Shirley Manson, mørket og politik

Forleden fyldte Shirley Manson 60 år, og det sendte mig tilbage i tiden. Dels til Garbage-debutalbummet, der fyldte så meget i midten af 90’erne, og dels til et interview, jeg lavede med hende for  – gisp – 21 år siden.

‘Garbage’ landede perfekt til tiden med dets elektroniske beats, skærende guitarriffs og Shirley Mansons persona. Farverig, bramfri, vild. Og den skønneste skotske accent.

Garbage var på promotion-turne før udgivelsen af fjerde album, ’Bleed Like Me’, og da jeg snakkede med hende, foregik det på et af lufthavnshotellerne i København. Det var hendes sidste interview den dag, og det var hendes 17. af slagsen bare den dag!

Tænk at skulle sidde og svare på – i hvert fald nogle af – de samme spørgsmål dagen lang. Og så var det endda hendes sidste interview på en fire uger lang promotion-tur rundt i Europa.

TV, radio, magasiner, aviser, nogle af de nye onlinemedier. Det var sådan, man gjorde det dengang.

Men Shirley Manson var heldigvis den type, man godt kunne gøre interesseret i at snakke. Sådan fungerer hendes hjerne nok bare, så selvom hun naturligt nok virkede træt ved første håndtryk, var hun hurtigt tilstedeværende og engageret. Med en masse på hjerte.

Og det forklarer egentlig også meget godt, hvorfor der altid var saftige citater fra og om Shirley Manson i især de britiske medier dengang – for hun svarede altid bare på spørgsmålene, ligegyldigt om de så handlede om sex eller sprut.

”Live and let live.” Dette skotske motto var devisen for Shirley Manson, forklarede hun med et skuldertræk.

Men på ’Bleed Like Me’ var der masser af socio-politiske tanker, og Shirley Manson havde intet problem med at snakke om disse ting.

– Jeg tror, at alle i dag er blevet en smule politiske. Det er svært at se på, hvad der sker i verden, uden at have en mening om det. Det er ekstreme tider, meget polariserede tider og en verden i forandring. Og det er umuligt ikke at lade det spille ind på pladen. Man skulle nærmest have fået det hvide snit for ikke at blive vred over, hvad der sker, sagde hun. Dengang i 2005.

– Jeg prøvede faktisk hårdt på ikke at skrive politisk, men det endte næsten altid med, at en eller anden vrede eller frustration fandt vej ind i teksterne. Men jeg føler, at strømmen vender, for hvordan kan det næsten blive værre, fortsatte hun.

Well …

Hun mente, at højredrejningen rundt om i verden udelukkende var baseret på frygt.

– Der er så meget propaganda i verden, og vi er så uvidende. Vi forstår ikke ”de andre”. Folk i Mellemøsten er også bange, og de forstår heller ikke os. Og så får man en konfrontation. Det er skræmmende.

Verden burde nok have lyttet lidt mere til Shirley Mansons ord.

Med årene har færre selvfølgelig lyttet til Garbage-pladerne, men de mørke tanker om verden og politik har været med på meget af rejsen.

I et glimrende interview med NME fra 2024 i anledning af en genudgivelse af netop ’Bleed Like Me’ fortalte hun om interne problemer i bandet på den tid, hvordan de var på kant med pladeselskabet, og at hun faktisk har haft det svært med pladen indtil for nylig. Og hun talte – igen – klarsynet og frit fra leveren om det, hun blev spurgt om. F.eks. verdens tilstand.

– We’ve become a society that has become very cowed and scared to speak out. We’ve become accustomed to a lot of cruelty from our governments around the world. It will be dependent on the people if we’re going to hold anyone to account.

– I don’t know if society gives enough of a shit about musicians to save them. Very soon we’ll have AI-generated music. It’s happening already. We’re going to lose something very beautiful in the process.

Det sagde hun i april 2024 til NME.

Få musikere tør råbe op, musikken har mistet sin gennemslagskraft, og folk har generelt mistet modet.

Forrige album ’No Gods No Monsters’ var ret sortsynet, mens hun og bandet har forsøgt med lidt mere håbefulde tekster på seneste album fra 2025, hvilket hun peger hen imod i NME-interviewet.

– Going into this next record, I feel a shift. I’m trying to dampen my outrage. As a society, we’ve become so beaten down and broken-hearted. I’m trying to reach for something that’s a little bigger than me, because if I don’t then I’m going to drown in my own dismay.

– Everything I’m seeing on my social feeds feels demonic. All of us are fighting that on a daily basis and it’s poisoning everything. We all need to fight to not let our hearts become ice-cold.

– It’s a searchlight, this record. After scorching the earth, we’re coming out of a filthy cave with a searchlight. We’re looking for shards of life and humanity.

Titlen på deres seneste album er ’Let All That We Imagine Be the Light’. Den har nærmest en religiøs overtone, og det er måske ikke så mærkeligt.

Religion fylder nok generelt mere i Skotland end herhjemme, og hun er selv vokset op i et religiøst hjem i Edinburgh. Men hun har samtidig sat sine forældre på mange prøver med sine udtalelser om alt fra sex til stærkt personlige tanker.

– Jeg ønsker faktisk, at mine forældre skal være stolte af mig. Jeg ved, det er barnligt, men det glæder mig, når mine forældre siger ”se hvem der er i avisen i dag”. De er selvfølgelig blevet sat på en del prøver, men den største prøve kom faktisk for nylig, fortalte hun i 2005:

– I Skotland har der været en meget omtalt mordsag, hvor man fandt ud af, at den mand, som havde myrdet en ung kvinde, lyttede til Marilyn Manson-plader. Og folk i mine forældres kirke troede, at Marilyn Manson var mig. Så mine forældre skulle konstant svare på, hvordan det føltes, at deres datter påvirkede denne forfærdelige morder. Det var meget ubehageligt for mine forældre, som skulle fortælle, at det slet ikke var mig, og at – selvom det så havde været deres datter – musik ikke gør folk til mordere.

Og Shirley Manson havde endda spillet med Marilyn Manson …

– Ja, oh dear! Derfor var det også dobbelt ubehageligt for mine forældre at finde ud af, at han uforvarende var blevet beskyldt for at være involveret i en mordsag. Mine forældre er meget åbensindede. Min far er meget tolerant og finder teologiske provokationer interessante i stedet for truende. Han har ægte tro, og den bliver ikke rokket af de tvivlende! Hvis man virkelig har tro, bekymrer man sig ikke over, at andre har alternative synspunkter, sagde Shirley Manson.

Det er den slags tanker og ord, der gjorde det interessant at interviewe musikere som Shirley Manson. En rockstjerne, der dog ikke præsenterede sig som den rockstjerne, der var så udadvendt og betog så mange mennesker på scenen.

Hvis man vil høre Shirley Mansons skønne accent:

Jeg noterede dengang, at hun virkede træt, var enkelt klædt i sort og ikke havde meget rockstjerneattitude over sig. Og hun fortalte stille, at hun faktisk bedst kunne lide at synge i mørke.

– Så glemmer jeg alt og alle omkring mig og er mindst bevidst om mig selv. Ofte når man synger i et studio, står der en hel masse folk bag et stort vindue, og det irriterer mig at synge i et andet rum, mens de står og ser mig. Så når lyset er slukket, kan jeg lukke dem ude. Så er de der ikke længere, og jeg er helt alene. Det kan jeg godt lide.

Og på scenen var det ikke nødvendigvis anderledes.

– Jeg føler mig faktisk i mørke på scenen, fordi jeg ikke kan se en skid på grund af lyset. Jeg er helt blændet og kan kun føle mit hjerte banke og høre min egen stemme, sagde hun.

Men hun var i en alder af 38 år også endelig ved at finde lidt ro i sig selv.

– Jeg har fået mere selvtillid, men jeg har stadig nogle af de samme usikkerheder. Noget af det mest kendte er min usikkerhed på mit udseende, hvilket jeg har kæmpet med, siden jeg var barn. Og det vil jeg sikkert gøre resten af mit liv. Med hensyn til det at være musiker, er min selvtillid røget i vejret, og nu føler jeg, at alle tvivlere kan kysse min royale røv!

– Jeg tror faktisk, jeg tidligere har været overrasket over den kredit, jeg har fået for min stemme. For jeg har aldrig tidligere været synderligt sikker på min stemme. Men da jeg mistede min stemme og blev opereret, fandt jeg ud af, at jeg faktisk rigtig godt kunne lide min stemme, og jeg ønskede ikke, at den skulle ændre sig.

– Da min stemme kom tilbage efter operationen, følte jeg mig anderledes som sanger. Jeg følte, at jeg havde opdaget, at jeg skulle fokusere på alt det, jeg kunne lide ved min stemme, i stedet for alt det, jeg ikke kunne lide.

På det tidspunkt havde hun prøvet at synge med en jazzmusiker og musikprofessor, der havde rost hende, og det tog hun også med sig på scenen.

– Jeg tænkte for første gang nogensinde, at jeg kunne rent faktisk synge. Jeg elskede det. Det var et vendepunkt for mig. Det har virkelig åbnet mine øjne for, hvilken vej, jeg kan gå. Det føltes så befriende. Der er ikke noget værre end at være slave af sin egen tvivl på sig selv. Da jeg fandt ud af, at jeg havde nosserne til at stille mig op og synge med denne legende, holdt jeg op med at bekymre mig om at forsøge at være perfekt. Det er udvikling, og det er et godt sted at være.

Jeg håber, Shirley Manson er et godt sted i dag, at hun fejrede sin fødselsdag med ro i sindet, og at hun bliver ved med at råbe op. For hun er tydeligvis mere klarsynet i sit sortsyn end de fleste …