Heldigvis findes der musik som Angine de Poitrine

Angine de Poitrine har været alle steder den seneste måneds tid i de kanaler, jeg følger på YouTube. Folk reagerer på dem, deres kostumer og især deres musik. En form for eksperimentel, mikrotonal mathrock kan man vel kalde musikken. Og den er fantastisk.

Den er også højst usædvanlig, og det kan man selvfølgelig forvisse sig om ved selv at se og lytte til den koncert for den amerikanske radiostation KEXP i december, som har skabt furoren – men man kan også bare læse kommentarfeltet under koncerten på YouTube.

For sjældent ser man så sjove og kreative kommentarer og så smukt et fællesskab, men Angine de Poitrine bringer kreativiteten og kærligheden til musik op i folk. 

Se, lyt, læs selv her:

For nylig mistede jeg min ven Eric, og det har ramt mig hårdt. ”Aftale Eric” var helt bogstaveligt punkt tre på min to do-liste, da jeg modtog nyheden om hans død. For det gik pludselig enormt hurtigt til sidst. Forbandende, fucking lortecancer!

Eric var en fantastisk fyr. Musikalsk, vidende, morsom, vild. Amerikaner fra San Diego, en stor karakter, en af outsiderne i Odenses musikliv, og en fyr, det var berigende at vende verdens absurditeter med.

Musik som canadiske Angine de Poitrine ville vi kunne sende klip af til hinanden og flippe ud over, grine ad og snakke om, når vi mødtes.

Som King Gizzard & the Lizard Wizard, der også gør sig i at afsøge musikkens yderpunkter og også har lavet mikrotonale albums. Nu ved jeg ikke rigtigt, hvem jeg skal have den slags musiksnak med. Men heldigvis har jeg kommentarsporet her, kan man sige.

Angine de Poitrine er jo heller ikke noget, der bliver skrevet om i danske medier, og det viser endnu engang, hvor svært det er at være (musik)medie i dag, hvor vores interesser er splittet i uendeligt mange små fællesskaber, hvor det er svært at se andet end ens egen verden. Og det bliver vi alle sammen åndeligt fattigere af.

Men heldigvis findes der åndrig musik som Angine de Poitrine, som man burde have mange snakke om med sine musikinteresserede venner og bekendte. For hvad betyder det her outsidermusik? Og hvorfor er det så svært at lægge fra sig igen, når man først er begyndt at lytte? 

Jeg elsker virkelig, at det eksisterer. På samme måde, som jeg elsker, at Albert Ayler, Archie Shepp og alle de andre freejazzere har lavet noget vidunderlig og meget mærkelig musik, der absolut ikke er for alle. Men det er spændende!

Det synes f.eks. Justin Hawkins og Wings of Pegasus også. Der er som nævnt mange reaktionsvideoer derude, men det er de to, jeg bedst kan lide. God fornøjelse!