Det er blevet alt for udspekuleret

… og på et tidspunkt må det give bagslag.

Taylor Swift kan næppe få lov til at bruge hele drejebogen for kommerciel udnyttelse af sine fans meget længere. Håber jeg.

The Eras Touren kommer til at stå som hendes toppunkt i karrieren, for det, hun og alle hendes forretningspartnere har gang i netop nu, er for meget.

Produktet er for kedeligt, og udnyttelsen bliver for gennemskuelig. Vi er nede i at skulle vride de sidste tokroner ud af kundernes hænder. Vi har generelt været her i alt for mange år efterhånden. Med Taylor Swift er det bare ekstremt.

Et mikro-eksempel:

Når hun har fået skiftet den almindelige version af ’The Life of a Showgirl’ ud med et såkaldt Track by Track Deluxe Album på playlisterne på Spotify, betyder det, at hun får nogle brugere til at klikke hen på track by track-albummet, hvor der er nogle korte fortællinger om hver sang. Med ekstra intro og outro giver det 26 numre i stedet for de 12 på det almindelige album.

Den slags ekstra indhold er fint nok til fans, men hvorfor kan almindelige lyttere ikke bare få lov at klikke direkte hen på det almindelige album i stedet for at skulle blive irriteret over det og selv søge eller klikke flere gange for at finde det? For at vride nogle få ekstra afspilninger, opmærksomhed og håndører ud af enhver potentiel lytter?

Disse korte fortællinger er pudsigt nok alle sammen 30 sekunder eller længere – og det er, så vidt jeg ved, fra 30 sekunders afspilning, Spotify begynder at afregne.

Playlister som top 50 og New Music Friday er ofte indgangen til en kunstner for en masse lyttere, men et trick som dette er nok til, at jeg, en perifært interesseret i Taylor Swifts musik, f.eks. ikke gider lytte. Det er simpelthen for irriterende og udspekuleret.

Men så småligt er det blevet, alt er nøje udregnet i afdelingen for økonomisk skønhed.

Og jeg gætter på, at det er det samme bonus-cd-materiale – track by track-historier plus en musikvideo – hun var i stand til at lokke sine fans i biografen med til den store udgivelses-festdag. Endnu en måde at hive penge ud af sine fans på.

For slet ikke at tale om de 28 forskellige versioner, der indtil videre er udkommet. Eller er det måske 10 forskellige lp-versioner og 23 forskellige cd-versioner? Det er i hvert fald de versioner, der er oprettet på Discogs dags dato.

Forskellige covers, forskellige farver, forskellige signerede fotografier, forskelligt musikalsk og ikke-musikalsk indhold, forskellige deluxe editions, forskellige trøjer (!), forskellige limited editions. Uden nogen som helst god grund, andet end at nogen har siddet og regnet på, hvor meget man potentielt kan hive ud af almindelige musikkøbere, fans og superfans kombineret, samtidig med at man laver aftaler med diverse firmaer, der kan sælge deres version.

Indtil videre fungerer det, for som en masse medier har travlt med at rapportere, så har Taylor Swift med ’The Life of a Showgirl’ slået salgsrekorder. Fordi fans køber flere forskellige eksemplarer, fordi mange trods alt kan lide hende og hendes musik, og fordi mange er nysgerrige på, hvad verdens største popstjerne nu har fundet på.

Den tidligere rekord i moderne tidsregning tilhørte Adele med ’25’ – et album, hvor der udkom en enkelt special edition-cd med tre bonussange i USA, resten var bare det almindelige album.

Rekordhistorierne om Taylor Swift gælder det fysiske salg, og det gælder historien om, at albummet var blevet gemt (pre-saved) mere end noget andet album tidligere på Spotify.

Det er et fænomen, der kun har eksisteret i kort tid, og som Spotify har gjort til en ny hitliste i netop samme uge, som Swift-albummet udkommer. Spotify vil heller ikke gå glip af en mulighed for at være med på vognen og få omtale for et nyt produkt, de kan koble på Taylor Swift.

Den rekordhistorie fortælles fuldstændig uden kontekst i forbindelse med udgivelsen, og så kører succeshistorierne bare derudad, fordi ingen medier vil gå glip af et klik. Og bare vent på hitliste-historierne og streaming-historierne den kommende tid.

For en perifært interesseret, der blot skimmer overskrifter eller måske endda læser en hype-historie på dr.dk med en begejstret superfan, der optræder som ekspert, er det svært at tro andet, end at Taylor Swift stadig er fantastisk.

Men det er musikken jo ikke. Det er albummet ikke.

Det er kunstnerisk set en skuffelse, hvilket anmeldelserne da også klart fortæller (bortset fra f.eks. fanbladet Rolling Stone). ’The Fate of Ophelia’ skal nok blive et hit – for den sang har indtil videre skilt sig ud på streamingtallene, og der er jo også nødt til at være et hit, fansene kan koncentrere sig om for i det mindste at have et eller andet ud af anstrengelserne ved at være fan.

På Spotify er alle sangene hits netop nu. I USA er de 12 sange de 12 øverste på top 50 (vild succes!), men i Danmark er de faktisk ved at drosle ned ad top 50 og ligner (så vidt jeg husker) Annika-tallene, og på TikTok ser det ikke ud til, at sangene har nogen som helst gennemslagskraft. Jeg tror, de yngste er ligeglade med Taylor Swift.

Det var nøjagtig det samme med Beyoncés ’Cowboy Carter’-album, der fik omtale for at slå en masse rekorder – men lynhurtigt forsvandt fra hitlisterne igen, fordi meget få er blevet ved med at lytte til andet end et enkelt hit og indimellem nogle få andre gode sange.

”INGEN” har hørt den plade, siden den udkom! Med mindre de har betalt 1300 dollars for en koncertbillet og vil være bedst muligt forberedt til koncerten.

Men der er ingen historier om, at albummet dermed muligvis har slået rekord for hurtigste fald eller største fald eller lignende – for de historier fortæller musikindustrien jo ikke selv. Og så sidder der heller ikke en masse skribenter og fans ude på dagblade og musikmedier og ukritisk gengiver indholdet af pressemeddelelser om det, som de jo gør med så meget andet, for de pressemeddelelser eksisterer ikke.

Taylor Swifts streamingtal er i øvrigt skræmmende høje og på en helt anden planet end Beyoncés. I gennemsnit er sangene på ’Showgirl’ næsten allerede hørt lige så meget som sangene på ’Cowboy Carter’ …

Taylor Swift er indbegrebet af amerikansk musikforretning, det er revisorberegnede udgivelsesplaner designet til at få omtale, og der er musikalsk set meget lidt spændende ved det. Harmløst, men effektivt. Musikken er denne gang bare mindre effektiv end tidligere. Men mængden af sidehistorier er større end nogensinde, og mange af de viderebragte historier er at definere som ren reklame.

Men når man har spillet så meget på at udnytte sine fans, risikerer det at give bagslag. I ”gamle dage” var alle disse solgte vinyler endt i udsalgskasserne i brugtbutikkerne. Det bliver spændende at se, hvor de havner nu, for hvor mange gider have fem eksemplarer stående af en dårlig plade, især hvis man ikke engang har en grammofon, men bare kan lide at vise sine erhvervelser frem i fanmiljøet?

Eller vil fansene bare blive ved med at juble over, at deres yndlingskunstner tjener flere penge på sine fans end nogen anden musiker?

Det aktuelle Taylor Swift-eksempel er tendensen overalt. Alt bliver gjort op i penge, klik, likes og opmærksomhed. Salg og følgere, algoritmer, rekorder, fan-universer.

I Taylor Swifts tilfælde også de konstruerede ’easter egg’-historier og aktiviteterne hos internet-detektiverne. Det hele går i ring, og Taylor Swift er selv fanget i midten. Og du godeste, hvor er det kedeligt!

Musik i sig selv er efterhånden ligegyldig, og samtalen om musik er forstummet, hvis den ikke bliver taget som gidsel af politikere og aktivister. Og så bliver sidehistorierne til historiEN.

Og det er sidehistorierne, medierne dyrker. Balladehistorierne. Skandalehistorierne. Kendis disser eller kysser kendis-historierne. Succeshistorierne. Og musikernes egne SoMe-envejs-reaktioner på alt dette refereret fuldstændig uden egen journalistisk tilgang af medierne. En uendelig skrue uden selve essensen – musikken. Imens drukner alt det spændende musik derude i det uendelige hav af ligegyldighed.

Hvor er bevægelserne i musikken for tiden? Tendenserne? Hvem skaber lyden af musik i 2025? Fortæller sangene noget om den verden, vi lever i? Den slags historier har trange kår.

Engang fik man sandhederne i en tre minutter lang popsang, og til en koncert eller en festival var alle billetkøbere lige og havde betalt det samme beløb for at komme ind.

Tænk at være forskellige mennesker, men mødes på lige vilkår over den samme musik, og det var ret fedt …

I dag er det hele begivenheder, limited edition FOMO-pres, VIP, semi-VIP, super-VIP, ekstra special freaking fucking super-VIP, golden circle, fast lane corporate powerpoint bullshit bingo, dynamisk prissætning og pis og lort, så indtjeningen igen kan ekstra special freaking fucking superduper grådigheds-optimeres på bekostning af kultur, sandhed, samfund og lige muligheder for det enkelte menneske.

Senere overtog standup-komikerne sandheden – men i dag sælger de også ud for saudiske undertrykkelses-millioner. De kunstneriske film og tv-serier og brillante podcasts skal man også lede længe efter i oceanet af algoritme-bras.

Tilbage er de influencere og youtubere, der formår at trænge gennem vinterdobbeltdynen af ligegyldigt ’content’, snydere og bedragere, narcissisme og AI. Dem, der ikke passer ind i de etablerede medier, men du skal være både kritisk og stædigt opsøgende for at finde dem. Og hvem har tid til det, når man i stedet kan se en kattevideo eller blive forarget over noget, man ikke har forstand på?

Taylor Swifts sange kunne engang røre en masse mennesker, der kunne forholde sig til indholdet. Men hvem kan bruge hendes nye sange oppe fra dronningetårnet i revisor-slottet til noget? Hvem kan relatere til dem?

Det er skønt, hvis man kan, men hvem gider overhovedet lytte og føle, hvis man får fornemmelsen af, at det mest af alt er skabt for, at hun og hendes imperium kan tjene så mange penge som overhovedet muligt?

Så er det bare indhold. Så er det ligegyldighed og udnyttelsen af ligegyldighed pint ud over grænsen. Og så fortæller den udgivelse desværre alt for meget om dagens samfund.

Dagens skøre plade

Jeg er så opgivende, at jeg ikke engang gider finde en sjov plade frem, inden jeg går ud og råber efter skyerne. Så bare se ovenfor …