Blur-film er både fascinerende og problematisk

Hvad pokker er en dokumentarfilm egentlig?

I Danmark har vi haft nogle sager, hvor DR er blevet skældt ud for en lydeffekt, og i Kandis-historien blev en betalt rejse problematiseret. Men tak skæbne, det er småting i forhold til, hvad der ellers kan rejses af kritikpunkter, når det handler om såkaldte dokumentarfilm.

Mit fokus vil her på bloggen være på musikdokumentarer. Jeg elsker at se dem, og de optager størstedelen af pladserne på mine ”to see”-lister. I går fik jeg så endelig set den seneste Blur-dokumentar, der kan ses på C More, og den understreger et af de helt store problemer ved mange af nutidens musikdokumentarer.

Den er nemlig overhovedet ikke uafhængig.

Neutraliteten er væk, og et journalistisk vidnesbyrd er det ganske enkelt ikke. Det samme kan man sige om alle mulige andre ”dokumentarer” om f.eks. Taylor Swift, om pladeselskabsmogulen Clive Davis eller om Beyoncé. Fordi pengene til dokumentaren – eller promotionfilmen, skulle man måske snarere kalde det – i sidste ende kommer fra kunstneren selv. (PS! David Beckham-serien er et andet glimrende eksempel)

På den måde bliver det et forherliget blik på personen, musikken, perioden, eller hvad der nu dækkes. Der kan stilles kritiske spørgsmål til alt i filmen, når emnet også er afsender.

Oftest er det udeladelserne, der ender som det store problem, for hvordan skulle vi kunne stole på, at der er foretaget en almindelig kritisk vurdering af historie og materiale i seerens interesse og ikke afsenderens?

Vi kan ikke være sikre på noget som helst!

Det er heller ikke mange uafhængige parter, der – hvis de overhovedet kunne forhandle sig frem til betingelserne – har råd til at lave den slags musikdokumentarer. Kunstnere og selskaber blokerer dem indimellem med retssager og trusler, så tilbage er der det, disse film ofte giver os; et indimellem fascinerende, men også nøje koreograferet blik ind bag ved, hvor journalister ellers meget sjældent får adgang.

Det gælder især i vore dage, hvor de største stjerner er totalt kontrollerende og envejs-kommunikerende og sjældent svarer på nogen som helst spørgsmål fra almindelige (rigtige) journalister.

Dertil kan man smide diverse fotoforbud oven i den lukkede, topstyrede forretning, som disse kunstnere er. Bare kig på Beyoncé som det måske mest grelle eksempel.

I Blur-filmen fra sidste år, ’To the End’, er der flere interessenter:
* Filmen er instrueret af Toby L – han er skaber af Transgressive Records, der udgiver musik med Blur-medlemmerne Damon Albarn og Graham Coxon.
* Toby L er også en af fire ”executive producers” sammen med sin Transgressive-kollega Tim Dellow.
* En tredje er firmaet Eleven Management, der er Blurs eget management-firma.
* Den sidste er Josh Connolly, som jeg simpelthen ikke ved, hvem er. Men han har også været på holdet til film om Foals og Liam Gallagher, som Toby L og Tim Dellow også står bag. Og udgiver …

Der er altså ikke meget uafhængighed at hente.

’To the End’ er den fjerde film om Blur, og den følger bandet over en periode fra afslutningen af indspilningerne af ’The Ballad of Darren’-albummet fra 2023 til de to udsolgte koncerter på Wembley i juli 2023 – deres første Wembley-koncerter.

Der er ikke meget om musik, men der er masser af interessante sekvenser, de fire ofte elskelige og helt sikkert meget medievante medlemmer får lov at være både sjove, kloge, ironiske, selvironiske og reflekterende, og det hele kulminerer i triumfen på Wembley og – måske – genskabte venskaber.

Det er svært at sætte en finger på billeder eller lyd, og vi er ofte med ude i verden, der er en masse skønne situationer på bl.a. Albarn og Coxons gamle skole, så på den måde fungerer tingene.

Fortællemæssigt mangler der til gengæld en masse. Der mangler opfølgende spørgsmål, og det er fra begyndelsen svært at vide, hvad filmen egentlig vil, og hvor vi skal hen – andet end ”to the end”, som jo ikke var slutningen på Blurs turneliv. Men det er titlen på en Blur-sang, og så er det jo svært at slå sin darling af en titel ihjel …

Vi oplever i interviewene, at fortiden på en måde indhenter dem, og de er nødt til at forholde sig til skeletterne i skabet, men der mangler også en masse kontekst omkring de indbyrdes relationer mellem disse privilegierige mænd i 50’erne med maver, familier og skavanker.

På den måde bliver filmen – som den slags jo ofte gør – ”noget om” og en film for fans. Et stærkt kurateret kapitel mere i historien.

Men hvad vi dog også får, er en masse fascination, vi får et indblik i banddynamikker, og vi får en feel good-afslutning med det måske allervigtigste – nemlig musik.

Det er her, på scenen, man ser den ufiltrerede glæde. Det er jo for fanden det her, det hele handler om, ikke alt det andet. Det er fire musikere, der taler samme sprog, det er ingen performance. Det er kreativitet, kunnen og fællesskab. Det er noget fysisk, nærmest spirituelt.

Mind, body and soul. Hos fire individer i harmoni. Det er det, musik i et band kan. Og oveni smider man lige et publikum på 90.000 mennesker, der kan mærke det. Store sange på store scener er magisk. Især når de kommer fra levende mennesker, der har noget på spil, der spiller uden sikkerhedsnet, der på trods af deres mange privilegier faktisk har overkommet en masse ting for at stå der.

Det er svært at være kunstner og prof på samme tid. Men når det fungerer … Wow!

Musikere er ofte følsomme mennesker med antennerne ude. De mærker, forstår og formidler. Men de slår sig også.

Og det er jo netop dér, den uafhængige dokumentarist mangler til at få den ærlige, rigtige, fuldstændige historie frem. I stedet for glansbilledet med enkelte selvvalgte revner.

Men hvad vi ved, det er, at der efterfølgende er udkommet både album og film med alle Wembley-sangene, så fansene kan investere endnu en gang.