Synthmusikken lever fint i mørket – også i 2025

Min årlige playliste med de bedste synthsange fra det forgangne år er en af de lister, jeg holder mest af at lave. Mest af alt, fordi den som regel ender med at være pissegod! For synthmusikken lever.

Synthmusik kan jo være alt muligt, fra italo og synthpop over dark wave og industrial til de rene eksperimenter, som dem Mark Pritchard og Thom Yorke er lykkedes så godt med i 2025 – og blev årets album med i Jyllands-Posten, mens pladen aldrig er blevet nævnt af Politiken.

Synthesizeren kan være dominerende, men den kan også sagtens have selskab af trommer, bas og guitar og ligne en rockopstilling. Den er faktisk overalt i musik i dag, enten bogstaveligt eller via computeren, så at definere noget som synthmusik er egentlig svært. For mig er det vel en følelse af, at synthesizeren er vigtig i sangen. Og måske trækker det også tråde til noget musikhistorisk.

Nation Of Language, The KVB, Minuit Machine, Cold Cave, Boy Harsher, Automatic. Den slags er kernesynthmusik for mig i disse år.

Den får ikke meget omtale herhjemme, men det gør egentlig ikke noget, for synthmusikken lever på mange måder bedst i mørket. Hvor der er plads til både mol-toner, sortsyn og mørk øjenskygge uden alt for mange solstråler, der titter ind.

Alligevel kan det da godt undre, at et band som Nation Of Language f.eks. aldrig har været omtalt af vores alle sammens, altomfavnende musikmagasin Gaffa. Det er et ret stort, cool og enormt godt newyorkerband med skønne melodier og synth-temaer.

De gode sange bliver ved med at dukke op til overfladen, men de er ikke pop nok til at trænge igennem hypedækningen.

Liverpool-bandet Ladytron med skøn balance mellem mørke toner og iskolde vokaler bliver ved med at lave god musik, men har ikke været omtalt i hverken Gaffa eller Politiken de seneste ca. 15 år.

Baxter Dury bliver nærmest bedre og bedre med alderen, men behandles nærmest aldrig herhjemme. Og sådan kan man blive ved. Det er ellers musikere med noget på hjerte og uomtvistelige musikalske kvaliteter.

På listen i år er der også plads til veteraner som Depeche Mode med det skønne lille ’Memento Mori’-efterspil ’In the End’ og Nine Inch Nails med en af de mange sange til film, Trent Reznor har lavet i mange, mange år efterhånden sammen med Atticus Ross.

’As Alive As You Need to Be’ er skrevet til Tron og er en virkelig skøn, småaggressiv industrialsag. Der er i år også blevet plads til et par endnu mere populære sange, nemlig Tame Impalas ’Dracula’ og Lordes ’What Was That’, der er den eneste sang, jeg gider høre fra det undervældende, årsliste-overvurderede ’Virgin’-album.

Der er andre velkendte navne med, som Saint Etienne, Desire, Cut Copy og Hot Chip. Og electroclasherne Chicks On Speed, der faktisk har lavet et godt, men totalt overset album.

Men ellers er det sjovere at finde små perler fra nærmest ukendte navne som Jennifer Touch, Emily Kinski’s Dead eller BlakLight. Uanset hvad, så bliver der lavet en masse god synthmusik, og det her er nogle af mine favoritter fra i år:

PS! Der mangler danske, svenske, norske og fransksprogede bidrag, fordi de kommer med på mine lister med dansk, svensk, norsk og fransksproget musik.

Noget synthmusik vil selvfølgelig også have overlap til andet elektronisk musik og dance i forskellige genrer. Og nogle af mine yndlingssange fra den kant i 2025 er med på denne liste:

Jo mere maskinel musikken er, desto større risiko er der også for at falde i AI-fælden, og jeg er efterhånden enormt mistroisk. Hvad der egentlig er reelt. Og jeg kan f.eks. ikke helt afkode, hvad det Bomb the Bass/Dbreathe-projekt egentlig er, for jeg troede, Bomb The Bass aka Tim Simenon for længst var holdt op med at lave musik …

Men det fungerer. Acid house med spor tilbage til slut-80’erne og start-90’erne. Det samme kan man sige om et par andre af de nyere navne som Holy Youth Movement, Fcukers, Bless You og Avalon Emerson. Og det gør absolut ikke noget.

Ellers aflæser jeg ikke nogen større tendenser (andet end AI’s indtog), for jeg følger heller ikke ret meget med i dance og club-musik længere. Opsøger den ikke på samme måde længere. Ikke engang Drum’n’bass. Så det er måske nok en lidt tilfældig samling af de sange, jeg støder på …

På playlisten er der naturligvis også blevet plads til årets sangtitel, ’Disco Goth’, med Dina Summer.

Og hvis man har lyst til at grave dybere i synth-listerne fra de foregående år, følger de her:

2024-playlisten:

2023-playlisten:

2022-playlisten:

2021-playlisten: