Det var dog en glædelig overraskelse!
Sent søndag dukkede det nye album fra Sturgill Simpson op på YouTube, selvom han tidligere havde annonceret, at det kun ville blive udsendt på fysiske medier. Altså helt gammeldags vinyler, kassettebånd og cd’er.
Og gammeldags er én side af albummet ‘Mutiny after Midnight’, der er udsendt under hans alter ego Johnny Blue Skies med backingbandet The Dark Clouds. Det er gammeldags på den måde, at det lyder som et album, der kunne være udsendt i 70’erne.

Det er som udgangspunkt countryrock, men det er funky, det swinger, og det er fyldt med en slags beskidt disco. Det er også råt, liderligt og både vellydende og velspillet som de amerikanske plader, der blev udsendt i 70’erne, da musikindustrien var på sit højeste.
Men Sturgill Simpson er anti-musikindustri. Han er meget analog, gør tingene på sin egen måde og klarer det meste selv, og den slags tilstræbt uafhængighed er jo i sig selv meget nutidig. Og det er den anden side af albummet. Dette album kunne nemlig nærmest kun være udsendt i dag, for selvom det lyder af andre tider og er enormt personligt, er det også kommenterende og præget af emner, der er aldeles aktuelle.
“I wanna make America not suck again,” synger han f.eks. på åbningssangen ‘Make America Fuk Again’, hvilket jo er direkte henvendt til MAGA-bevægelsen og tidens politiske klima.
I krigs- og krisetider har der tidligere været en tendens til, at musikken bliver mere festlig og en slags soundtrack til nærmest hedonistiske udskejelser. Og sådan kan dette album også opfattes. Det hele er noget lort, så knep dog bare løs – og dans!
At country/countryrock kan være funky, er ikke noget nyt. Der er utallige andre, der har lavet den slags tidligere, og country og soul er jo som bekendt variationer over den samme sang.
Albummet fik mig til at tænke på nogle opsamlingsplader, der er udkommet under titlerne Country Funk 1, 2 og 3. De er forrygende! De ligger ikke alle på streamingplatformene, men jeg har tidligere forsøgt at samle sangene her:
Henne på Bluesky kom Niels Fez endvidere med en anbefaling til mere i samme boldgade, nemlig et band med det smukke bandnavn Flying Mojito Bros., der bl.a. spiller discoversioner af gamle Tony Joe White-sange. Det lyder også fedt!
Men tjek selv Johnny Blue Skies & the Dark Clouds-albummet her. For mig er det allerede røget på listen over emner til årslisterne ved årets udgang.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.