Musikåret 2020 – det bedste og det værste

Koncertsavnet fylder meget i 2020, men hey, måske bliver 2021 året, hvor man rent faktisk får brugt sine indkøbte koncertbilletter. Og hvem ved, måske kommer vi endda på festivalgræs til sommer.

Heldigvis kunne 2020 også andet end byde på forvrængninger af livet, som vi kender det. 2020 bød f.eks. på mange stærke udgivelser – fra nyere såvel som ældre kunstnere.

3 gange optur og 3 gange nedtur

+ Et sindssygt stærkt udgivelsesår

Måske er det bare, fordi jeg har haft mere hjemmetid og derfor også har fået lyttet til en masse ny musik, men … 2020 har altså været et vildt godt musikår! Fremragende album i lange baner, stærke sange dag efter dag hele året rundt i mange forskellige genrer og udtryk.

Min bruttoliste til årets album nærmede sig 200, da jeg opgav projektet med at rangere årets mange udgivelser. 2020 vil for mig være lig SAULT, Bdrmm, Keleketla!, Bambara, Porridge Radio, Sweeping Promises, Cindy, Billy Nomates, Nation Of Language, Sonic Boom, Sorry, Shopping, Country Westerns, Fontaines D.C., Holy Motors, Juniore, Frazey Ford, Ela Minus, Rose City Band, Dua Lipa, Jet Stream Pony og Roisin Murphy – men også med mange, mange flere.

÷ Jeg gider ikke flere online-koncerter!

I begyndelsen af lockdown var det en fin, beskeden substitut at følge med online, når musikerne forsøgte at holde liv i koncertbegrebet – men det holder ikke. Nixen! Koncerter er så meget mere end musikken. Det er fællesskab, det er noget socialt, det er noget psykologisk, og det er især noget fysisk. Det er reaktioner på musikken, på hinanden, på hinandens reaktioner, musikernes reaktioner på os koncertgængere.

Det er ord, lyde, lugte, blikke, bevægelser i tre dimensioner, det er glæde, det er besvær og begær, det er gåsehud på armene, kuldegysninger, rislen ned ad rygraden. Det er skvulpende fadøl, råb, masen og massen i synkron bevægelse. Det er folk, der er pissedygtige til deres arbejde. Det er klap på et og tre, upassende tilråb, sjove kommentarer, kloge betragtninger. Det er begivenheder til historiebøgerne. Og det er følelser.i.fucking.lange.baner! Det kan ikke efterlignes.

+ Rocken lever

Når nu rocken har været skreget død i flere årtier, giver det god mening, hvis man tror på et liv efter døden. For hold da op, hvor er der godt nok liv dernede i undergrunden, hvor rocken rent hitlistemæssigt ligger begravet. Det er ikke alle kids, der vælger mundtøj og computer, når de skal ud med deres musikalske tanker, så det bliver ved med at vælte ud med spændende nye rockbands, der foretrækker samspil og stadig svælger i postpunk, garage, punk, psychrock osv.

Fik jeg nævnt Mundy’s Bay, The Chats, Spectres, Silverbacks, Basic Plumbing, Peel Dream Magazine, The Wants, Rolling Blackouts, Pottery, Public Practice, Profligate, I Like Trains, Elephant Stone, Habibi, Death Valley Girls, Deeper, Melenas, Dream Wife …??

÷ Festivaltvivlen …

Kendrick Lamar annonceret på Roskilde Festival 2021. Fint nok. Men man tør jo ikke engang glæde sig. For trods vaccine og håb om en langsom tilbagevenden til noget, der minder om et almindeligt liv, så er festivaler noget af det sidste, der bliver normalt igen. Kommer vi virkelig på græs til sommer? Med kold pils i hånden, stress- og symptomfri krop, hovedet lykkeligt bagover, vippende med foden, messende med øjnene i solskinnet?

Eksperter i alt muligt forskelligt er selvfølgelig ikke enige. Men måske er videnskabsfolk, forskere, alle de dygtige fagfolk derude, faktisk også i stand til at finde en løsning på den gigantiske udfordring. Vi er mange, der hepper på jer, for tvivlen nager, og den er ikke sjov. Og så er jeg i øvrigt spændt på, hvordan hele koncertbranchen får genopbygget deres dybt komplicerede og bredt forgrenede logistik, så det hele kommer til at fungere igen. På et eller andet tidspunkt.

+ Liveplader holder

Liveplader er ikke koncerter, liveplader er udgivelser. Det ene er ikke en erstatning for det andet. Og når man ikke spilder sin tid på at gå til koncert, på restaurant, på bar, på club, til fester … suk, ja, så er der jo masser af tid til at høre musik derhjemme.

Og der er udgivet mange virkelig gode liveplader i år med f.eks. David Bowie, Billie Eilish, The War On Drugs, Prince, Drive-By Truckers og King Gizzard & the Lizard Wizard. Det har faktisk fået mig selv til at dykke ned i ældre liveoptagelser med andre favoritter som Neil Young, Sade, The White Stripes, The Clash, Ramones og Erykah Badu og høre, hvorfor de er så fantastisk dygtige kunstnere.

÷ Magasinernes død

Der bliver færre og færre trykte musikmagasiner. Det er virkelig ærgerligt, for det kan stadig noget at sætte sig med en kop te og en plade på grammofonen og læse eller zappe sig vej gennem et datostemplet, ikke-uendeligt musikmagasin.

Året bød bl.a. på farvel til engelske Q, der i mange år var et rigtig godt musikmagasin med stærke interview, flotte billedserier, sjove billedtekster og en bred dækning, der omfavnede pop, elektronisk og hiphop. Jeg har efterfølgende skyndt mig at tegne abonnement på to andre magasiner, for jeg var selv en af dem, der havde skåret abonnementer væk. Og det går simpelthen ikke!

Yndlingskøb i 2020:

Jeg har købt alt for mange plader i 2020 og alt for få koncertbilletter. Men jeg har også købt en plakat, som er mit yndlingskøb hele året. En plakat, der afbilleder en del af Joe Strummers kassettebåndssamling, såmænd … Den er fantastisk!