Hvad kan jeg snart skrive, som jeg ikke har skrevet før?

Musikmarkedet flyder over med mere og mere middelmådig skabelonsmusik, musikmedierne flyder over med mere og mere ligegyldigt indhold, og børnemusik tages alvorligt som voksenmusik.

Imens overses eller tilsidesættes snyd og bedrag med samme skuldertræk, som Den Orange Klovn tilsidesætter enhver anstændighed, hvis det f.eks. er en personlig poptimist-favorit, der lader, som om der spilles koncert.

Det er det samme (amerikanske) algoritme-styrede indtjenings-produktmageri igen og igen og arrogante popstjerner, der ikke kan løsrive sig fra egen navle i tider, hvor vi hungrer efter musikere med gennemslagskraft, der med et skarpt og kritisk blik kan og tør fortælle os om en verden i brand.

Bortset fra, at vi selvfølgelig skal lægge konsekvenserne af AI oveni alle udfordringerne for os lyttere, der gerne vil høre på rigtige mennesker med indsigt og udsyn i vores musik, og i øvrigt tror på, at processen og fortællingen om processen er vigtig i al slags kunst.

Prøv at tænk, hvor vigtig popmusik var, da Madonna blev den største af dem alle med meningsfuld, politisk, kritiserende, provokerende, kontroversiel og på samme tid perfekt popkunst i 1989.

Og så er der faktisk alligevel endnu en ting, der gør det hele endnu værre. Den omsiggribende historieforfalskning.

Den findes overalt, ikke kun i Det Hvide Hus og i Rusland, og ingen bremser den. Det gælder i det små med singler, der pludselig forsvinder fra Spotify, som om de aldrig har eksisteret, og sangene kun er udgivet på et album. Måske fordi de aldrig blev en succes i sig selv, for vi fremviser jo kun succeshistorier.

Forfalskningen findes også, når det kun er musikeren selv, der får lov at fortælle historien uden spørgsmål, og så gælder det noget meget værre. Nemlig alle mulige historiske sange på YouTube og andre streaming-platforme, der uploades med korrigerede vokaler (eller sågar korrigerede instrumenter).

En legendarisk liveindspilning, der pludselig er blevet pitch corrected. En gammel jazzindspilning, der ligeledes er blevet pitch corrected, et hit i en reklame, pludselig svøbet ind i autotune. Rettet, fordi de var forkerte??? Hvem fanden får den ide?

Jeg aner som lytter og læser ikke, hvad jeg kan stole på længere, og jeg har brug for nogen til at fortælle mig det.

Prøv at lytte her og læs kommentarerne, som nok primært er kommet, fordi youtuberen Wings of Pegasus har påpeget problemet:

Pitch correction, tonejustering, kan være autotune, men det er også andet software, der flytter vokallyden op eller ned, så den klistrer sig til de matematiske linjer, som nogen har fået den ide, er de eneste rigtige i musik. Det er frygteligt!

Udtryk og sjæl ligger så enormt meget i den levering, der ligger mellem linjerne, og det forsvinder i stor stil ud af dagens musik, der bl.a. derfor ofte er så enormt sjælløs og robotagtig. Men uha, de rammer da tonerne, og fansene, der desværre også inkluderer diverse journalister, klapper hidsigt jublende i deres velpolerede hænder.

Det begyndte i grove træk for 27 år siden som en effekt hos Cher, for 20 år siden tog det for alvor fart i studierne og kunne især høres i hiphop, og i dag er det ren standard, så man nærmest tror, musikerne aktivt skal sige fra. For ellers sidder der en eller anden mixer, revisor, lydmand, SoMe-medarbejder, producer eller marketingelev og ”retter” alle ”fejlene” med et tryk på en stor rød ”upersonlig”-knap, der får alle til at lyde ens.

Alle de aspirerende musikere og de almindelige bedragere derude bruger også gladeligt genvejen, for det er både nemmere, hurtigere og billigere end at gøre sig umage. Og smid så lidt playback og mimeri oveni.

***

Man hører det i tv-shows, i talentshows, i manipulerede YouTube-videoer. Kritiske brugerkommentarer på YouTube bliver jævnligt slettet, og klip, der utilsigtet afslører manipulationerne, bliver taget ned igen og klippet om, mens der bliver løjet til højre og venstre.

Man hører pitch correction overalt i pop, hiphop, country, sågar soul, rock og metal. For nogen er det bare en effekt, men det er faktuelt også en manipulation af stemmen, så den rammer rækker af toner, som den aldrig ville kunne i virkeligheden.

Stemmen, der er det mest umiddelbare og mindst abstrakte ved musik, det, vi først skaber en menneskelig forbindelse med. Det er den, der manipuleres, så alt bortset fra rytme og melodi i virkeligheden bliver abstrakt. Hvilket jo desværre passer vældig godt til disse iscenesættelsestider, hvor det er vigtigere at fremstå end at være.

”Autotune er bare et instrument”, hører man ofte. Ok, men hvor meget instrumentalmusik hørte du egentlig før autotune, kammerat?!?

At benytte autotune, melodyne og andet af den slags software er måske et artistisk valg, og det må musikere selvfølgelig gøre, som de har lyst. Og folk må lytte eller lade være, som de har lyst.

Men det er overalt, det er svært at slippe for, og ingen kan nogensinde overbevise mig om, at folk synger BEDRE med autotune. Lyder The Beatles, The Eagles eller Chet Baker bedre efter pitch correction, fordi det er blevet standard at bruge det i dag? Nej. De lyder værre. Naturligvis gør de det.

Det er en fejl at tro, at den naturlige vokal er forkert, og at den manipulerede vokal er korrekt, fordi den klistrer bedre til nogle linjer på en skærm. Men ingen herhjemme fortæller om den slags. Eller om koncertbedraget.

Musikskribenterne, influencerne og radioværterne nævner det lige så sjældent, som de nævner ordet mimer eller playback i en Charli ”trykker bare på en knap, danser, råber og vifter med armene som en manisk dj på speed” XCX-koncertanmeldelse.

Der er med garanti en enten større eller mindre del af det, der kan høres, som ikke er live i de gennemkoreograferede shows. At de i bedste fald indimellem synger med på et bånd med deres vokal. At fejl er indstuderede, så det ser ud, som om der synges og spilles live. At en live-version er indspillet på forhånd for at demonstrere en forskel til studieversionen. At samme sang spøjst nok varer nøjagtig lige lang tid ned til hundrededele af et sekund fra koncert til koncert. Med mindre der veksles mellem flere forskellige præindspillede versioner.

Man må selvfølgelig gerne kunne lide det, og en “koncert” kan være lige nøjagtig, som den skal være ift. genre, afsender og publikum, men fortæl dog hvad der foregår. Om det er en live-musikvideo eller det rene teater. Ellers er man bare fanmelder, der formulerer sig som en hormonfyldt teenager.

For nylig så jeg faktisk en Gaffa-anmeldelse af Lorde i Royal Arena, hvor skribenten havde noteret sig, at det nok ikke var al vokal, der var live. Men skribenten undskyldte også straks på Lordes vegne, fordi Lorde jo samtidig løb på et løbebånd.

Showet er det vigtigste. Og folk skal da ikke høre en forpustet vokal, nej nej! Tænk sig, hvis det, man så, svarede til det, man hørte. Så ville det jo nærmest være sådan en slags … koncert??

Fans undskylder/forsvarer hele tiden med – når afsløringerne er så tydelige, at de bliver nødt til at erkende, at det hele ikke er live – at deres idoler jo ikke kan lave al den dans, skuespil og badutspring, når de også skal synge og lyde som på pladen. Og finder på alle mulige andre forklaringer. Fordi sandheden ikke er god nok.

Det må gerne være teater, musical, playback, mimeri, en live-musikvideo. Men ordene om det betyder altså noget, så man som billetkøber eller læser ved, hvad der foregår. Ærlighed, gennemsigtighed.

”Se Robyn spille ’Sexistential’ live for første gang,” hedder en helt frisk overskrift på Gaffa. Spille? Live? Well, hun danser da i hvert fald:

Man gør det organiske maskinelt. Det er helt omvendt ift. 90’erne, da den elektroniske musik eksploderede. På det seneste er jeg blevet besat af at se live-optagelser fra dengang – se, hvordan Björk, Roni Size, Moloko, Faithless osv. transformerede deres elektroniske lyd til noget organisk på scenen. Hvor musikken er i centrum. Det er fantastisk.

Apropos koncerter, så fortsætter krigen mod medierne. Fotoforbud og sågar nægtelse af at akkreditere anmeldere og journalister.

Men det er faktisk pga. journalistik, at man overhovedet er til stede til en koncert som akkrediteret anmelder. Det er pressens opgave at rapportere fra vigtige begivenheder, og når tusindvis af mennesker er samlet, er det i samfundets interesse, at der bliver rapporteret.

Med et pressekort i hånden har journalister ret til at bevæge sig rundt i offentligheden for at berette om, hvad der foregår. Man kan endda – som udgangspunkt – bevæge sig ind bag politiafspærringer. Så vigtig er ”den fjerde statsmagt”. Af mange virkelig, virkelig, VIRKELIG gode grunde!

Men alle journalister kan ikke frit bevæge sig de samme steder, det er praktisk umuligt og strider mod f.eks. politiets og brandmyndighedernes reglementer, og derfor giver det god mening, at man har oprettet akkrediteringssystemer til store begivenheder indenfor bl.a. musik, sport, kultur og politiske møder.

Som reporter er man til stede for at berette, ikke for at promovere kunstnerne (eller sig selv), og det bør ikke handle om at kunne komme gratis til koncert! Derfor er debatten om anmeldere og akkrediteringer så skuffende. Men også selvforskyldt, for medierne glemmer selv deres ret og pligt til at rapportere.

Og så kan vi naturligvis godt blive enige om, at niveauet i anmeldelserne herhjemme generelt lader meget tilbage at ønske.

***

Medierne går ikke for alvor ind i det her på højeste niveau, for både musikken og musikpressen har skrevet sig selv op i et hjørne, hvor den ses som totalt ufarlig underholdning og følelsesporno, hvis det ikke har med MeToo, sexisme eller senest alderisme at gøre.

Ralf Christensen kom ind på krigen mod medierne i Information ifm. Sabrina Carpenters forbud mod presseakkrediteringer, og hans kommentar er et af de små positive tegn at tage med sig fra dette ellers så undervældende år, både musik- og mediemæssigt.

”Man kan se udviklingen som udtryk for en omsiggribende kontrolmani og perfektionisme i vores kultur. Som også kan erfares i den Instagramfiltrerede SoMe-kultur, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for at være. Og den kan høres i autotuningens dominans i pop, hvor alle har overgivet sig til en konsensus om, at der skal synges usandsynligt præcist og uden fejl og svagheder. Autotuning gør dig ikkemenneskelig,” skrev han så præcist. Endelig.

Men tag ikke fejl – der er masser af mennesker i musikbranchen, der gerne ser publikum og medier blive ved med at være ukritiske, for det er billigere at udgive en dårlig, autotunet vokal end at skulle udvikle en god sanger og lave 30 takes, før den sidder i skabet. Og nu vi er vænnet til kunstig lyd, er der en endnu billigere løsning – AI.

Der var andre positive tegn end Ralfs kommentar – som en leder på forsiden af Politiken nytårsaftensdag om, at kulturen trænger til nyskabelse og risikovillighed efter poptimismen, algoritmerne og streaming- og platforms-kapitalismen.

Weekendavisen havde læst de samme tanker i amerikanske medier og bøger og skrev tidligere på måneden om ”Middelmådighedens epoke”.

Det sjove er naturligvis, at tingenes tilstand først går op for medierne herhjemme, når de læser om det i udenlandske medier, oftest amerikanske. De kunne teoretisk set have tænkt de tanker selv for mange år siden.

***

Musikskribenterne trænger til at komme ud i verden og rapportere i stedet for at sidde bag skærmen og skrive af fra amerikanske medier, pressemeddelelser, rapporter og SoMe-opslag og falde for alskens PR-tricks uden at kunne gennemskue afsendernes dagsorden, blot for at kunne producere mere ligegyldig middelmådighed til den endeløse strøm af ”content”.

Være læsernes øjne og ører, ikke bare et hjul i holdnings- og underholdnings-maskineriet. Tage ud i verden, beskrive den og stille spørgsmål, for reportagen er den ærligste form for journalistik. Og den er der mere brug for end længe i en tid, hvor alt kan fordrejes og manipuleres.

Tage ud i et musikstudie, spørge musikerne og producerne, hvorfor tingene lyder, som de gør.

Spørge tv-stationerne og afsenderne af diverse YouTube-sessions, hvorfor optagelserne pludselig lyder så perfekte.

Spørge musikerne, hvorfor de ikke synger og spiller live, når de nu kalder det en koncert.

Spørge popfestivalerne, hvorfor de alle sammen booker de samme.

Stille spørgsmål om dynamisk prissætning, VIP-billetter, merchandise-priser og golden circle i indtjeningens hellige navn til magthaverne i branchen.

Spørge alle organisationerne, hvad vi musiklyttere egentlig får for alle støttekronerne.

Spørge rapport-afsenderne, hvorfor de vinkler resultater, så de passer i en kontekst, der kan give dem støttekroner.

Være en slags journalister, kunne man kalde det.

Måske spørge sig selv, hvorfor man egentlig laver det, man gør.

Og til selve musikken, i denne omgang de internationale album. Som udviklingen har været de senere år, er det ikke så underligt, at der heller ikke i år er den store konsensus om, hvad der er det bedste og vigtigste, når man kigger på tværs af de danske medier.

For mig personligt har det igen været et år uden mesterværker, men en del andre synes, at Rosalía har begået noget mesterligt med ’Lux’. Det er lidt sjovt, at så mange pludselig er sprunget ud som fans af musical med autotune.

Ja, undskyld, men hvis du først har fået tanken, at det her kunne være sunget af Stig Rossen eller Sissel Kyrkjebø, er den tanke altså svær at komme af med.

Albummet virker som skabt til at blive fremført med et gigantisk teater-setup på Coachella, mens de fine medier jubler, som var det Lady Gaga, der spillede østeuropæisk grandprix-musik fra 00’erne.

Men nogen skriver og siger vigtige ting om Rosalía i udlandet, så det må vi også hellere gøre herhjemme, tænker de hos Soundvenue, Politiken, Gaffa, Zetland, Danmarks Radio …

Det kan jo faktisk godt være et glimrende album alligevel, klart. Kompositionsmusik, Björk, flamenco og moderne pop i et stort, flot miks.

(Altså musical med (partvis) autotune …)

Geese-albummet ‘Getting Killed’ – fedt cover!

Geese’s skæve indierockalbum er skægt nok også fremhævet flere steder, ligesom Lily Allen har fået så meget opmærksomhed for sin hævnpop, at hun også er på flere lister, hvilket også fortæller en del om vores tid.

Men ellers er det, som det efterhånden er kutyme, spredt fægtning. Nogle korte betragtninger:

Fælles for de fem deciderede lister er, at de er lavet helt uden kontekst og forklaring, ingen overordnede betragtninger, blot listerne og nogle ord om hver plade.

Tidligere på året lavede Politiken en liste over de 100 bedste danske sange nogensinde, hvor de understregede, at de ikke så sig selv som nogen autoritet, men når man laver lister uden kontekst, er de jo netop kun noget værd, hvis læserne mener, afsenderne har autoritet. At man tillægger deres vurdering betydning. Hvis de fortalte og underbyggede, hvorfor et album med et par gode singler også er gode album.

“Det er bare sådan, det er, for det mener vi!”

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Virkeligheden er naturligvis, at lytterne er enormt forskellige, og at musikmarkedet er enormt differentieret. Og alle disse lister afspejler netop forskelligheder og afsendernes personligheder eller mediets fokusområder, ikke ret meget andet.

Og det er også fint. Især hvis det kan afføde en snak om, hvad musik egentlig er for en størrelse netop nu.

Men det er svært at fralægge sig autoritet, hvis man gerne vil have, at folk betaler for produktet. Og så kan man som læser også godt kræve noget til gengæld, især gennemsigtighed.

For listerne er jo som altid præget af besynderligheder. Album, der som vanligt skifter plads ift. halvårslisten i Soundvenue. Et album sløjt anmeldt til tre stjerner alligevel med på Gaffas liste (måske en gennemsnitsliste af alle deres skribenters individuelle lister, men hvem ved?), plader anmeldt til seks hjerter i Politiken, der på årslisten ikke er lige så højt placeret som plader anmeldt til fem hjerter.

Det må man forklare, for hvad er så rigtigt? Årslisten eller den løbende daglige dækning? Kan man ikke stole på den daglige dækning, hvis årslisten er Den Endelige Sandhed?

På flere lister dukker der også plader op, som ikke er blevet anmeldt i løbet af året. Det gør jo ikke nødvendigvis rangeringen utroværdig, for man kan jo ikke opdage ALLE plader med det samme.

Men det ville da hjælpe, hvis man lige fortalte, hvordan årslisten er blevet til, for igen underminerer det jo den løbende dækning en smule, at man åbenbart ikke opdager de gode plader, men alligevel påtager sig at være autoritet.

Ekstra Bladets top 10 er i øvrigt fantastisk, for alle 10 plader er anmeldt til fem stjerner i løbet af året!

Lægger man de fem rangerede lister sammen og giver fra 10 point og ned, når man følgende resultat:

1. Rosalía 28
2. Geese 22
3. Lily Allen 19
4. Mark Pritchard & Thom Yorke 18
5. Bad Bunny 16
5. Bon Iver 16
7. Lisa Nilsson 10
7. Olivia Dean 10
9. Wednesday 9
9. Kali Uchis 9
9. Tame Impala 9

Som man kan se, giver det egentlig ikke meget mening at gøre. 27 af de 37 album på de fem rangerede top 10-lister er kun nævnt på en liste. Hvis man vil studere listerne og tallene mere nøje, så kommer der en oversigt her:

X= nævnt i Weekendavisen eller Information (hvor 1’eren også er fremhævet). Tallene i anden Soundvenue-kolonne er placering på deres top 25.

***

Og en slutkommentar: Jeg gider ikke komme med alle disse betragtninger længere. Jeg kan ikke stoppe mig selv, når jeg går i gang. Og det bliver alt for langt.

Journalisterne derude gør det, så godt de kan, og især så godt, som deres medier giver dem mulighed for. Men der mangler redaktører til at guide, udvikle, skære igennem og tage ansvar, og der mangler brugere (nok), der vil betale for dansk kvalitetsdækning af musik, for folk er blevet vænnet til, at musik er gratis.

Skriftsproget er under pres, medierne er under pres, kvaliteten er under pres, og vores tech-/medieliv bør revurderes. Og det bliver næppe mindre udfordrende i fremtiden.

Men de kommende dage bringer jeg nogle playlister og nogle få anbefalinger fra året, der gik. For musik er stadig det bedste.

Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.