Ting, jeg ikke vidste, jeg gerne ville vide

Visse irske revolutionære er så glade for Tupac, at det er populært at photoshoppe rapperen ind i historiske fotos. På den måde kan det se ud, som om Tupac var del af Påskeoprøret i 1916 eller var medlem af IRA!

Det har jeg lige læst i Niels Fez Pedersens ugentlige nyhedsbrev. Og jeg forstår sammenhængen. Tupacs forældre var medlemmer af De Sorte Pantere, og irerne kan relatere til at være undertrykt. Og jeg klikkede straks på linket for at se Tupac i IRA-omgivelser.

Niels skriver selv, at han ikke kan få nok af den slags historier. Det kan jeg heller ikke. Ting, jeg ikke vidste, at jeg gerne ville vide. Historier, musikjournalistik og musikskriverier, som jeg ikke vidste, jeg havde brug for at læse.

Niels’ nyhedsbrev tilhører selv den kategori. Når nyhedsbrevet dukker op i indbakken, er det svært på forhånd at gætte indholdets tema.

Ikke, fordi temaet er uaktuelt, for der er næsten altid en aktuel krog, men fordi Niels søger ud i krogene ift. dagens øvrige musikjournalistik. Jævnligt handler det om musikbøger eller musikfilm, der ellers aldrig når danske spalter.

Temaet i denne uge er tre aktuelle hiphop-bøger. Den nye om Tupac, sat i en revolutionær kontekst, og to om De La Soul og MF Doom.

Jeg kan virkelige godt lide alle tre kunstnere, bøgerne lyder spændende, og jeg får lyst til at købe og læse dem alle sammen. Men jeg må dog nok hellere minde mig selv om, at der i forvejen sikkert står 100 ulæste musikbøger i reolerne …

Men nu ved jeg, de tre bøger eksisterer, jeg ved nogenlunde, hvad de handler om, og jeg har set Tupac dukke op på gamle IRA-billeder.

Læs videre her.

Det meste musikjournalistik er styret af aktuelle udgivelser og begivenheder. Det er også vigtigt, for det er nutids-historieskrivning, men indholdet er desværre også meget forudsigeligt og føles mere og mere ensrettet, snævert og fokuseret på popkultur eller noget, der kan gøres til debat og skandaler. Samtidig med, at folks læseevne bliver ringere og ringere, og mange ting aldrig bliver nedfældet på skrift.

Desto vigtigere er alternativer som Fez’ nyhedsbrev, der finder sideveje og andre syn på det aktuelle. Med musikken som fundament. Ord, man bliver klogere af og får udvidet sin horisont af, ikke bare hurtig underholdning. Men der findes heldigvis meget mere af den slags derude, hvis man selv gider finde det.

Kim Flyvbjergs magasin Groovy falder også ofte i kategorien af musikskriverier, jeg ikke vidste, jeg havde brug for at læse. Der er altid en aktuel krog på en del af indholdet, men der er også indhold, man med et moderne dansk ord kan betegne som forholdsvis random.

Det kan være anbefalinger af nogle skøre vinylplader (jeg er i målgruppen) eller et interview med en ikke-aktuel musiker (stadig i målgruppen!).

Og når en velskrivende fyr som Kim Flyvbjerg sætter sig til tasterne, læser jeg altid gerne med. I september-nummeret kan jeg f.eks. læse om, hvordan nogle af de nye soulstjerner ”nænsomt” opdaterer genren.

Fokus er på Curtis Harding, hvis nyeste album, ’Departures & Arrivals: Adventures of Captain Curt’ er decideret glimrende. Derudover præsenteres Thee Sacred Souls og Durand Jones & the Indications, tilsat nogle anbefalinger til ældre soulplader, disse tre aktuelle kunstnere er ”rundet af”. Igen – jeg kan lide alle tre kunstnere, jeg graver med ned i anbefalingerne, og det er god læsning, vigtig læsning!

Find bladet i din pladebutik, på dit lokale bibliotek eller her.

Og når det gælder aktuel soulmusik, vil jeg selv gerne anbefale tre andre albums, der kan snige sig ind under kanten af den genreparaply.

Især det nye album fra Blood Orange er decideret fremragende og allerede lagt i bunken til årsliste-tiden, men også Loaded Honey og Natalie Bergman har på hver deres støvede facon begået stærke, sjælfulde plader for nylig. Hmm, hvem skulle dog have troet, at soulmusik kunne føles stærk og vigtig i disse sjælløse tider??

En sidste anbefaling til bunken af random kvalitetslæsning er det amerikanske musikmagasin Maggot Brain, navngivet efter et gammelt Funkadelic-album.

Forbindelsen mellem blad og navn er Jack White og dennes hjemby Detroit.

Funkadelic regnes som et Detroit-band og blev i storhedstiden udgivet af Detroit-pladeselskabet Westbound, og det er Jack Whites selskab Third Man Records (TMR), der udgiver musikmagasinet Maggot Brain.

Jack White og TMR er godt nok flyttet til Nashville for mange år siden, men hans tilknytning til Detroit er stadig stærk, og det bærer både hans musikudgivelser og indholdet i Maggot Brain præg af.

Samtidig kigger han og kumpanerne i det lille uafhængige imperium oftest hellere ned i undergrunden end ud på de store hovedveje. Det kommer der noget forfriskende anderledes ud af i spalterne i Maggot Brain, hvor fokus ikke er musikselskabets egne kunstnere, men musik og kultur, de vel sagtens selv kan lide og er formet af.

Magasinet er umuligt at finde herhjemme, men da den slags var til at betale sig fra (før told og stigende posttakster), bestilte jeg det indimellem hjem fra USA. I dag kan man også være heldig at finde Maggot Brain hos tyske HHV, men de 12 dollars i udsalgspris er så også blevet fordoblet eller mere.

Udgaven afbildet her fik jeg dog fat i på anden vis, nemlig hjembragt af førnævnte Niels Fez, da han besøgte Nashville sidste år.

Da jeg spurgte, hvad han syntes om magasinet, lød svaret: ”Der står en masse, jeg ikke vidste, jeg havde brug for at læse.” Nemlig!

Dagens skøre plade

Men først:  Dette er et fuldstændig AI-frit blogindlæg/nyhedsbrev. Og det bliver det ved med at være.

Selvom det givetvis ville kunne øge produktiviteten at prompte nogle stikord og bare kopiere lortet – ord, grafik og noget visuelt, der på en god dag kan minde om et fotografi eller en video.

Der er – for at bruge et andet moderne dansk ord – rigeligt med content derude, selv uden AI-lort, så mine skriverier er udelukkende drevet af lyst til at skrive og formidle musik. Den lyst har været væk i lang tid, men måske er den ved at vende tilbage. Vi får se …

Men jeg vil i hvert fald skrive om nogle af mine egne plader, der falder i kategorien af skøre plader, vel vidende, at der er et forholdsvis random publikum til den slags. En af de skøre plader er denne Monty Python-lp fra 1977: ’The Monty Python Instant Record Collection’.

Det er en almindelig opsamling med sketches og sange, men på denne version kan coveret foldes ud, så det former en stor firkant, der ligner en række lp’er – altså en pladesamling.

Titlerne på ryggen er opdigtede, og hver af dem er en lille (indforstået) joke. F.eks.:

• Rock and Roll Is Here To Stay Again!
• The Beatles Chauffeurs Live!
• Ron Simon and Geoff Garfunkel: Live From The Tennis Club Purley
• My Brain Hurts and other National Front Marching Songs
• A Man Who Once Sold Paul McCartney a Newspaper – Live!
• Raw Power Punk Kill Beast Throttle Destroy! – Clodagh Rotten
• The Dave Clark Five’s War Speeches

Og i udløbsrillerne er der indgraveret ”DEAR MUM, CUTTING ANOTHER PYTHON RECORD I’LL BE HOME LATE TONIGHT, LUV PORKY” på den ene side og ”<<SPECIAL RECORD>> NO 471 RING CHARISMA FOR YOUR PRIZE NOW!” på den anden.

Den er naturligvis nødt til at stå i pladesamlingen.