Leyton Orient rykkede sidste sæson ud af ligasystemet i England og ned i den femtebedste række. Og den dejlige Londonklub har ikke formået at vende tilbage til den fjerdebedste række.

I denne sæson spiller Leyton Orient i National League, og med fem kampe tilbage kan klubben ikke nå med i oprykningskampene efter en sæson, hvor hjemmebane Brisbane Road har været langt fra et uindtageligt fort.

Holdet har blot vundet syv af 21 hjemmekampe – det samme som på udebane.

For et lille års tid siden skrev jeg følgende lille historie om engelsk fodbold, fodboldfans og Leyton Orient:

*************

På vej til Brisbane Road spurgte jeg en ældre herre om vej. Han skulle tilfældigvis samme sted hen, og han skulle nok vise vej. Vi begyndte at snakke sammen på vejen hen til Leyton Orients gamle hjemmebane.

Han fortalte – høfligt og nobelt, som man forestiller sig en ældre britisk herre med hat gøre det – hvordan han var kommet til alle deres kampe på hjemmebane i 60 år. Først med sin far, siden med sine sønner, og efter det også med børnebørn. I 60 år havde han haft samme plads på stadion. Vi snakkede om 70’er-helte som Peter Kitchen, John Chiedozie, Laurie Cunningham, Joe Mayo, Glenn Roeder, Peter Bennett og sågar Stan Bowles, der fik en enkelt sæson i klubben i karrierens efterår.

leytonorient2Denne lørdag eftermiddag, en råkold decemberdag, var hjemmeholdet langt fra historisk styrke og tabte 1-3 til Scunthorpe United. Kampen, spillet og spillerne husker jeg ikke meget af, men jeg kan da huske, at en tilskuer klædt ud som julemand på et tidspunkt blev ført ud af vagterne, mens han grinende opildnede det jublende publikum.

Leyton Orient er ikke min klub, men de hører med til den engelske fodboldtradition, jeg er vokset op med. Man fandt sin yndlingsklub på grund af en eller anden transmission af en fodboldkamp en lørdag eftermiddag. Tipslørdag. Med engelsk knoldesparkeri, store midterforsvarere, der fightede, som om skibet var ved at gå ned, seje backer, løbestærke midtbanefolk, tankcenterforwards, fantastiske målmænd, enkelte geniale 10’ere og som regel nogle finurlige wings. Og resultatdong.

Derhjemme foran fjernsynet, hvis man kunne overtale forældrene, eller måske mens man sad og drak en Faxe Kondi 33 cl til sine pommesfritter i caferiet i en hal, hvor man var til badmintonstævne eller indefodboldstævne og fulgte spændt med på cafeteriets enlige 28″ skærm i pauserne mellem ens kampe.

En uforklarlig kærlighed til en klub mange hundrede kilometer væk kunne opstå sådan en eftermiddag. En kærlighed, mange midaldrende mænd den dag i dag lider under. Coventry, Birmingham, Wolverhampton, Nottingham Forest, Aston Villa – eller en af de store klubber i dagens underholdningsbranche.

Det gør ondt, når holdet taber, men fodboldfans kan vænne sig til meget, kan lære at ryste nederlagene af sig, fordi man som regel alligevel forventer eller forbereder sig på det værste. Er uheldet ude, smutter de i haven, drikker en ensom øl, spiller en plade i mol, går i skuret. Man skal nok ikke sige for meget til dem i et par timer efter endnu et nederlag. Og slet ikke efter en nedrykning.

Man fik også et forhold til alle mulige andre klubber. Der er naturligvis kun én klub, men man kunne godt opbygge sympatier for andre klubber, hvis et hold spillede flot bold og alligevel aldrig vandt noget, havde smukke spilletrøjer med striber, krave og snørrer, et sjovt publikum, nogle cool typer med langt hår og store bakkenbarter, en musikalsk ejer, en tragisk historie, et pudsigt kælenavn, en underdogsejr i pokalturneringen.

På den måde har jeg selv opbygget en slags sympati for andre klubber end den klub, jeg begyndte at holde med midt i 70’erne. En af dem er Queens Park Rangers, der er mere rock’n’roll end samtlige Premier League-klubber til sammen. En anden er Leyton Orient, som jeg altså for nogle år siden tog ud for at se spille på deres gamle stadion i det østlige London.

Klubbens historie strækker sig tilbage til 1888, og den kom med i det engelske ligasystem i 1905. For et par uger siden rykkede klubben ud af den fjerdebedste række i England. Ud af ligasystemet efter 112 år. Den har som så mange engelske klubber fået en udenlandsk ejer, men ham er de meget utilfredse med i Leyton Orient. Bare se denne video.

Men se den frem for alt, fordi den viser lidt om, hvad fodboldfans er for en størrelse, og hvor stor passion de har for deres klub. Måske især i de lavere rækker. Jeg så den og kom til at tænke på den ældre gentleman, der viste vej og fortalte om klubben. Straks gør deprimerende elendige Uniteds nederlag i går til de forbandede røvhuller fra Arnesal lidt mindre ondt. Og han kommer der sgu nok også næste år i Conference League.

 

Reklamer