Autografer. Signerede plader. Jeg har haft masser af muligheder for at få en masse af mine plader signeret i forbindelse med interviews med musikere. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spørge om det.

Jeg ved, at mange skribenter (og pladeselskabsfolk) gør det, men for mig er det et arbejde at lave interviews, og hvis jeg beder om en autograf, er det pludselig en hel anden situation. Men derfor kan jeg da godt tænke, at jeg burde have bidt stoltheden i mig …

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i dag læste et – fremragende – læserbrev i Record Collector, hvor en mand lige sætter nogle ting på plads omkring en detalje på en udgave af Jimi Hendrix-albummet ’Electric Ladyland’, som havde været bragt op i et tidligere nummer.

Den dengang 16-årige læser havde i 1968 været backstage efter en koncert i Miami, diskuteret trommespil med Mitch Mitchell, røget joints med Jimi Hendrix og oplevet guitarlegenden lege med farverne på tv’et, som om han spillede på guitar – og i tillæg lokket den engelske version af ’Electric Ladyland’ med et helt anderledes – og frækkere – cover end det amerikanske tryk ud af Hendrix.

Men i sin taknemmelighed havde han glemt at få det signeret – som en slags bevis på sin historie …

*****

Jeg har ikke selv ret mange signerede plader, men jeg har pudsigt nok nogle signerede Sophia-plader, fordi jeg stort set altid har købt dem til koncerter af Robin Proper-Shepard selv. Og jeg har intet imod at få plader signeret af kunstnerne selv efter en koncert på Loppen eller i Vega el. lign.

CSS-coverI min samling er der for eksempel et signeret eksemplar af det første CSS-album, hvor sangerinden Love Foxx har lavet en lille tegning og skrevet ’Peter, I saw you dancing (or bouncing your head) at the show. Thank you Peter!’. Den lille detalje i parentes er vigtig, for jeg dansede naturligvis ikke!!

 

*****

Men i hvert fald en enkelt gang har jeg alligevel fået en plade signeret efter et interview. Det var med Karl Hyde fra Underworld. Jeg havde den dengang seneste cd med som ’den tredje ting’. Det har man ofte. Og efter interviewet tilbød han selv at skrive, og det ville jo være decideret uhøfligt at sige ’nej, du skal sgu ikke svine mit pladecover til …’

En del af interviewet havde drejet sig om hans skriveproces, hvor han ofte kradser små udsagn, statements og lign. fra dagligdagen ned i sin lille notesbog, som han viste mig under interviewet. Udsagn, som ofte ender med at blive til sangtekster. På min plade, som jeg heldigvis har endnu, skrev han:

img_0909.jpg– This is me writing with one of the hands I got on my body – can you guess which one? Yes, you’re right.

Lige nu tænker jeg, at jeg nok burde have fået Lady Gaga til at skrive et eller andet obskønt på min premasterede kopi af debutalbummet, i stedet for at prøve at få ud af hende, hvordan i alverden hun dog ville ændre popverdenen.

 

 

Reklamer