RIP Clash-mand Johnny Green

I går dukkede en trist nyhed op, nemlig at den tidligere tour manager for The Clash Johnny Green er død.

Johnny Green har skrevet en af de bedste bøger om The Clash, den sjove, veloplagte og indsigtsfulde A Riot of Our Own, hvor Green beretter om sine tre år med bandet – og tiden efter.

For Green var ikke bare tour manager, han var roadie, chauffør, altmuligmand – og ven. Sammen med ’The Baker’, Mikey Dread og Don Letts er han i kredsen af dem, der ved mest om bandet, og bogen er simpelthen vidunderlig læsning.

Den fortæller mange af de anekdoter om bandet og deres oplevelser, der er medvirkende til, at jeg selv elsker ”The Only Band That Matters” så højt, og Green leverer det hele uden den mindste grad af selvfedme eller udlevering. Det var bare sådan, det var, og humoren og selvironien lever på nærmest hver side.

Green selv var en stor, bebrillet mand, der kunne lyde som en geezer i en britisk gangsterfilm, men også var belæst med en universitetsuddannelse i arabiske og islamiske studier og tydeligvis en rar no nonsense-dude. En slacker, en holdspiller og en ven, der altid ville være der for dig. Han har i øvrigt også skrevet en båd om Tour de France …

’A Riot of Our Own’ åbnes med et forord af Clash-sanger Joe Strummer, og det går i al sin enkelhed ud på at fortælle, hvordan Green afsluttede indspilningen af musikvideoen til ’London Calling’ på en båd i Thames-floden med at kyle en del af udstyret i floden. Og så fortsætter anekdoterne ellers med at strømme veloplagt fra Greens pen.

Som den slags ofte er tilfældet, havnede Green i rollen som tour manager ved et tilfælde. Egentlig tog han bare med til en koncert i Belfast i 1977 for endelig at få set det band, han var blevet vild med – men også på uheldig vis havde misset et par koncerter med, bl.a. fordi han i et tilfælde var blevet arresteret af politiet, der på den tid ikke ligefrem undlod at finde anledninger til at slå ned på punkmiljøet.

Han endte med at hjælpe lidt til med nogle tjanser hist og her, og pludselig var han hyret og kørte tour-vognen op og ned gennem Storbritannien – og meget mere.

Hans beskrivelser af turnelivet og tiden dengang er fremragende, og det samme er hans beskrivelser af bandmedlemmernes personligheder. Der er også en masse om stoffer, kronisk pengemangel, sprut, fans, kvinder og de andre samtidige bands, men også tanker om mennesker og livet i almindelighed. Og så er det jo som udgangspunkt historien om The Clash, fortalt af en mand, der oplevede det og fortæller det lige ud ad landevejen.

Man kan begynde med at læse dette interview med ham til The Quietus i den sørgelige anledning af tiåret for Joe Strummers død:

“Instinct Not Intellect”: Johnny Green Remembers Joe Strummer