Masser af fine singler i januar, men få stærke albums. I hvert fald i mine ører, for andre kan jo godt lide f.eks. Bad Bunny og FKA Twigs.
Sidstnævnte kunne jeg egentlig godt lide for 10-12 år siden omkring hendes første EP’er, der blev samlet på ’LP1’ (2014), og hendes koncert på den lille scene på NorthSide i 2015 var fascinerende.
Siden er min interesse i hendes nu stramt kontrollerede elektroniske åndedrætsmusik faldet betragteligt, men Politiken giver det nye album, ’Eusexua’, fuld plade og seks hjerter. Og mener endda at vide, at Kanye Wests 11-årige datter North West har produceret en af sangene …
Men altså, hver sin smag. Og jeg kan åbenbart bedre lide et Ohio-band med 199 følgere på Facebook og 20 abonnenter på deres YouTube-kanal. Men det er altså et godt band!
Laughing Chimes hedder de, og de er ude med deres andet album, ’Whispers in the Speed Machine’, som er et kæmpe skridt frem i forhold til den fire år gamle debut.
De er udgivet på pladeselskabet Slumberland Records, der har udsendt flere af den slags små fine rockskiver med bl.a. The Reds, Pinks & Purples og Peel Dream Magazine.
’Whispers in the Speed Machine’ består af blot otte sange på samlet under en halv time – og giver lyst til mere. Jangle pop, indierock, lidt shoegaze, måske lidt postpunk. Det lyder i hvert fald som noget folk med kærlighed til indieplader fra 80’erne vil kunne få noget ud af. Tidlig R.E.M. kunne godt være del af en reference-ramme – og ikke kun, fordi de også stammer fra en by ved navn Athens, blot i Ohio og ikke i Georgia.
Jeg hører også en genklang fra bands som Echo & the Bunnymen og Psychedelic Furs, selvom den unge kvartet i Laughing Chimes givetvis ikke aner, hvem de ældgamle bands er. Men lyt selv, de gør ikke nogen fortræd!
Det er så klart mit foretrukne album fra januar, men disse seks andre plader fortjener også anerkendelse for at være solide:
- The Weather Station – Humanhood
- Songhoy Blues – Heritage
- Chris Eckman – The Land We Knew the Best
- Eddie Chacon – Lay Low
- Bonnie Prince Billy – The Purple Bird
- Hjelle – Jag kommer efter på jobbet
Det gamle funk-/soulorkester Cymande er overraskende tilbage med et nyt album, ‘Renascence’, men her er ideen om albummet bedre end virkeligheden, selvom der er fine momenter på – nemlig singlerne fra i fjor. Og så tænker jeg alligevel, at jeg måske bare skal høre den noget mere …
Men skuffet blev jeg afgjort, da jeg satte Lambrini Girls’ debutalbum på, for det kunne heller ikke leve op til de fine takter fra singlerne (og hypen).
Brighton-duoen er energisk, sjov og fandenivoldsk og hylder åbenlyst bands som Bikini Kill, men deres råbende punkrock bliver lidt trættende i længden, og der er ikke mange sange med niveau som ’Big Dick Energy’ på albummet med titlen ’Who Let the Dogs Out’. De spiller i Ideal Bar 11. marts, og det skal trods alt nok blive ok.
Viagra Boys er stadig mere end ok. Der er nyt album på vej, og førstesinglen ’Man Made of Meat’ udkom i januar. Og den er virkelig god!
Både sjov og alvorlig, både legende og kommenterende, og med en stærk musikvideo oveni. Og et bøvs i første vers, naturligvis.
Der er vide grænser for, hvad man tolke af de mange excellente linjer og videoen, men der stilles eksistentielle spørgsmål, og influencere, onlinekultur, kunstverdenen og deres egen voksende berømthed er i hvert fald nogle af de ting, der står for skud hos det skønne svenske rockband, som ikke overraskende lagde Syd For Solen ned sidste år.
Betydeligt mere overraskende var det, at der i januar dukkede en ny sang op med Alison Krauss & Union Station. ’Looks Like the End of the Road’ hedder den, og det åbner jo for en vis grad af spekulation, men det er i hvert fald en dejligt deprimerende sang.
Den når ikke samme tudehøje niveau som koncerten dengang på Roskilde, men at høre en ny sang fra Alison Krauss sammen med Union Station (uden Dan Tyminski) efter 14 år kan også noget.
Og så bød januar også på nyt til os med hang til tyrkisk rock, altså den psydeliske del af slagsen med aner tilbage til Den Anatolske Højslette, her fra Hamborg-bosiddende Derya Yildirim og hendes band Grup Semsek:
Og for os med hang til både synthpop og Nina Persson-vokal (og det må være ufatteligt mange!!) dukkede der denne meget fine sang op fra Nina og de svenske landsmænd i Kite:
Man kan som altid følge min playliste med de bedste nye sange her:
Men hvis man bare gerne vil høre noget god ny rock, har jeg samlet en times tid med den bedste af slagsen fra januar, inklusive Porridge Radio, der jo desværre har valgt at sige farvel efter årets sidste koncerter. Ærgerligt – men tak!
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
SnabRocks 