Hva’ gør vi uden Larsen?

Hvornår bliver man mon bevidst om, hvad de musikere egentlig synger om?

Jeg aner det ikke. Men jeg tror, ’Hva’ gør vi nu, lille du?’ er den første sang, jeg har siddet og tænkt over. Sådan husker jeg det i hvert fald. Foran min rejsegrammofon som 8-9-årig på drengeværelset på Vibevej hjemme i Ullerslev.

Beatles, Sweet, ABBA, Slade. Det var bare noget, jeg kunne lide. Men jeg forstod det jo ikke.

Den single, ’Hva’ gør vi nu, lille du’, gjorde et eller andet ved mig. Jeg hørte den virkelig, virkelig mange gange. I træk! Som man jo gør indimellem. Som barn. Og måske også lidt som voksen …

Jeg tror godt, jeg forstod, at det var alvorligt og handlede om arbejdsløshed, for det var noget, der fyldte dengang i 70’erne, og børn har det med at forstå mere, end man lige tror.

Jeg elskede især linjen med at gå op til ministeren, den gamle skurk, og sige ’du der, få lige fødderne ned og ta’ hatten af’. Det var ret skægt.

Gasolin’. De har altid været der. Altid! Og ’Langebro’ er naturligvis den bedste “danske” sang nogensinde. Kim Larsen uden gasserne har også altid været der. Også i de lange perioder, hvor jeg hverken lyttede til Gasserne eller Kim.

Han var der bare. Som gæst, da jeg spillede plader på Boogies, eller når jeg selv var fuld på Boogies. Han var der i bybilledet i Odense, fløjtende, smilende på sin cykel, siddende stille og roligt på Lørups eller Kick Off. Ofte klar på en kort sludder. Men som regel lod vi ham bare være i fred, for vi ville jo virkelig ikke trænge os på. Jeg tror, han forstod, hvordan det var at være os, der mødte ham.

Jeg har set ham spille en del gange, men desværre ikke her til sidst. Jeg har talt med flere, der sagde, at de SKULLE se ham, for det kunne jo være, det blev sidste gang. Sidste gang? Det har jeg aldrig tænkt. Det er simpelthen ikke faldet mig ind. For Kim Larsen kan jo ikke IKKE være her.

Så det er tæt på ubegribeligt, at han rent faktisk ikke er her længere nu. Og det gør mig sgu godt nok temmelig trist. Men jeg synes, det er rart at læse alle mindeordene og de personlige oplevelser, folk har haft med ham. Professionelt eller privat.

Og det understreger bare én ting. Larsen var her for de fleste af os. For folk i alle samfundslag og alle aldersgrupper. Nærmest alle har en Larsen-historie eller to, og han er mere elsket, end nogen anden, jeg kan komme i tanke om.

Mange ældre elsker ham bare, mange på min alder er vokset op med hans musik, og mange børn elsker bare umiddelbart de samme sange, vi selv kunne lide, da vi var børn. Respekten er ganske enkelt enorm hele vejen rundt. Det kan jeg godt tude lidt over.

Han var sgu helt sin egen. Han opfandt sgu nærmest sin egen musikstil som solist, og ingen lyder sgu som ham. Men selvom han er væk, vil han fortsat være her – ikke bare gennem musikken, men fordi han har efterladt så dybe aftryk i de fleste af os.

Hva’ gør vi nu uden Larsen?

De kommende dage tror jeg, at jeg vil lytte lidt mere til det af hans musik, jeg egentlig ikke kender så godt. Og forsøge at blive lidt mere bevidst om, hvad hans sange indeholder. Og smutte forbi Lørups og opgangen til hans hjem ovenover.

Men lige nu vil jeg høre ’Hva’ gør vi nu, lille du?’. Og ‘Langebro’. Måske bare 40 gange i træk. Og ‘Stakkels Jim’. Og …

Billeder fra et par dage senere foran opgangen til hans hjem: