Robyn spiller i et udsolgt Royal Arena i aften, når hun ankommer med det aktuelle album ’Sexistential’ i bagagen.
At dømme efter de seneste koncerter ligger sætlisten ret fast, og hun spiller syv sange fra albummet. Jeg er ikke fan af hverken Royal Arena, ’Sexistential’ eller billetter til 900+ kroner, så jeg har faktisk droppet at tage af sted.
Men der skal nu nok indsnige sig en vis ærgrelse over den beslutning senere … Så må jeg tænke på de gange, jeg har set hende, og hvor det var fantastisk. Bare se dette stadig fascinerende klip fra 2019:
Gaffa varmer op til koncerten ved at liste hendes albums i rækkefølge efter kvalitet. Det er egentlig ikke så svært, men alligevel går det galt. Det siger jo sig selv, at ’Sexistential’ ikke er bedre end ’Robyn’ …
’Honey’ er heller ikke bedre end ’Robyn’, selvom det er en virkelig god plade, men ’Body Talk’ ligger naturligvis i top.
Den bliver genudgivet på vinyl på fredag, og så kom jeg til at tænke på, hvor mærkelig en konstruktion, ’Body Talk’ fra 2010 egentlig er. Derfor:
30 forvirrende detaljer ved ’Body Talk’
1) ’Body Talk’ udkom 22. november 2010 og er teknisk set et opsamlingsalbum, så derfor kunne man teoretisk set udelade det fra en rangering af hendes albums.

2) Albummet består af 15 sange, fem fra hver af Body Talk Pt. 1-3.
3) ’Body Talk Pt. 1’ udkom 14. juni 2010, består af otte sange og kategoriseres som et album.
4) Førstesinglen fra Pt. 1 er ’Dancing on My Own’, der udkom 20. april. Faktum: Det er en af de bedste popsange nogensinde.
5) ’Body Talk Pt. 2’ udkom 6. september, består af otte sange og kategoriseres som et album.
6) Førstesinglen fra Pt. 2 er ’Hang with Me’, der udkom 16. august. Faktum: Det er en fantastisk sang.
7) ’Body Talk Pt. 3’ udkom samme dag som ’Body Talk’, 22. november 2010, består af fem sange og kategoriseres som en EP.
8) Førstesinglen fra Pt. 3 er ’Indestructible’, der udkom 1. november. Faktum: Det er en fantastisk sang.
9) ’Call Your Girlfriend’ blev udsendt som single i 2011. Faktum: Det er en glimrende sang, men ikke så god som de tre øvrige singler.
10) På Pt. 1 og 2 er der en akustisk udgave af den single, der senere udkom før det efterfølgende album, altså ’Hang with Me (Acoustic)’ på Pt. 1 og ’Indestructible (Acoustic)’ på Pt. 2.
Robyns først udgivne version af ’Hang with Me’:
Robyns først udgivne version af ’Indestructible’:
11) ’Hang with Me’ er et covernummer! Det er godt nok skrevet af Robyns sangskrivningspartner Klas Åhlund, men hans daværende hustru, den svensk-chilenske sangerinde Paola, udgav det allerede i 2002:
12) I USA så coveret til Pt. 1 anderledes ud og kom med en “I love Robyn”-sticker. Det samme cover blev faktisk også benyttet til promoversionen i Skandinavien, UK og Tyskland – og igen, da albummet blev udsendt på orange vinyl i Nordamerika i 2015:

13) Pt. 2 har også et alternativt cover, nemlig en promo, der så ud lidt i stil med den amerikanske Pt. 1:

14) Også Pt. 3 findes i en alternativ version, nemlig den tyske udgave, der har en anden baggrundsfarve i stil med ’Body Talk’. Djævlen ligger i detaljen!

15) Vinyludgaven af ’Body Talk’ fra 2010 er en dyr affære. Der blev ikke trykt ret mange eksemplarer, og den er blevet handlet til 4500 kr. på Discogs.
16) Af de i alt 21 sange på Pt. 1-3 blev seks sorteret fra til albummet, hvor de også kommer i en helt anden rækkefølge.
17) Men der findes faktisk en sang mere, der kan regnes som en del af ’Body Talk’-porteføljen, nemlig ’Bad Gal, der fulgte med som bonustrack til Pt. 2 i iTunes Store. Den blev udgivet i samarbejde med Savage Skulls og Douster. Måske et lidt overset track i Robyn-discografien, men hun spillede den i 2011-12, også i Tap1 og på Smukfest.
18) I den tyske iTunes-udgave af ‘Body Talk’ fik man alle 21 sange plus ‘Bad Gal’ og plus fire musikvideoer med, når man købte albummet.
19) I den Nordamerikanske iTunes-udgave af ‘Body Talk’ fik man 16 sange, hvor bonusnummeret var et remix af ‘Dancehall Queen’. Der findes et hav af remix af sangene fra ‘Body Talk’.
20) Da ’Body Talk’ blev genudsendt på vinyl i 2019, var fem af de seks frasorterede sange skiftet ind. Til gengæld røg disse fem ud: ’None of Dem’, ’In My Eyes’, ’We Dance to the Beat’, ’Time Machine’ og ’Get Myself Together’. Rækkefølgen var igen helt anderledes end det oprindelige album fra 2010, og derudover blev der plads til en ny sang, der kun findes på denne udgave, så der i alt var 16 numre, nemlig en akustisk udgave af ’Stars 4-Ever’ som lukkenummer:
21) ’Include Me Out’ er således den eneste af de 21 sange fra Pt. 1-3, der ikke er blevet udgivet som en del af ’Body Talk’-albummet på vinyl. Endnu …
22) Coveret til vinyludgaven fra 2019 er også anderledes, her genbruges Pt. 1-layoutet nemlig.

23) På de europæiske udgaver af Pt. 1 fra 2010 blev ’Don’t Fucking Tell Me What to Do’ ikke censureret, men andre steder er den både da og siden blevet til ’Don’t F***ing Tell Me What to Do’.

24) Da Robyn i 2010 spillede på Roskilde Festival spillede hun syv sange fra ’Body Talk’, seks fra Pt. 1, der netop var udkommet, og så den elektroniske version af ’Hang with Me’ fra Pt. 2, der endnu ikke var udkommet. Det var en magisk koncert, se noget af den her:
25) Ifølge setlist.fm spillede Robyn første gang ’Dancing on My Own’ live den 17. juni 2010 på homoklubben Heaven i London, men hun havde dog også givet en lille instore-optræden i Rough Trade East med den og en håndfuld andre sange to dage forinden. Allerede dengang sang publikum med, og som i musikvideoen lavede hun seancen med at omfavne sig selv. Den lød således:
26) Selve cd-skiverne i alle de fire oprindelige udgivelser var layoutet som en hjemmebrændt CDR eller CDRW – i dette tilfælde en CD-RBN.

27) I 2010 udgav Robyn også en anden sang, nemlig da hun gæstede I Blame Coco på ‘Caesar’. Man kan også finde nogle coversange fra samme år.
28) De tre største sange fra ‘Body Talk’ blev udgivet året efter i en live-session, sammen med en fortolkning af Prince-sangen ‘When Doves Cry’. ‘On Track with SEAT’ hedder den og findes på 12” – og er også en must-have i samlingen!
29) Fire andre sange blev udsendt som promo-singler (filer eller på cdr), nemlig ‘Fembot’, ‘Dancehall Queen’, ‘None of Dem’ og ‘Don’t Fucking Tell Me What to Do.’

30) På fredag udkommer en ny vinylversion af albummet, denne gang med hele 20 af de oprindelige 21 sange presset ned på et dobbeltalbum. Denne gang er den eneste sang på svensk, ‘Jag Vet En Dejlig Rosa’, udeladt, men dermed er ‘Include Me Out’ for første gang inkluderet på vinyl. Rækkefølgen er igen-igen ændret, så den tager udgangspunkt i Pt. 1-3, men med de to akustiske versioner placeret som sidste sang på hver plade, mens de to elektriske versioner glider ind i rækkefølgen i stedet. Det hele er meget forvirrende!

Det er lidt spøjst, at et værk bliver behandlet så lemfældigt, for det betyder naturligvis noget, hvilke sange, der udvælges, og i hvilken rækkefølge de ligger. Det er en af grundene til, at man med god ret kan kalde ‘Body Talk’ for et opsamlingsalbum.
Jeg tror bare, jeg vælger at kalde den første version af ‘Body Talk’ fra november 2010 for den rigtige version, så for mig indeholder albummet 15 sange i den rækkefølge. Selvom det så er uden ‘Cry When You Get Older’ …
Anbefalet læsning i øvrigt fra Bloggers By Choice:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.