Meg White – fantastisk!

Hun fylder 50 år i dag, hun holder sig for sig selv, meget få ved, hvad hun laver, og hvis hun bliver fejret, er det nok kun med de allernærmeste.

Samtidig drøner Jack White rundt i Australien, spiller rock, ser fodbold på et stadion i Melbourne, nogle få hundrede meter fra det spillested, hvor riffet til ’Seven Nation Army’ opstod. Samme riff, der bliver sunget på selvsamme fodboldstadion.

Men Jack White har naturligvis husket at ønske Meg tillykke og hædre hende, som han så ofte har gjort. Ja, nogen vil insistere på, at han på et tidspunkt har sagt noget grimt om hende, men der er ingen tvivl om, at han mener det, når han fortæller, at Meg White var en afgørende part i deres lille fælles projekt, The White Stripes.

Mange steder kan man læse kritiske ord om hendes evner som trommeslager – fordi hun spiller simpelt og ikke er teknisk dygtig. Klap min bare røv med en våd gummihøne, hvor er det dog dumt. Og trættende. Meg White er decideret fantastisk bag trommerne i White Stripes.

Den helt primære årsag er, at hun spiller i sangens tjeneste.

Hun spiller lige nøjagtigt det, sangen har brug for. Hverken mere eller mindre. Minimalistisk. Der er ikke noget prale-ego, der skal fylde den mindste smule luft ud med smarte fills.

Der er på en gang både kraft og luft i hendes spil, hun er tilbageholdende og disciplineret, og HVERT ENESTE slag på trommerne er både vigtigt og rigtigt. Ethvert ekstra slag risikerer omvendt at ødelægge sangen.

Hendes stil er perfekt sammen med Jack Whites guitarspil, sang og sangskrivning, så sangene stort set alle sammen ender med at være så dynamiske, dramatiske og energiske, som de er.

Hendes spil har udtryk, personlighed og følelser, og når man så dem sammen på scenen, gnistrede det simpelthen. Den måde, hun var i stand til at følge uforudsigelige Jack White, var – igen – perfekt for sangen. Og oplevelsen.

Deres koncert i Lokomotivværkstedet i København i oktober 2005 er en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Alt var elektrisk. Heldigvis tog jeg og en kammerat også turen til Wien i sommeren 2007 og fik set en af deres sidste koncerter i Europa, inden duoen lukkede ned.

Måske, fordi Meg White var kørt ned og stadig plaget af det ødelagte ægteskab med sin bandbror efterhånden en del år forinden. Men også, fordi hun var plaget af angst, som det senere blev oplyst som grund til aflyste koncerter om efteråret.

Koncerten i Wien var også fremragende, og det hele sluttede med en sommerturne i USA i juli. Koncerten fra Mississippi på den turne findes på vinyl, og det er en af de bedste liveplader i min samling.

Frem til det sidste var det et elektrisk band på scenen. Seks album på otte år. Det passer fint med det tidsrum, et band kan forvente at have på toppen. Sidste album, ’Icky Thump’, var netop udsendt i juni 2007. Og så stoppede Meg White.

Hun trak sig og blev et par år senere gift med Jackson Smith (søn af Patti og Fred) – i Jacks baghave i Nashville, i øvrigt – mens energibundtet Jack White fortsatte med sine mange andre projekter. Officielt annoncerede gruppen først i 2011, at den ikke eksisterede mere, men det vidste man godt …

Der er en scene i koncertfilmen ’Under Great White Northern Lights’, hvor Jack sidder ved pianoet og spiller ’White Moon’ med Meg ved sin side. Det er afslutningsscenen, og det er hjerteskærende at se, hvordan tårerne triller ned ad kinderne på Meg. Og man kan tolke alt muligt om deres forhold ud fra den scene, hvis man vil. Jeg kan ikke se den uden at tude med …

Koncertfilmen er i sig selv både sjov og inspirerende og giver et godt indblik i et par musikere, der insisterer på at gøre tingene anderledes end de fleste andre.

I filmen følger man duoen på deres turne i Canada, hvor de ikke bare spiller en koncert i hvert territorium, men også giver små ekstrakoncerter i løbet af dagen. Det kan være på et plejehjem, i en bus eller den på et torv, hvor de kun lige laver et anslag, inden de forlader scenen igen, og publikum kvitterer med at synge ”one more note, one more note.”

Man kan også se, hvordan det ofte er Jack, der fører ordet i interviews, mens den generte Meg er meget kortfattet. Det er en ret fantastisk film!

Men det er også den slags konstante turneliv og aktivitet, der tærer på Meg White. Hun har helt trukket sig fra rampelyset, hendes andet ægteskab holdt til 2013, og man hører stort set intet fra eller om hende, udover når hun er medunderskriver på en protest mod Donald Trumps brug af ’Seven Nation Army i en kampagnevideo eller den slags.

Og man finder hende forhåbentlig aldrig bag tønderne i The White Stripes igen. Hvor fantastisk det end ville være at se dem live igen. For jeg kunne så godt tænke mig, at nogen er i stand til at sige, ’det var det’ og lade være med at vende tilbage.

Der er rigeligt med musik derude, der er rigeligt med comebacks, og de seks stærke albums lyser klart og smukt op som billede på en periode, da rock’n’roll – måske for sidste gang – var en bærende kultur.

Og at en anden trommeslager eller bare et enkelt trommeslag mere virkelig skulle kunne gøre denne optræden bedre, tvivler jeg på …