Uha, det kan blive en dyr måned, for mængden af interessante bands, der gæster vores hovedstad i november er godt nok stor. Hvis jeg skulle købe billet til dem alle sammen, ville det sammenlagt blive næsten lige så dyrt som at tage til koncert i Parken eller på festival en enkelt dag …
Jeg kan snildt finde 15-20 koncerter, jeg godt gad se (og høre!). Der er fire australske rockbesøg, der er norsk space disco-aften i Vega, der er ung engelsk drum’n’bass, der er folky fætre og kusiner med akustiske guitarer og meget andet god rock. Nå ja, der er også Fontaines D.C., John Grant, Black Pumas og Beak>. Oveni de udenlandske besøg kan man lægge Trentemøllers tre koncerter i Pumpen og Raveonettes’ seks koncerter i Cecil.
Mest af alt ser jeg frem til Tropical Fuck Storm i Pumpehuset. TFS er endnu et halvtosset australsk orkester, der virkelig kan fucke rundt med ens opfattelse af, hvad musik er og kan være. Og hvor mange nutidige bands er egentlig i stand til det? Jeg så dem for to uger siden som opvarmning til Bikini Kill i Vega, men da spillede de desværre kun en god halv times tid. Men det var afsindigt godt! (meget bedre end hovednavnet, men de var nu også fine at få set)
Fra Australien kommer også Amyl and the Sniffers, som jeg så på NorthSide for nylig. De virkede lidt trætte, men alligevel var det også virkelig godt, for det er bare et virkelig godt punket rockband. Bedre end The Chats, der spiller dagen inden Amyl i denne sindssyge november i København. Men The Chats er både no nonsense og absolut nonsens, så hvis man er i stand til at hænge både dametasken og 7/4-snobberiet i garderoben, venter der en sjov aften.
Som en kendt englænder engang sagde – November spawned a monster in Copenhagen. Se blot listen herunder – og tjek playlisten i kommentarerne, om der måske er et nyt yndlingsband iblandt.
1/11 Trentemøller, Pumpen
2/11 Royel Otis, Den Grå Hal
6/11 Tropical Fuck Storm, Pumpen
8/11 Black Pumas, KB-Hallen
9/11 Fontaines D.C., KB-Hallen
10/11 John Grant, Vega
11/11 Cassandra Jenkins, Vega
13/11 Nia Archives, Amager Bio
14/11 Bonny Light Horsemen, Vega
16/11 Nadine Shah, Loppen
17/11 Diiv, Vega
18/11 Public Service Broadcasting, Vega
19/11 Shannon & the Clams, Loppen
20/11 The Chats, Vega
21/11 Amyl and the Sniffers, Vega
25-30/11 The Raveonettes, Hotel Cecil
28/11 Space Disco med Todd Terje, Lindstrøm og Skatebård, Vega
28/11 Beak>, Pumpen
30/11 Los Bitchos, Vega
Der er andre, f.eks. Jason Isbell, som jeg har set og bliver nødt til at fravælge på forhånd, der er nogle datosammenfald, og så har jeg sikkert overset noget andet virkelig godt …

Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.