Det sjoveste pressemøde – da Robbie regerede

De pressemøder, jeg har været til som journalist, har ofte lignet noget i denne stil:

Som regel havde de færreste synderligt meget lyst til at være der – hverken dem på podiet eller dem på stolerækkerne. Det var bare noget, der SKULLE gøres, for det var på den måde, information blev tilvejebragt og formidlet.

Men så var der jo den dag med Robbie Williams i den nedlagte lufthavn Tempelhof i Berlin …

Forleden var det 20 år siden, og jeg kom i tanke om det, fordi jeg så, at Robbie er på promotionturne for sit kommende album og har udtalt, at han ikke ville udsende sin nye plade samtidig med og dermed i konkurrence med Taylor Swift.

Albummet er rykket fra den oprindelige dato, 10/10, til februar næste år i jagten på endnu et nummer 1-album, men promotionplanerne fortsætter alligevel i et vist omfang med bl.a. et besøg i Radio 1’s Live Lounge:

Robbie befinder sig i dag i en noget lavere liga end Swift, men dengang i 2005 fandtes popstjerner ikke ret meget større i verden end Robbie Williams, og selvom USA ikke kunne medregnes til hans territorium, greb han ud efter Michael Jacksons trone som King of Pop.

300 journalister var fløjet ind fra hele verden til lanceringen af albummet ’Intensive Care’, og udover dette pressemøde gav han kun et par enkelte solointerview. Det var altså lige netop den dag i Berlin, pressen kunne få noget at vide om Robbie og det nye album. Og det var forrygende!

Som en standup-komiker regerede han fra scenen, mens journalisterne på stolerækkerne på gulvet i den ombyggede hangar i konferencecentret ved håndsoprækning forsøgte at få lov at stille et spørgsmål.

Sjovt nok var der også dengang Nobelpris-uddeling og en spændt politisk situation, men det var Robbie, der satte dagsordenen i mange tyske (berlinske) medier i den lille uges tid, han befandt sig i den tyske hovedstad.

Hans hotel blev belejret af fans og medier, han deltog i en fodboldkamp, hvor han brækkede hånden og måtte på hospitalet, og han gav en koncert i den halvt underjordiske cykelarena Velodrom, der blev transmitteret til biografer og mobilkunder hos sponsoren T-Mobile – og meget andet, der havde med forretningsdelen af musik at gøre.

Det var på mange måder et velkoordineret show, hvor alle detaljer var gennemtænkte, både de forretningsmæssige, strategiske og mere æstetiske – som serveringspersonale i stewardesse-uniformer.

Pladeselskabet EMI var repræsenteret og stillede op til spørgsmål om den forretningsmæssige del – og der var i øvrigt heller ikke mange spørgsmål om musikken på ’Intensive Care’ til Robbie Williams i den halve times tid, hans show varede. Musikken kan man til gengæld se noget om her:

Britiske tabloid-udsendte ville hellere høre om hans kærlighedsliv, nogle fra andre lande ville høre, om han ville turnere i netop deres land.

– Jeg må ikke snakke om den fem måneder lange turne, jeg har planlagt til næste år – om den virkelig lange turne, jeg tager på næste år, lød svaret i øvrigt.

Med spørgsmål i øst og vest lignede pressemødet andre pressemøder, men Robbie Williams bandt det hele sammen med den sædvanlige kække charme.

Han gled elegant eller flirtende af på private spørgsmål eller gav svar på tiltale til sladderpressen, som han altid har haft et had/kærligheds-forhold til. Som ungt boyband-medlem i Take That blev han voksen midt i den orkan, og han har med en masse omkostninger lært at spille spillet. Og naturligvis er den del af pressen også inviteret.

Han er enormt impulsiv, og hans første respons er ofte at prøve at sige noget sjovt. Stort set alle hans svar ville oversat til dagens mediebillede have været overskrift på tusind web-artikler og indhold i en million SoMe-opslag. Men det var før SoMe, og det er faktisk ikke nemt at finde materiale online fra seancen i dag.

Jeg tog heller ikke selv billeder eller lavede nogen video-optagelse, som man helt sikkert ville gøre i dag, SKULLE gøre i dag. Men på YouTube har jeg fundet dette noget underlige sammenklip fra nyhedsbureauet AP:

Det giver en ide om, hvad der foregik, men det fanger overhovedet ikke, hvor sjov Robbie Williams var.

– Hellooo! Jeg er meget berømt, er det første, han siger, da han kommer på scenen.

Hans skarphed, sarkasme, ironi/selvironi og især timingen i hans hurtige respons fik flere gange fnis eller ligefrem latter frem hos journalisterne.

Han var også fysisk til stede på scenen, som da han på blogbroder Niels Fez’ spørgsmål om hans dansemoves rejste sig og demonstrerede nogle trin.

Niels refererede til sommerens Live 8, hvor Robbie Williams sang ’We Will Rock You’ med Queen og spurgte, om han havde efterlignet Freddie Mercurys bevægelser til Live Aid 20 år tidligere.

Robbie så helt glad ud for spørgsmålet, røg op fra den hvide plastikbarstol og demonstrerede dansetrinene, mens han forklarede:

– Freddie Mercury er ret nem, (hovedet tilbage og mikrofonstativet under albuen), så er der Tina Turner (på høje hæle og rystende knæ), og så er der Mick Jagger (går som en påfugl med viftende albuer). Det er ret nemt, faktisk. Hele min karriere er baseret på disse tre moves, lød det til stort bifald.

– Jeg har ikke bevidst prøvet at lære Freddie Mercurys bevægelser fra Live 8 bevægelse for bevægelse. Men det var min homage til ham for at vise min respekt. Hvis du lytter til koncerten igen, vil du høre, at jeg overhovedet ikke kender ordene til sangen, forklarede han endvidere.

Jeg ville virkelig gerne have set video-optagelser af denne del af seancen, men jeg har aldrig kunnet finde dem. Til gengæld har jeg fundet et par andre klip, hvor Robbie taler om danse-moves. I det ene siger han også, at han har stjålet de fleste af sine danse-moves fra Tina Turner og Mick Jagger:

I det andet refererer han til Rocky Horror Picture Show og John Travolta:

Det kan give en fornemmelse af, hvad der foregik den dag i Tempelhof.

Der blev også uddelt små mapper med bl.a. blok og kuglepen til pressen, alt sammen med Robbie Williams-logo på – og et eller andet sted i nogle kasser med den slags sjove musikrelaterede ting har jeg det stadigvæk liggende. Hvis det havde været med Taylor Swift-logo, ville jeg helt sikkert blive rig af at sælge dem i dag!

Den slags pressemøder er svære at forestille sig i dag, hvor de største popartister enten stiller op til enkelte udvalgte, stramt styrede interview, er med i uskadelige tv-shows, stiller op hos månedens trendy onlinefigur eller envejs-kommunikerer på deres egne platforme.

Det er både mere effektivt og underholdende. Et pressemøde er blevet en helt overflødig ting for popartisterne i dag – men et pressemøde var dælme sjovt lige nøjagtig den dag i Berlin for 20 år siden.

Apropos Robbie og Taylor, så er dette klip jo ret fantastisk:

Hele min oprindelige reportage fra Urban kan man læse efter dagens skøre plade, inklusive nogle YouTube-klip fra koncerten i Velodrom.

Dagens skøre plade

I morgen ville Kim Larsen være fyldt 80 år, og det ved en masse mennesker godt. For hans fødselsdato med komplet cpr-nummer er jo titlen på hans 1979-album ‘231045-0637’ – “personnummerpladen”, som den oftest omtales.

Den plade står naturligvis i samlingen – i tre versioner. For den svenske og norske version er anderledes end den danske.

Begge har et andet foto på omslaget, et lidt større udsnit af det foto, der også er brugt på den sjældne svenske single ‘Dagen Før’, og den svenske version af albummet har også en anden titel, nemlig ‘451023-0637’. For i Sverige skrives personnummeret med fødeåret først og dagen til sidst.

Jeg elsker udenlandske versioner af danske plader, og naturligvis mest, når der er variationer som her. Grattis med dagen til Kim Larsen, Danmarks største popstjerne nogensinde.

*************************************************

Robbie på jagt efter trone og kærlighed

Urban har oplevet Robbie Williams lancere sin nye plade for fuld skrue. Som charmetrold, som stand-up-komiker, som udfordrer til Michael Jacksons titel af ”King of Pop”. Men nedenunder lurer længslen efter kærligheden.

»Here I stand. Victorious. The only man who made you come,« proklamerer Robbie Williams med vanlig selvhævdelse og charmerende glimt i øjet i åbningssangen ’Ghosts’.

Armen er strakt i vejret, publikum hviner, og den lyse røg bølger op omkring ham, da han i projektørernes blå skær dukker op på en platform midt i Velodrom. Det er en underjordisk cykelbane i Østberlin, hvor 7500 fans har givet minimum 750 kroner for adgang til den 31-årige popstjernes lanceringskoncert af sit syvende album, ’Intensive Care’.

De oplever en blanding af hits som ’Angels’, ’Feel’ og ’Come Undone’, samt en god håndfuld nye numre leveret af Robbie, hans band, 12 kvindelige strygere og et 12-personers kor. Robbie Williams har indtaget Berlin i stor stil – i fem dage med hundredvis af mennesker i konstant venten udenfor Ritz Carlton Hotel, hvor han optager en hel etage.

»Der var mange folk udenfor mit hotel i dag. Det er som at være i et boyband,« siger Robbie, der som 16-årig brød igennem netop med boybandet Take That, med sin sædvanlige skarpe humor midt i triumfkoncerten.

»Det fik mig til at føle mig som Michael Jackson. Og jeg tror, der er et job ledigt som ”The King of Pop”. Kan jeg blive kongen af pop, please?« spørger Robbie bedende sit tilbedende publikum, hvorfra en ung pige kort efter rækker et skilt med netop den betegnelse op til Robbie, som bærer rundt på det på røven.

For selvom Robbie naturligvis gerne vil være kongen af pop, kan han ikke lade være med i hver en handling at tage gas på sig selv. Og det blå skær, der går igen koncerten igennem, kunne ikke være mere velvalgt.

Pladen ’Intensive Care’ er nemlig fuld af længsel. Selvfølgelig med masser af humor – enormt Robbie-agtig med selvironi på grænsen til selvhad og referencer til nogle af musikhistoriens store kunstnere som Bob Marley, AC/DC, Rolling Stones, The Smiths, Candi Staton og David Bowie. Men frem for alt fyldt med længsel efter en svunden tid og længsel efter en forelskelse, han aldrig har følt, selvom han som teenager troede, at han havde.

»Det handler om at blive 30 og finde ud af, at der stadig er et stort tomrum i mit liv – en kvinde, en partner, en kone,« siger han om den smukke ballade ’Make Me Pure’ og forklarer endvidere om albummet, at det er gennemstrømmet af en nostalgi for 80’erne, da han giver interview to dage inden koncerten, der også transmitteres direkte til 27 europæiske biografer, kan downloades til mobiltelefon og senere vil udkomme som dvd og vises i TV.

»Når jeg hører sangene fra 80’erne og begyndelsen af 90’erne, er de meget hjerteskærende, fordi der er så mange minder forbundet med dem. Det gør dem meget gamle for mig, men jeg kunne godt tænke mig, at mine egne sange vil være lige så vigtige for folk om 15 år, og at de vil ”break hearts”, når folk hører dem,« siger Robbie Williams i et af sine alvorlige øjeblikke på en pressekonference for cirka 300 mediefolk fra hele verden.

Seancen foregår i Hangar 2 i den vestberlinske lufthavn Tempelhof, der under Den Kolde Krig fungerede som bydelens livline til Vesten, men i dag fungerer som konferencecenter.

Denne fredag dog mest af alt som et tjekket underholdningscenter med hvid lounge, retrosmukke stewardesseklædte servitricer, en 40 meter lang, snoet brunchbar og Robbie Williams på lyd og billeder i den ene del af hangaren før middag, mens Robbie Williams selv optræder på pressekonferencen i den anden del efter middag.

Robbie indleder ”stand-up-showet” med et kækt »Hellooo! Jeg er meget berømt!« og leder derefter den halve times sublime underholdning fra en stor platform med blot en enkelt stor hvid vase, et rødt cafebord og en hvid plastikbarstol, hvorfra han åbenlyst flirter med de unge kvinder, halvhjertet tilsviner folk med dumme spørgsmål eller bare klør sig drengeagtigt i skridtet.

»Jeg glemte, at jeg var i et rum fyldt med mennesker. Undskyld. Jeg legede ikke med min penis,« siger Robbie allerede før det andet spørgsmål, hvor hans gavtyvmanerer får spørgeren til at gå i stå.

Spørgsmålene går sjældent på musik, for Robbies liv har i 15 år været et af de engelske tabloidavisers yndlingsemner.

Det er fem år siden, han lagde sit kaotiske liv med stoffer og druk på hylden, så yndlingsemnet er Robbies kærlighedsliv. Han spotter hurtigt en smuk ung kvinde på en af de forreste rækker og beder om at få en mikrofon ned til hende.

»Åh! Du er den nye pige. Du ser godt ud. Bless you!« siger han, da hun har præsenteret sig som en journalist fra The Mirror, en af de britiske sladderaviser.

Hun spørger til hans angivelige kæreste i Los Angeles. »Hvem er hun, hvad laver hun, hvad hedder hun, hvordan ser hun ud?«

»Det kommer ikke dig ved. Men hvis du ved, hvilket hotel jeg bor på, vil jeg æææælske at se dig senere. Jeg kan fodre dig med falsk information, mens du fodrer mig med vindruer,« siger han og salen fyldes igen af grin.

»Du er meget sød, men der er så mange små djævle på de aviser. Bare se på dig. Flot, pæne tænder, stort smil og smukke øjne. Og så kommer pælen gennem hjertet. Jo jo, det er det, du er blevet sendt for. Vi ses senere, og så skal jeg fortælle dig det hele,« siger han – der i øvrigt har erklæret sig som single på sjette år.

Med bid, timing, sarkasme og stor erfaring undgår han rutineret de fælder, sladderavisernes journalister opstiller om for eksempel hvilke piger, der er bedst i sengen – engelske, tyske eller amerikanske? »Åh! Jeg kan se overskrifterne for mig. Næste!« Til gengæld er han også hudløst ærlig på andre punkter og gør gerne grin med sig selv.

For eksempel fortæller han, at hele hans karriere er bygget op på tre forskellige ”moves” på scenen, som han parodisk demonstrerer. En Freddie Mercury med hovedet tilbage og mikrofonstativet under armen, en Tina Turner på høje hæle og rystende knæ og en Mick Jagger, hvor han går som en påfugl.

Til den mere alvorlige side fortæller han også, at han faktisk aldrig har haft det bedre end nu.

»Jeg har været berømt i 16 år nu. Lige nu er jeg nok gladere, end da jeg gik i skole. Jeg er virkelig glad, og jeg nyder at være popstjerne. I de to sidste år er jeg begyndt at nyde de ting, der sker i mit liv. Jeg er heldig med at være, hvor jeg er. Og det ved jeg. Bare det, at alle I dukker op for at stille mig spørgsmål, er spændende. Der sker spændende ting for mig hver dag, og jeg nyder livet,« svarer han på et spørgsmål om melankolien i hans tekster på albummet ’Intensive Care’, der udkommer på mandag.

»Alle tror, at albummet hedder sådan på grund af min mentale tilstand – at jeg har brug for at blive holdt øje med, fordi folk er bekymrede for mig. Men i bund og grund er det, fordi jeg har brugt to år på at skrive og indspille albummet, hvilket er det længste, jeg nogensinde har brugt på et album. Så det er, fordi jeg har cared om albummet, intensively cared,« fortæller Robbie Williams, der dog erkender, at jagten på det perfekte album endnu ikke er forbi. Men hvor tæt er han på?

»Seks sange fra! Men jeg kommer tættere på. Jeg har altid udgivet albums hurtigt efter hinanden, fordi jeg ønsker at lave det perfekte album. Jeg har ikke opnået det endnu, men jeg kommer tættere på, og jeg tror, at jeg rammer den næste gang,« lyder svaret.

Den 31-årige brite har solgt 40 millioner albums verden over, men endnu er det ikke lykkedes ham at bryde igennem i USA, hvilket er strengt nødvendigt, hvis man vil være ”kongen af pop”.

»Gennem tiden med mine syv albums har jeg brugt to måneder i USA på at promovere mine albums. Jeg har faktisk brugt mere tid i Frankrig. Alle snakker om, hvorfor det ikke er lykkedes for Robbie Williams at bryde igennem i Staterne, men Robbie Williams har slet ikke forsøgt. Det bekymrer mig ikke. Ellers ville jeg have arbejdet i 14 måneder i træk, have trykket alles hænder, besøgt radiostationer og gået til barbecues, som man skal.

Men det er ikke vigtigt for mig, og det har det aldrig været. Det ville det måske have været for fem-seks år siden, men man kan ikke bryde igennem i Staterne på to måneder gennem ti år. Så op i røven med det!« kommer det med typisk Robbie-flabethed.

Uanset om han bliver kongen af pop eller ej, er Robbie nemlig bare enormt god til at være Robbie. Urørlig. Robbie stands victorious, kunne man sige.

********************

To sidehistorier:

Robbie forsvarer Kate Moss

Robbie Williams kom på sin pressekonference til forsvar for den kokainafhængige supermodel Kate Moss, der midt i sit stormomsuste kæresteforhold til rockmusikeren Pete Doherty blev fotograferet med næsen nede i kokain og nu befinder sig til afvænning.

»Medierne har virkelig et stort ansvar her. Kate Moss har aldrig gjort nogen noget ondt eller foregivet at være andre end sig selv. Men nogle bestemte mediefolk, som jeg personligt har taget kokain sammen med, har så meget magt over andre folks liv, at det ikke ville have overrasket mig, om hun havde begået selvmord på grund af det, de skriver i aviserne,« sagde Robbie Williams indædt og hentyder til de engelske tabloidaviser.

»Nogle af disse mennesker ønsker folk døde, og for mig som offentlig figur er det virkelig skræmmende nogle gange. De vil bogstavelig talt slå dig ihjel, og det er det, de forsøger med Kate Moss. Hun er et absolut ikon, hun er smuk. Hver gang jeg har mødt hende, har hun været virkelig sød mod mig, og jeg synes, de folk skulle lade hende være. Hun har ikke gjort noget galt. Jeg har selv prøvet afvænning. Det er ikke sjovt. Men jeg håber, at hun kommer igennem, og at hun får det godt. Hun fortjener at være glad, for hun er fantastisk.«

Robbie og fodbold

De tyske avisers helt store emne i Robbie Williams’ fem dage i Berlin var en håndskade, han pådrog sig i en fodboldkamp med det berlinske Oberligamandskab BFC Preussens andethold, hvis spillere fik både fribilletter til koncerten om søndagen og en stor overraskelse fredag aften, da Robbie Williams deltog i en træningskamp med holdet.

Robbie scorede to mål i sit holds 6-2 sejr, men han brækkede samtidig en håndrodsknogle og måtte optræde med forbinding i søndagens koncert.

»Fordi det er en så speciel begivenhed, har jeg taget en indsprøjtning. Og jeg kan slet ikke føle noget,« sagde den ellers stoffri Robbie midtvejs med et lallet grin og sendte en hilsen til fodboldholdet.

Til pressekonferencen udtalte han i øvrigt, at hans største frygt ville være aldrig at kunne spille fodbold igen.

»Det lyder måske åndssvagt, men jeg har først nu i en alder af 31 år lært at spille fodbold ordentligt, og min største frygt vil være ikke at være i stand til at spille fodbold i lang tid. Det er sandt. Det er ingen joke. Det er det eneste, jeg er bange for,« sagde Robbie Williams, der er født og opvokset i Port Vale og er dedikeret fan af den lille klub fra de lavere divisioner.

Han er også stor fan af det engelske landshold og er engang flygtet fra en afvænningsklinik for at komme ud og se en landskamp. Et andet spørgsmål gik på Englands chancer ved det kommende VM, hvilket fik Robbie til at udtale sig med samme alvor som en fodboldekspert:

»Jeg tror, at England på papiret har det stærkeste hold lige nu, men det kunne også godt blive Spanien. De har altid et virkelig godt hold, men det bliver ofte for individualistisk, og de spiller ikke som et hold. Det kan også ske for England. Vi har fantastiske spillere, og vi har den største chance for at vinde VM i måske 40 år.«

*********************************************

Robbies ekspertvurdering for 20 år siden var ikke skarp, for hverken Spanien eller England nåede frem til hverken finale eller semifinale …