The Kinks og kloge ord om musik

Hvem skriver egentlig godt om musik nu til dags? Kan du overhovedet nævne nogen?

Engang lærte man sig selv som musikinteresseret at følge bestemte musikskribenter/anmeldere, fordi man var på bølgelængde med dem og kunne stole på deres vurderinger – i hvert fald i en periode – men nu til dags er det svært.

Man shopper lidt rundt over det hele og ramler tilfældigt ned i noget godt, hvis man er heldig. Der er faktisk en masse god musikjournalistik derude, men det er spredt ud over det hele, og meget få følger et bestemt medie eller en bestemt skribent, tror jeg.

Det skrevne ord har det ekstra svært i disse tider, hvor vi er ved at gå tilbage til den tid, hvor ord skulle overbringes mundtligt. Nu er det talebeskeder og videoklip, det er podcast og youtubere. Og de sociale medier, som jeg selv er ved at forlade mere og mere.

Jeg ønsker mig tilbage til mine egne aktive valg, min egen tid, noget langsommere. Desto gladere bliver jeg derfor, når jeg støder på noget, der kan fastholde mig i lang tid. Som det i dette tilfælde lykkedes for Steven Hyden.

Han er en amerikansk musikskribent for Uproxx, og for mange er han givetvis helt forkert, fordi han er hvid, mand og mest til rockmusik. Men han kan skrive. Og han tør skrive.

Han er for nylig dykket ned i The Kinks og har lavet en liste med deres 50 bedste sange. Han har stik imod tidens normer gjort det uden at lave en playliste, og uden en masse videoklip undervejs. Helt forkert, men jeg kan lide det, for pointen er ikke musikken – pointen er ordene om musikken.

Og her et billede af et Kinks-pladecover:

Man må gerne lytte undervejs, og man må gerne forholde sig til rangeringen, men det vigtige er at læse. Læs om musikken. Ord om musik er også en kunstart, og Hyden leverer denne lange gennemgang med så stor indsigt, personlighed og fortælleglæde, at selve rangeringen ender med at være så underordnet, at han næsten kunne have argumenteret for ethvert nummer på ’Percy’ eller ’The Kinks Present a Soap Opera’ som det bedste, og det ville have været fint med mig.

Og det er jo helt i modsætning til den type rangeringer, man ellers ofte finder i dag – hvor argumenterne overhovedet ikke leveres til at underbygge rangeringen, som alene laves i et (desperat) forsøg på at få en debat i gang hos læserne.

*******

F.eks. har Gaffa for nylig lavet lister med henholdsvis de 25 mest ikoniske danske pop-, rock- og hiphop-sange. Men man bliver ikke klogere af noget som helst.

Det er bare lister med 25 tilfældige populære sange, som de anonyme Gaffa-skribenter bag listerne har udvalgt – med slagside til nutiden, fordi udvælgerne givetvis hører til den yngre side.

På poplisten optræder ingen sange ældre end ’Kvinde min’ fra 1975 (hørte jeg med det samme nogen tænke ’Dansevise’?), og det er ret vildt at have både Tøsedrengene, News, Tina Dickow, Rasmus Seebach, Burhan G og Blæst med, men ikke Michael Learns To Rock eller Whigfield, især når man begrunder således:

”Udvælgelsen af sangene bygger på en kombination af internationale rangeringslister, streamingtal og en vurdering af sangenes kulturelle betydning set fra et musikhistorisk perspektiv.”

På rocklisten har Gaffa medtaget en sang fra Brimheims album fra i fjor. 83.000 har streamet sangen på Spotify. Er den sang virkelig ikonisk?

På hiphop-listen er der kun to sange fra tiden inden Malk De Koijn (1998), og det er ret tydeligt, at bladets egen hiphop-ekspert, PTA, ikke har bidraget.

Så hvad skal jeg som læser egentlig bruge disse lister til? Ingen ekspertviden, ingen indsigt, ingen fortælleglæde, ingen afsender, ingen klare definitioner, ingen personlighed. Ingen kloge ord om musik. Det er bare … noget.

Gaffa har også lavet øvelsen med internationale sange (rocklisten uden Elvis Presley, poplisten uden Madonna, hiphop-listen med én sang ældre end 1988), og sjovt nok er indledningsteksten nøjagtig den samme til dansk pop og international pop. Med denne sætning først:

– Popmusikken har budt på mange ikoniske sange fra nogle af de største kunstnere nogensinde.

Aha.

Jeg vil påstå, at det faktisk er umuligt at lave en liste over de mest ikoniske sange. Det er ordet ”mest”, der gør det umuligt, og ordet ”ikonisk”, der gør det svært. For alles opfattelse af ordet vil være forskellig, og Gaffa kan ikke bestemme, hvad der er mest ikonisk, for hvordan sammenligner man noget ikonisk for en tid med noget, der er ikonisk i en anden tid? Det kan man ikke. Er Muse mere ikoniske i 00’erne end Elvis i 50’erne?

Betydning og udbredelse/kendthed skal være en del af begrebet ikonisk, og så kan man ikke tage Brimheim med. Hvis de absolut vil have Brimheim med på en liste, kunne de vælge største, bedste eller noget andet subjektivt, som de alene kan stå på mål for.

Og undskyld til Gaffa for at fremhæve deres eksempel, for der er mange andre. Nu har jeg bare aktuelt været så irriteret over disse lister, for der er alt, alt for meget af den slags tivoli-journalistik, som man lavede på nettet for 10-20 år siden.

Ord er IKKE ligegyldige, og derfor ender den slags listestof som netop ligegyldigt ”content”, der alligevel bare drukner i mængden. Som om vi mangler ”content” i vores liv nu til dags …

********

Og dermed tilbage til The Kinks.

I Steven Hydens gennemgang er ordene ikke ligegyldige. Jeg er blevet klogere, jeg har grinet, og jeg har både sideløbende og efterfølgende lyttet til The Kinks med større interesse og bedre forståelse. Jeg har haft en læseoplevelse, hvor jeg har smagt på ord og sætninger og nydt betragtninger og sammenhænge. Vidunderligt!

En anden, der kan noget med ord er selvfølgelig Bob Dylan. Jeg har endnu ikke set ’A Complete Unknown’-filmen, men forleden genså jeg ’I’m Not There’, Todd Haynes’ Dylan-film fra 2007, og det var et virkelig godt gensyn.

I filmen bliver Dylan (uden at nævnes ved navn) portrætteret via seks forskellige karakterer, bl.a. en kvinde (Cate Blanchett, som er fremragende) og en sort dreng. Og jeg er vild med eksperimentet, med fantasien, med legen, med dobbelttydighederne, og med at Richie Havens har en birolle.

Faktisk synes jeg, at det langt hen ad vejen er en morsom film. Alle klicheerne om musikken, musikerne, folkemusikscenen, medierne osv. virker sande, men når f.eks. Julianne Moore i rollen som en anden folksanger, der kunne være Joan Baez, leverer klicheerne dybt alvorligt, ender de med at være enormt sjove. Lidt som Bob Dylan måske selv ville kigge på omverdenens syn på sig selv og grine.

– Jeg er bare en historiefortæller, siger han (Cate Blanchett) i filmen.

Dylan er jo en fantastisk ”trold”, der hurtigt lærte at gennemskue cirkusset omkring sig, og man kan ikke altid regne med sandhedsværdien i det, han siger.

– Hvem har sagt, jeg er oprigtig? lyder det også undervejs fra Dylan/Blanchett.

Og filmen afspejler det. Det er sandhed og løgn viklet sammen. Absurditeter, livet. Det er signaler og tolkninger, det er fantasi, det er leg med ord, og filmen giver en masse at tænke over.

Kunst er bedst, når den stiller spørgsmål eller fortæller sandheder vævet ind i fantasi og eventyr og vilde ideer. Og det gælder i et vist omfang også dem, der beskriver kunsten med ord. Skribenterne.

*******

I den lettere, men absolut ikke ubetydelige ende havde Spin Magazine forleden en klumme om band-t-shirts og spørgsmålet, om man kan have en trøje på med kunstneren, man er til koncert med.

Altså, er det dårlig stil at have en Metallica-trøje på til en Metallica-koncert? Eller gælder den slags uskrevne regler ikke til store begivenheder, men kun små steder, hvor alle ved, at man kun er der, fordi man kan lide kunstneren på scenen og derfor ikke behøver demonstrere det? Eller gælder det slet ikke? Hører den slags snobberi en anden tid til?

Den slags tanker er sjove, for band-t-shirts til koncerter er sjældent tilfældige. Man sender signaler med den slags, og det er skidesjovt at ”merchspotte”. Jeg tror ikke, jeg selv vil dø for noget på den bakke, men der er faktisk én ting, jeg ikke bryder mig om; hvis kunstnerne på scenen har eget navn/merch på. Jens Unmack i en Jens Unmack-t-shirt? Nej, vel? Men måske ville det faktisk være pissesjovt, hvis lige netop Bob Dylan gjorde det …

Det ville sende så mange signaler, at alle verdens forsamlinger af dylanologer ville indkalde til ekstraordinær generalforsamling for at tolke trøjevalget.

Men hellere sende signaler med påklædningen om andre kunstnere, man kan lide.

Jeg kan godt lide Ray Davies og The Kinks. Og kloge ord om musik. Og jeg er helt uenig i, at ‘Strangers’ er den bedste Kinks-sang, men det er fuldstændig ligegyldigt.