvis man står længere tilbage og observerer og lytter. Hvilket også er fedt, for musik er jo uanset hvad nummer 1, som Uffe Lorenzen altid skriver.

På Harder’s er alle nærmest tvunget ind i zonen, fordi stedet er så lille. Den smalle scene er lige så bred som lokalet, scenen er under en halv meter høj, og der er ikke nogen barrierer. Det er skønt. Alle koncerter burde være sådan her.

Det lød også fantastisk – fordelen ved at spille to koncerter samme sted – og det var højt. Noget af den høje lyd sidder stadig i ørerne. Susen, hyletone. Højere end det plejer at være, men forhåbentlig er det tilbage på normalt tinnitus-niveau i morgen. For musikken må gerne være høj. Den er bedst, når den er høj.

I Died in My Teens. Vanity. Shudder. Subsonic Why. Where the Lights Won’t Shine. The Stars Are Out. Chandelier. New 5. Modest Us. Special One. Evil Beauty. Now It’s summer. SÅ mange højdepunkter. Og Shoot the Breeze, for pokker.

Og der skete det mærkelige, at koncerten sluttede med en gentagelse. Bandet var så høje på energien og stagedivingen og crowdsurfingen, at de spillede et ekstra ekstranummer. Som de allerede havde spillet én gang. Denne gang for selv at få filmet crowdsurferne. På publikums opfordring blev det – naturligvis – ’I Died in My Teens’, og det gik ret bunkers. Hold op, hvor var det godt, hvor var det en skæg aften.

Og vi gør det igen. Derude på et lille spillested. For eksempel på Posten om to uger, når Psyched Up Janis igen gæster Fyn.