Sjov aften på Loppen

Så stod vi der igen.

På et lille spillested og hørte rockmusik. Og der var ikke noget sted, jeg hellere ville stå sådan en fredag aften. Det var vidunderligt.

Og det var sjovt. Ikke helt så sjovt som at se en Sleaford Mods-koncert og have ondt i kæberne dagen efter, fordi man helt ubevidst har forsøgt at trække mundvigene om bag ørerne. Men Yard Acts energi, opfindsomhed, musikalitet, glæde og ikke mindst tekster er smittende.

Der sker hele tiden noget uforudsigeligt, det stikker af i mange retninger, det veksler mellem den her talesang med lange ordstrømme, der er så gennemgående i den nyere britiske/irske postpunk, og noget blødt og soulagtigt. De kan syre ud i hård funk, de kan bygge intensiteten op og så ubesværet glide over i bare at groove helt smooth. Der er masser af hooks, og det hele hænger sammen.

Yard Act er fra Leeds, der har en rig musikhistorie og især er kendt for en radikal postpunk-scene. Det slægtskab kan høres. I de skarpe guitarer, på det finurlige keyboard, i den ekspressive, indimellem nærmest no wave-agtige saxofon, koklokken, i grooves og rytmer og ikke mindst i de kommenterende politiske udsyns-tekster, som her fra ’Dead Horse’:

The last bastion of hope
This once great nation has left is its humour
So be it, through continued mockery
This crackpot country half full of cunts

Will finally have the last laugh
When dragged underwater
By the weight of the tumour
It formed when it fell for the fear mongering
Of the National Front’s new hairdo

Men hold op, hvor dukker der mange referencer op sådan en aften. Gang Of Four, Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, The Streets, Parquet Courts – noget britisk, noget newyorksk, noget sort. Og alligevel lyder den her gryde af inspirationer og referencer umiskendeligt som Yard Act. Og det er en grydekunst, mange andre artister bliver kogt levende i.

Syv musikere på scenen, inkl. de to korsangere, og alle havde travlt uden at være alt for påtrængende på samme tid. Og det var på kompakte Loppen, hvor vi har haft så mange andre levende, varme og svedige aftener med upcoming bands gennem tiderne. Mere end bare ”I was there”-aftener.

Denne aften gled mine tanker hen på Franz Ferdinand og især den aften, Ricky Wilson fra Leeds-bysbørnene Kaiser Chiefs hang i det lave loft og sang med hovedet nedad. Hvis jeg skulle opleve den slags igen, kunne det godt være denne aften.

Og ja, det var tæt på. For heldigvis var publikum tændte. Eller blev fyret op, efterhånden som musikken overmandede dem. Og det endte som et enormt energisk bølgende hoppeshow, som frontmanden med det ultimative engelske normcore-navn, James Smith, crowdcrawlede rundt over.

På forhånd tænkte vi, at det kunne være sådan en aften, hvor Loppen var fyldt med mænd på vores egen alder, som stod i fornuftig cardigan og nikkede anerkendende, mens de tyggede på piben, men der er sket eller andet de senere år til rockkoncerter.

Det er, som om det er en eller anden slags parallelverden, hvor publikum igen er blevet mere ligeglade med … coolness. Ja, der kommer da en smartphone i vejret i ny og næ, men generelt er der en enorm energi og tilstedeværelse.

Folk vil virkelig gerne være med, de vil mærke noget, og de er der for musikkens skyld, ja, de kan faktisk slet ikke lade være med at dukke op. Og leverer bandet på scenen, får de også en masse retur. Det er faktisk præcis, som en koncert bør være.

Og som i går er der ofte et ret fint mix af folk. Det kunne vi se på de forskellige typer og typinder (flest typer, dog), der kom svedende forbi os efter at have tonset rundt foran scenen. Og det våde, glatte gulv foran den lille lave scene lignede næsten gulvet i Valby-Hallen efter en Oasis-koncert, da vi krydsede det bagefter.

Og så var der den klassiske og helt nødvendige disciplin at komme igennem. Var de bedre end første gang-diskussionen?

Den diskussion blev kort. For selvom det også var godt på Stengade efter den første plade, var det her bare på et andet niveau. Det aktuelle album 2, ’Where’s My Utopia’, har føjet flere udtryk, lag og nuancer til et i forvejen spændende band. Det var virkelig, virkelig godt.

Det var faktisk vidunderligt at stå på det lille spillested sådan en fredag aften. Jeg tror sgu, jeg gør det igen.

PS! Jeg glemte at tage billeder – og vi stod lidt fra scenen og bag en af søjlerne, så de var alligevel ikke blevet ret gode – så i stedet er der link til lukkenummeret ’The Trench Coat Museum’, der ligger mellem de to album. Den er også virkelig sjov. Den brugte de en ti minutters tid på at komme igennem via en hel masse omveje og krumspring, der sendte os glade og nærmest lykkelige hjemad.