Coachella: Middelmådighed og ligegyldighed

Det var godt nok en tynd omgang.

Den første weekend med Coachella-koncerter, man kunne følge med i via YouTube-streaming, bød på få højdepunkter, set hjemme fra sofaen.

Sofaen er ikke det samme som at stå ude i ørkenen ved siden af alle de velklædte angelinos, indrømmet, men det var bare svært at se ret meget andet end middelmådighed og ligegyldighed, når den tanke først havde meldt sig.

I disse tider, hvor vi hver især dyrker vores egen lille niche, er det blevet sværere og sværere at skulle være den store festival, der kan byde på noget til alle.

Subkulturerne er blevet så små, at en stor festival alligevel ikke kan byde på noget spændende til dem alle, og folk er ligeglade med det meste andet end deres egen lille kult. De folk, der vader åbensindede rundt og tjekker forskellige genrer ud, er få, og nysgerrigheden er forsvindende.

Vi kan se det med årets Roskilde-program. Skredet skete sidste år, og det er kun blevet forstærket i år, hvor festivalen er gået endnu mere aktivistisk til værks og satser endnu smallere på ungdomskultur og pop. Det er langt fra problemfrit, for det skærer mange fra, men måske er det deres bedste alternativ, når man alligevel umuligt kan favne alle. Hvis du er til reggae, tager du til reggae-festival, hvis du er til metal, tager du til Copenhell, er du til indierock, tager du til noget andet osv. De er jo nødt til at satse på en eller anden slags fremtid, og jeg håber, de rammer rigtigt.

Personligt røg jeg i periferien ift. Roskilde sidste år, og jeg tvivler ærligt talt på, at jeg kommer afsted i år. Efter små 30 år i Smatten. Den tanke havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle få. Jeg troede, jeg skulle stå som pensionist og nyde al mulig spændende ny musik til evig tid, og jeg havde slet ikke set det her skred komme så hurtigt, som det er gjort.

Men mange ting går så usandsynligt stærkt, at ingen kan følge med. Hverken lovgivere, medier, trendforskere, menneskehjerner eller jordkloden. Selv techfirmaerne kan ikke forstå virkningen af deres egne produkter. Festivalerne kæmper selvfølgelig også, især hvis de vil mere end bare underholde og tjene kassen.

Coachella har fået kritik for deres program med både mange meget smalle navne og få rigtigt store hovednavne. Men de unge er forståeligt nok ligeglade med de bedagede koryfæer, og de gamle er hovedrystende overfor de nye pop- og rapnavne (groft sagt), og der er generelt ikke meget forståelse for og overbærenhed med andres ønsker, så det er jo ikke nemt, når fællesskabs-rammerne forsvinder. Det handler kun om, hvad man selv kan stå og skråle med på sammen med vennerne. Og lave SoMe-opslag om.

Billetsalget har ifølge flere amerikanske medier været det svageste siden 2012, da man begyndte at lave festivalen over to weekender med samme lineup begge weekender, og der har også været flere negative ytringer i år, bl.a. fra Blurs Damon Albarn, der på scenen efterlyste mere engagement fra publikum. Måske kendte de bare ikke sangene.

Mine egne negative ytringer er de samme, som jeg havde på sidste års Roskilde Festival, hvor jeg virkelig mærkede, at jeg var i den gamle afdeling. Der er for meget performance, for lidt musik, for meget der er tænkt til at begå sig på sociale medier, og for få musikere. For lidt ”menneske”.

Nogle koncerter er så koreograferede, at det nærmest er musical, og ofte aner man ikke, hvor musikken eller sangen kommer fra. Det er jo ikke nødvendigvis noget problem i sig selv, slet ikke.

Den slags koncerter eller dj-gigs kan jo være glimrende – for mig er det mængden af disse koncerter, der er problemet. Fordi jeg ikke får dækket behovet for de andre ting, en festival bør byde på. De koncerter, hvor musikerne er i fokus, hvor fokus ikke er på:

• Hvilket outfit, der ser bedst ud på SoMe-opslag
• Hvilke coversange, stjernebesøg og gæsteoptrædener, der giver mest omtale
• Hvilken syret scenekonstruktion eller happening, der giver de bedste billeder

Det er så konstrueret, at musikken træder i baggrunden. Der er dansere, kostumeskift, transport mellem scene og platforme ude blandt publikum og en eller anden søgt fortælling, man kun kan forstå, hvis man får den boret ind i øret.

Nogle eksempler fra Coachella kunne være at komme til og fra scenen siddende bag på en motorcykel, der kører ind og ud gennem sikkerheds-gravene, få Paris Hilton på scenen for at spille cornhole (hvad hedder det på dansk?), have et gigantisk vandrende skelet af en øgle med sig, få Will Smith i Men in Black-kostume på scenen, have et hologram med – af sig selv, slutte med stripperdans i et mudderbad sammen med sine lige så letpåklædte kvindelige dansere eller komme anstigende i en slags robot-edderkop. Alt sammen i håb om at wow’e publikum.

Flere af navnene er efterfølgende blevet strøget fra bruttolisten over de navne, jeg kunne være nysgerrig efter at tjekke ud på årets Roskilde Festival.

Det gælder Doja Cat, hvis optræden var fyldt med konstruerede seancer, der totalt ødelagde ethvert flow, men til gengæld gav flere minutlange pauser. Men det gælder også Ice Spice, hvis 30 minutter lange optræden bestod af 14 raps over stort set samme beat og en masse twerking med røven mod publikum. Det sidste var det, der gav mest jubel.

Der var også en masse berøring af skridt og bryster fra de to, mens Tyler, the Creator ragede sig selv i klokkeværket hele tiden.

Lana Del Rey kørte til gengæld den mere romantiske stil i sceneopsætning og påklædning. Men også med en masse transport og dansere, der stjal fokus, for de sværmede omkring hovedpersonen selv det meste af tiden og var meget mere i billedet end musikerne, hvilket jo er sigende. Optræden frem for musik. Og i øvrigt en Lana Del Rey med elendig mikrofonlyd. Jeg kan enormt godt lide hendes valiumpop, men det her var kedeligt. Også selvom Billie Eilish gæstede.

Og det var et andet problem. Mange koncerter var kedelige, middelmådige, jævne. Eller lettere bedagede som Sublime, Deftones, Justice – og comeback-hovednavnet No Doubt.

Selvom Gwen Stefani er en karismatisk frontperson, og No Doubt har en håndfuld virkelig stærke sange, har det aldrig været noget stort liveband. Og her trækker jeg lige Midtfyns-kortet for at underbygge påstanden, for koncerten dengang i 2002 var virkelig sløj.

På Coachella spillede de en version af Madness’ ’One Step Beyond’, der understregede, hvor langt nede på ska-skalaen, de selv ligger i forhold til briterne. Og besøget af Olivia Rodrigo på ’Bathwater’ kunne ikke løfte den sang til noget som helst. Men det gav omtale. Gwen Stefanis påklædning og hår har givetvis gjort det samme. Det stod efterfølgende klart, at sangene fra hendes solodebutplade er det, hun er allerbedst til.

Endnu et problem er mediernes hype af begivenhederne, så man tror, man er gået glip af en hel masse. Det er man ikke. Det er iscenesættelse for hypens skyld. No Doubt skal trods alt have ros for at være musikere på scenen og have en fælles indbyrdes forståelse.

Der var mange andre skuffelser. De mange mexicanske/latinske ting rammer mig f.eks. ikke personligt, selvom jeg forsøger – og det er altså også en regional ting i det område, som vi ikke er tvunget til at adoptere, selvom kunstnerne har mange afspilninger på Spotify.

Bar Italia er bare bedst på plade, og Brutalismus 3000 er simpelthen for primitiv, så de to sidstnævnte er også slettet fra Roskilde-bruttolisten. Men hvad der fungerede for mig, var især bands med grooves.

Khruangbin var cool, L’Imperatrice var funky i space-dragter, Barry Can’t Swim var lækker house til solnedgangen, Son Rompe Pera havde vildskab og særpræg, og så var Raye måske højdepunktet af dem alle.

Briten synger fænomenalt, der var et levende, swingende band, hun har gode sange, og hun har enorm karisma. Koncerten havde den sjæl, jeg savnede midt i al den øvrige performance. Måske fordi hun simpelthen var et impulsivt, tilstedeværende menneske med både smittende humør, febrilsk ivrighed og en grum personlig historie om voldtægt bag en af sangene. Ouch!

Hun spiller på Tinderbox i år og er nærmest alene værd at tage dertil for. Hvis man stadig er interesseret i mennesker, sjæl og musik. Ellers kan man jo altid bare være til stede til begivenheden og slå nogle billeder fra vinbaren op på SoMe.

Måske er det bare mig, der ser noget usundt i alt det her. Måske er afgrunden mellem mig og tidens pop- og onlinekultur bare umulig at bygge bro over. Måske er det hele fint. Måske er Coachella en efterhånden dårligere festival. Måske skal denne gennemkommercielle festival bare tage sig sammen. Måske skal den bare snart afløses af noget andet, af en anden slags musikbegivenhed.

Coachella kører samme program næste weekend, og jeg går ud fra, at man igen vil kunne streame en masse af koncerterne. Jeg sidder sgu nok klar til at tjekke nogle flere af dem, jeg ikke nåede i denne weekend. Men forventningerne er noget lavere denne gang.